Udfordret Aarhus-plejehjem får nyt navn
De to plejehjem i Generationernes Hus på Aarhus Ø bliver samlet i et plejehjem og får et nyt navn. Stedet har gennem længere tid været ramt af dårlig omtale og flere påbud.
De to plejehjem i Generationernes Hus på Aarhus Ø står nu over for en markant ændring.
Det er således besluttet, at de skal samles i ét plejehjem under et nyt navn, hvilket er en del af den igangværende genopretningsplan, som Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg, annoncerede tidligere på året.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at det nye navn er Plejehjemmet Thitshus, og at afdelingerne kommer til at hedde Bølgen og Havblik.
Plejehjemmet ligger i Thit Jensens Gade, og navnet Thitshus er derfor valgt med reference til forfatteren og samfundsdebattøren Thit Jensen, der især er kendt for sit store engagement i forbedringen af kvinders vilkår, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Vi har ønsket et navn, som giver plejehjemmet en tydelig identitet og samtidig er solidt forankret i lokalområdet. Thitshus knytter an til både adressen og den historie, der er knyttet til Thit Jensen som en markant stemme for omsorg, social retfærdighed og viljestyrke. Det er værdier, som også er vigtige i et plejehjem,« siger Lone Hindø (S), formand for navnekomitéen og formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, i pressemeddelelsen.
Flere påbud
Plejehjemmene har hidtil været kendt som Plejehjemmene Generationernes Hus 3 og Hus 9.
Begge plejehjem viste sig for et år siden at have store problemer med plejen af de i alt cirka 100 beboere.. Det førte til flere påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Ligesom en omfattende analyse af plejehjemmene, der blev offentliggjort i juni, pegede på problemer fra dag 1, da de første beboere flyttede ind i 2020. Ikke bare med plejen, men med hele udformningen af bygningen.
Plejehjemmene er nu samlet under én ledelse, og påbud er fjernet igen. For nylig kunne Aarhus Kommune dog offentliggøre årets tilfredshedsundersøgelser med kommunens plejehjem, og her scorede Generationernes Hus 9 lavest af alle.
Ifølge rådmand Christian Budde er navngivningen et vigtigt skridt i genoprettelsen af stedet for alle, som har sin daglige gang på afdelingerne.
»Når vi samler plejehjemmene under ét fælles navn og samtidig giver afdelingerne klare og genkendelige betegnelser, skaber det bedre overblik for både beboere, pårørende og medarbejdere. Det er et af mange vigtige elementer i arbejdet med at genopbygge kvalitet og tryghed omkring plejehjemmet,« siger han i pressemeddelelsen.
Det tidligere Hus 3 bliver Afdelingen Bølgen, mens Hus 9 fremover hedder Afdelingen Havblik.
Udover udvalgsformand Lone Hindø (S) som formand har også forvaltningschef for Ældre og Omsorg, Heidi Have, stadsarkivar ved Aarhus Stadsarkiv, Merete Bøge Pedersen, samt Anne Grethe Borghelt fra Ældrerådet deltaget i navnekomitéens arbejde.