Visionært og nytænkende hus har måttet kæmpe med dårlige sager: »Huset har rigtigt meget potentiale - men er ikke i mål«

Fem år efter de første beboere flyttede i det kommunale prestige-byggeri Generationernes Hus, er det primært historier om omsorgssvigt og dårlige arbejdsforhold på de to plejehjem i bygningerne, der har trukket overskrifter.

Men det 365 millioner kroner dyre hus rummer også daginstitutioner og boliger til unge, ældre og familier. Oplever husets beboere og ansatte, at det er lykkedes at realisere den store vision om at få generationer til at mødes på tværs på Aarhus Ø?

Avisen er taget på rundtur i huset for at komme nærmere et svar.

På femte sal møder vi Charlotte Wiesauer, der bor i en af ældreboligerne. Her har hun boet siden marts 2022. Hun betegner det som et skønt sted - en lille landsby, der dog mangler en borgmester.

»Det er jo en rigtigt god tanke. Man har skabt et hus, hvor man kan mødes på kryds og tværs. Men der opstår jo også ting, der skal handles på, og der mangler vi en, der har ansvaret. Vi mangler en borgmester i vores lille landsby, kan man sige,« siger Charlotte Wiesauer og så fortæller hun en lille historie om, hvordan hun var den, der foreslog og pressede på for, at huset fik sat solceller på tagene i 2024.

»Det havde man ikke lige tænkt på fra starten af. Og det var lidt en kamp at få det gennemført, fordi vi som sagt mangler en borgmester. Men det var en virkelig, virkelig en stor sejr, da det stod færdigt.«

At der var flere ting, man ikke havde tænkt på fra begyndelsen, er siden kommet frem. Men tilbage i 2018 var det ord som visionært, nytænkende og innovativt og en decideret verdensnyhed, der prægede skåltalerne, da Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening tog første spadestik.

I oktober 2020 flyttede de første studerende ind, og daginstitutionen åbnede i november. Indflytningen i huset blev dog præget af en coronatid, og den officielle indvielse kom først i 2021.

I begyndelsen af 2025 ramte de første dårlige sager offentligheden, da Styrelsen for Patientsikkerhed gav påbud til plejehjemmene, Generationernes Hus 3 og Hus 9.

En omfattende analyse af problemerne i det store hus, den såkaldte genopretningsplan, viste, at bygningen faktisk slet ikke er egnet til plejehjem. Der er for mange blanke flader, for mange store fællesarealer, som ikke egner sig til mennesker med demens.

Charlotte Wiesauer har også oplevet, at plejehjemsbeboere med en udadreagerende adfærd har været voldsomme:

»Jeg er blevet råbt af, spyttet efter og fået bandeord med på vejen. Det, tror jeg, alle har. Indimellem er vi prøveklud for meget,« siger Charlotte Wiesauer, der er førtidspensionist og tidligere anæstesisygeplejerske.

Sidder ofte alene

I foråret besluttede kommunen, at der ikke længere skulle visiteres ældre personer med udadreagerende adfærd til boliger i Generationernes Hus.

»Når jeg indimellem er rundt på plejehjemmet, så synes jeg, at beboerne sidder meget alene. Der forstår jeg ikke, hvorfor man ikke bruger huset i langt højere grad og aktiverer nogle af os andre beboere til nogle aktiviteter eller som besøgsvenner.«

Der er en fællesspisning i cafeen hver måned, men det er meget de samme, der kommer, fortæller Charlotte Wiesauer:

»Det er da klart, at børnefamilierne og de studerende har travlt med deres egne liv. Jeg nyder at få en snak i elevatoren engang i mellem, og så bor der en chilensk familie med to små børn inde ved siden af, og dem har jeg meget med at gøre. Det liv, det skaber, det nyder jeg,« siger Charlotte Wiesauer og tilføjer, at hun har flere ideer til at skabe flere møder på tværs af generationer:

»Jeg har foreslået plejehjemmet, at hvis de gav et måltid mad sidst på måneden, hvor alle på SU er flade, så vil der sikkert være mange studerende, der ville slå til, og det ville give lidt liv ved middagsbordet. Huset har rigtigt meget potentiale, men er ikke i mål endnu.«

Charlotte Wiesauer er frivillig i Børns Vilkår og her stiftede hun bekendtskab med ’læsetanter’, og undrede sig over, at der ikke var noget tilsvarende i Generationernes Hus.

»Det tog mig et år at få det op at stå her. Så nu har jeg en time hver torsdag, hvor jeg læser højt for børnehavebørnene. Det er crazy-hyggeligt,« siger Charlotte Wiesauer, der også har en idé om at udbrede det til plejehjemmet.

»Hvis jeg kunne få lov, så vil jeg da rigtig gerne læse på plejehjemmet også. Så kan de ældre også hygge sig med det. Det her hus kan jo rigtigt mange ting, hvis man vil.«

Også børnenes hus

Hos daginstitutionen i Generationernes Hus har man efterhånden fundet sin egen vej, som leder Kirsten Vestergaard udtrykker det:

»Vi har fået det til at fungere rigtigt fint, så vi i dag har fået en god og velfungerende hverdag og er en del af et hus, hvor man mødes på tværs. Det har været en udfordrende rejse at nå hertil,« siger Kirsten Vestergaard, der har været leder af Børnenes Ø, der inkluderer vuggestue og børnehave, siden opstarten i 2020.

En del af problemet har været, at daginstitutionen hører under Magistratsafdelignen for Sundhed og Omsorg, som hele huset gør, men samtidig har en naturlig forankring i Børn og Unge.

»Der er meget opmærksomhed på huset, og det medfører, at det kræver et stort samarbejde på tværs af magistrater og politisk. Vi har som sagt fået det til at fungere, men den endelige struktur er ikke på plads,« siger Kirsten Vestergaard og henviser til, at der stadig arbejdes på, hvordan analysens løsningsforslag til en ny ledelsesstruktur kan implementeres.

I dag fortæller lederen, at daginstitutionen besøger plejehjemmet ugentligt og ikke har mærket noget til de problemer, der har været med beboere med stærkt udadreagerende adfærd.

»Vi har ikke oplevet noget. Vi passer på hinanden, og det handler i høj grad om en enormt god kommunikation, når huset er så åbent. Plejehjemsbeboerne kan jo gå frit rundt, det er jo deres hjem. Men vi har ikke oplevet utryghed,« siger dagtilbudslederen, der har cirka 130 børn fordelt på vuggestue og børnehave.

Tværtimod fortæller hun om mange »virkeligt gode aktiviteter«.

»Der er sang og dans hver tirsdag i multisalen, og der er ’leg på plejehjemmet’ efter behov. Og så er der jo rigtig mange små møde-øjeblikke, hvor vi stopper op og har dialoger med hinanden.«

Kirsten Vestergaard husker godt, den dag Charlotte Wiesauer stoppede hende på gangen og spurgte, om hun måtte være læsetante.

»Sådan et projekt giver meget til vores børn, og det betyder også meget for de ældre, der bor i huset.«

En af de ting, der bliver foreslået i analysen, er, at man bør ansætte en samskabelsesmedarbejder, der kan hjælpe til med at få endnu flere generationsmøder til at opstå.

»Vi er gået foran, fordi vi har ret nemt ved at tage på besøg rundt i huset. Det kan være, at ældre mennesker ikke er så mobile. Vi har fundet vores vej i det. Men ingen tvivl om, at en samskabelsesmedarbejder vil være fantastisk. Så det ikke var en ledelsesopgave eller en ekstra opgave for personalet. Så man kunne bygge endnu mere bro,« mener Kirsten Vestergaard.

Den ældre savner yngre

Alle ældreboligerne i huset er handicapvenligt indrettet, men det var egentlig kun meningen, at 74-årige Birte Rerup, der sidder i kørestol, skulle bo der i et år. Hun er dog blevet hængende siden november 2020.

»Det er jo et dejligt hus lige ved vandet. Men vi har manglet beboerdemokratiet. Vi har sejlet lidt uden styring.«

Birte Rerup fortæller, at man netop nu er i gang med at formulere en ny vision for huset. Ikke fordi der som sådan var noget galt med den gamle, men den lå bare i skuffen:

»Den blev jo lavet på rådhuset for snart ti år siden, og den blev lagt ned i en skuffe, før der overhovedet var flyttet nogle beboere ind. Nu hvor vi skal have dagligdagen til at fungere, må vi jo bare sige, at der er en del, der ikke helt passer.«

Ifølge Birte Rerup skal den nye vision være bedre til at understøtte trivsel og naboskab. Det handler blandt andet om at tænke over, hvordan man er over for hinanden og få sat flere generationsmøder i gang.

»Det har været vanskeligt, fordi huset har lidt under, at de tre magistrater har arbejdet i hver deres søjle. Nu ser vi fremad og glæder os til en proces, hvor vi får et velfungerende beboerdemokrati og en ordentlig og åben dialog.«

Og så håber hun på, at lidt flere yngre mennesker vil flytte ind:

»Vi er for mange gamle. Det vil være godt, hvis vi kan få lidt flere yngre mennesker ind, så vil vi få et mere integreret miljø. Vi ældre magter jo ikke altid at sætte aktiviteter i gang,« siger Birte Rerup.

Familiefaderen gider ikke kaffe og kage

Også Morten Krogsholm, der bor i familiebolig med sin kæreste og datter, mener, at man burde have langt flere aktiviteter, der inviterer til generationsmøder.

»Jeg synes jo selv, at det er super fedt at bo her. Men jeg er også ekstremt ekstrovert, og jeg arbejder ofte hjemmefra og bruger meget tid i huset. Men jeg hører fra andre, at det er meget begrænset, hvor meget man mødes på tværs,« siger Morten Krogsholm.

Han har siden august 2022 boet i lejligheden på 60 kvadratmeter, der er en del af et såkaldt bofællesskab med tre studieboliger, to ældreboliger og to familieboliger. De har alle adgang til et fælleskøkken, et opholdsrum og deler terrasse.

»Det er meget kollegie-agtigt, og jeg kan vildt godt lide den vision, der er i huset. Men det er jo sindssygt afhængigt af, hvem der bor her, og om der er nogle fanebærere, for hverken Brabrand Boligforening eller kommunen gør noget for at facilitere det. Der mangler noget struktur. For eksempel er der ingen, der byder velkommen, når man flytter ind, og er man lidt introvert, kan man nemt komme til at sidde alene.«

De første to år, hvor han og familien boede der, var der kun arrangementer om formiddagen kl. 10 eller 11.

»Ja, så er det altså også kun de gamle, der kommer,« fastslår Morten Krogsholm.

Han nævner, at der i dag er en kreaklub i huset, der er fredagsbar kl. 15-17.30, og så har han og familien også et par gange deltaget i fællesspisningen om fredagen, men der har det også primært været det grå guld, der troppede op.

»Man kunne jo også lave madlavningskurser, som måske er noget, man kan mødes om på tværs af aldre. Men jeg gider altså ikke mødes til kaffe og kage.«

Rundt på etagerne er der flere steder læsekroge, hvor man kan sætte sig i bløde møbler med en bog.

»Det kunne jo også være, at man skulle mødes om noget andet. Vi har rammerne, men vi mangler noget at proppe i dem. Det her hus kunne blive rigtigt fedt, hvis man gad spytte nogle ressourcer i det. Det er lidt uambitiøst, når man nu har bygget så fint et hus,« siger Morten Krogsholm.

Lederen erkender børnesygdomme

Kristian Dall, der har været leder af Generationernes Hus siden februar 2022, oplever også et hus, der har haft nogle børnesygdomme. Direkte adspurgt, om det er lykkedes med at skabe et hus, der lever på tværs af generationer, svarer han:

»Det kommer jo an på, hvilke forventninger man har haft. Det har aldrig været specifikt defineret, men den proces bliver der sat gang i nu. Min bedste vurdering er dog, at huset på mange måder er lykkedes.«

Lederen lægger således ikke skjul på, at der har været udfordringer med at få et egentligt generations-liv til at fungere:

»Det har for eksempel været svært at få de 40 ungdomsboliger integreret i huset. Vi må jo erkende, at det er de ældre, der bruger mest tid i huset. De unge og børnefamilierne har en stor del af deres sociale liv uden for huset.«

Der er flere fælleskøkkener i huset, men de bliver sparsomt brugt:

»Arkitekterne havde jo nok forestillet sig, at der ville opstå spontane madfællesskaber. Men det er stort set ikke sket.«

Kristian Dall peger dog også på, at flere aktiviteter fungerer rigtigt godt. Særligt når børnene og de ældre mødes i fælles aktiviteter.

Lederen har oplevet, at hele ideen om at skabe et hus på tværs af generationer har vakt genlyd i udlandet. Han har således vist besøgende fra både flere norske kommuner, BBC i Skotland, ARD i Tyskland og engelske The Times rundt på gangene.

»De har været meget imponerede af, at man i Aarhus har prøvet det her af. Jeg synes derfor, det er ærgerligt, at man i Aarhus ikke er mere stolte af, hvad man har skabt.«

Herhjemme har det været de dårlige historier om plejehjemmene, der primært har fyldt, og en uklar ledelsesstruktur har fået en del af skylden. Den struktur har heller ikke altid været nem, lyder det fra Kristian Dall:

»Der er mange forskellige dagsordener, når man både har folks private hjem, arbejdspladser og tre velfærdsområder med hver deres regelsæt, som skal arbejde sammen. Men som analysen (Sundhed og Omsorgs Genopretningsplan for Generationernes Hus, red.) også peger på, så vil man bevæge sig i en retning, der vil skille velfærdsområderne mere ad og samtidig have et ekstra fokus på visionen. Det skaber mere tydelighed om ansvar og referenceforhold, og så er det samtidig vigtigt, at det sker på en måde så sammenhængskraften i huset bevares.«

Han ser et hus, der nu på flere måder bevæger sig i den rigtige retning:

»Vi er et hus, der er født med store forventninger. Og vi skal være åbne og ærlige om, hvilke ting der virker og ikke virker. Vi bliver aldrig et konfliktfrit hus, men vi skal få vores fælles liv til at udspille sig så konstruktivt og meningsfuldt som muligt,« siger lederen.