Fortsæt til indhold

Årets livsbebuder: Landsbyen eksploderer i babyglæde

Vivild Borgerforening introducerer ny tradition med storke for nyfødte. Traditionen bringer glæde til både store og små i byen.

Samfund

Vivild Borgerforening har i 2025 introduceret en ny tradition, der bringer smilet frem hos både store og små. Når en nyfødt registreres i landsbyen, opstilles en lille stork ved Nordkystvejen, omkring byens vartegn, V’et.

I år har Vivild fået 11 nye borgere, som repræsenteres med 11 små storke. Opstillingen af storkene følger kalenderåret, og ved nytår startes der forfra.

Det kan godt være, at 11 nye borgere ikke kan imponere en aarhusianer, men i en by med 764 indbyggere pr. 1. januar 2025 (Kilde: Statistikbanken) er det meget flot.

Kurt Nielsen fra Vivild Borgerforening fortæller: »Straks efter vi har fået kendskab til den lykkelige begivenhed, har vi opstillet en lille stork ude ved Nordkystvejen, placeret rundt om byens vartegn V’et.«

Inspiration til juledagene

Den nye tradition kan være en hyggelig motivation for vordende forældre, der ser frem til at få deres egen lille stork opstillet i byen.

Hvis unge ikke ved, hvad de skal lave i julen, kan de passende køre ud til området ved Nordkystvejen og se de små storke, der symboliserer byens nyfødte.

Måske vil det inspirere dem til en rigtig tête-à-tête i juledagene ihukommende, at når chancen for børn er størst, ligger faren hos moderen.

Ifølge befolkningsstatistikken for Norddjurs Kommune var der 259 nyfødte ved indgangen til første kvartal i 2025, et tal der faldt til 242 ved indgangen til fjerde kvartal.

Nye børn er vigtige for landsbyer, børnehaver, skoler og den generelle sammenhængskraft i en kommune.