Fortsæt til indhold

U-vending: Politikerne kickstarter trafikløsning efter massive borgerprotester

Politisk enighed om at genstarte processen for, hvad der skal ske med Byvej i Hornslet, efter benhård kritik på borgermøde 7. oktober 2025.

Samfund

Efter massive protester på borgermødet 7. oktober er der nu politisk enighed om at genstarte processen for ensretning af Byvej i Hornslet – eller om ensretning overhovedet er en brugbar løsning.

Politisk enighed om genstart

I både Natur-, teknik- og miljøudvalget og Erhverv- og planudvalget er man enige om, at der skal tages nye skridt for at sikre, at alle berørte parter bliver hørt. Det er nødvendigt for at finde en løsning, der både forbedrer trafiksikkerheden og skaber et levende bymiljø.

Hvorfor genstarte?

På borgermødet 7. oktober i den gamle byrådssal i Hornslet blev der af kommunens embedsværk præsenteret et forsøgsprojekt for ensretning af Byvej.

Borgermødet, hvor cirka 70 borgere deltog, afslørede massiv modstand mod den fremlagte løsning. Handelsstandsforeningen, erhvervsdrivende og lokale borgere udtrykte bekymringer om trafikafvikling, varelevering og økonomiske konsekvenser.

Den oprindelige skitse af forslaget om at ensrette Byvej har mødt modstand i Hornslet. Nu er politikerne indstillet på at gøre et nyt forsøg i tæt samklang med såkaldte nøglepersoner i stationsbyen. Kilde: Syddjurs Kommune

Fem muligheder

Efter borgermødet har embedsværket præsenteret fem mulige løsninger for det videre arbejde med Byvej:

  1. Vedtag – Det foreslåede forsøgsprojekt vedtages uden yderligere ændringer.
  2. Aflys – Det foreslåede forsøgsprojekt aflyses i sin helhed.
  3. Genstart – Processen med at fredeliggøre Byvej genstartes med nedsættelsen af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra lokale nøgleaktører.
  4. Reparer – Enkelte delelementer fra forsøgsprojektet gennemføres og enkelte fysiske forhold forbedres.
  5. Cykelgade – Administrationen undersøger muligheden for at etablere en cykelgade.

Hvad skal der nu gøres?

For at sikre en bred inddragelse af alle berørte parter skal der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra lokale nøgleaktører: Handelsliv, skole, distriktsråd, foreninger etc.

Denne gruppe skal arbejde på konkrete forslag, der lever op til Syddjurs Kommunes mobilitetsstrategi og samtidig tager hensyn til de bekymringer, der blev fremsat på borgermødet.

Mobilitetsstrategi for Hornslet

Historien om Byvej begyndte allerede i januar. Byrådet godkendte på mødet den 29. januar 2025 en mobilitetsstrategi for Hornslet, hvoraf det blandt andet fremgår, at Hornslet i højere grad skal være en cykelby, hvor det skal være attraktivt og trygt at tage cyklen. Byrådet godkendte også nogle prioriterede indsatser, herunder indsatsen »Fra skole til skole«.

Det sidste efter, at Hornslet Skole nu er placeret på to matrikler.

Indsatsen har fokus på at udvikle en tryg og sikker skolevej mellem de to skoler via Ballesvej-Byvej/Engvej.

Politikerne er løbende siden januar blevet orienteret om processen, og først på borgermødet gik det for alvor op for dem, at der var ugler i mosen.

Politikerkommentarer

Bjørn Jensen (C), medlem af Natur-, teknik- og miljøudvalget, deltog selv i borgermødet og konstaterede den massive modstand mod den fremlagte løsning.

»Jeg var mest til sinds at opgive projektet før vores udvalgsmøde, men diskussionen på mødet overbeviste mig om, at vi skal prøve en gang mere ved at genstarte processen, selv om det kommer til at koste os penge, som vi selv skal ud og finde,« siger Bjørn Jensen.

Jan Fischer (A), medlem af Erhverv- og planudvalget, måtte nærmest lægge bånd på sig selv på borgermødet for ikke at afsløre sin modstand mod den fremlagte løsning.

»Jeg synes, det er fint, at vi starter helt forfra. Så må vi se, hvad der kommer ud af det, og jeg vil gerne opfordre alle Hornslet-borgere og andre til at udtrykke deres holdning. Det nytter ikke noget at lurepasse og tie stille, som jeg efterfølgende har fået oplyst, at der var deltagere i borgermødet, der gjorde; vi har brug for alle synspunkter for at finde den bedste løsning,« understreger Jan Fischer.

Anita Søholm (A), medlem af Natur-, teknik- og miljøudvalget, deltog ikke i borgermødet, men har efterfølgende understreget, at det kommende arbejde skal give et bud på, hvordan trafiksikkerheden kan øges på de to veje, som Byvej støder op til, Rosenholmvej og Tingvej.

»På grund af den modstand, der var på borgermødet, er det naturligt, at vi starter forfra,« siger Anita Søholm.

Alle tre politikere bekræfter samstemmende, at de ligesom deres øvrige udvalgskolleger bakker op om at starte processen op igen. Denne gang med en klar forventning om, at de berørte parter bliver hørt og får mulighed for at give deres mening til kende.

Henriette Qvist Eriksen (i gult) tog efter borgermødet bladet fra munden og sagde klart nej til ensretning af Byvej. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Modstand og bekymringer

Henriette Qvist Eriksen (V) valgte umiddelbart efter borgermødet at gå med kritikerne af ensretning på Byvej. Det skete i en række debatindlæg i Din Avis Syddjurs.

Det faldt ikke i god jord hos udvalgsformand Kasper Kolstrup Møller (C), der mente, at Henriette Qvist Eriksen kunne have meldt sin holdning ud tidligere og ikke lige før et kommunalvalg.

Henriette Qvist Eriksen afviste kritikken med henvisning til, at hun havde lyttet til og forholdt sig til kritikken på borgermødet.

Er det muligt?

I et notat til politikerne har embedsværket beskrevet konsekvenserne ved at vælge en af de fem løsninger.

Om det valgte scenarie 3 står der:

Processen med at fredeliggøre Byvej genstartes med nedsættelsen af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra lokale nøgleaktører.

Dette vil sikre en bred inddragelse af alle berørte parter og skabe mulighed for at udvikle en løsning, der tager hensyn til de fremsatte bekymringer.

Dog er der betydelig usikkerhed om, hvorvidt der kan opnås enighed blandt aktørerne med deres forskellige hensyn.

Det kommende arbejde vil give syn for sagn.