Frank favner fællesskabet fra festivalen til familien og den hjemløse kat - nu vil han bruge farfars visdomsord til at skabe en bedre fremtid

Frank Møller Worch lærte tidligt at tro på den særlige kraft, der opstår, når mennesker står sammen om en sag.

Som lille purk på syv-otte år fik han et særligt råd af sin farfar:

»Man kan ikke så meget alene, men man kan næsten nå det umulige i fællesskab.«

Selvom han dengang ikke helt forstod betydningen, har ordene fulgt ham og er blevet lidt af et mantra.

»Jeg lærte utrolig meget af min farfar. Det fællesskab, man kan have på tværs af generationer, kan være ret værdifuldt. Bedsteforældre har ofte et andet take på tilværelsen og giver en anden livsvisdom videre,« funderer han.

»Jeg er rundet af fællesskaber, og fællesskaber har altid været vigtige for mig. Jeg har været med til at lave Smukfest i mange år og været del af rigtig mange foreninger og fællesskaber. Jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst er jeg blevet om, hvor vigtige fællesskaber er. Både globalt og nationalt – og i vores helt nære lokalsamfund. Alt løses i små og store fællesskaber - i hvert fald i vores del af verden.«

Formet af fællesskaber

47-årige Frank er vokset op i Skanderborg og bor nu med sin hustru Helle og sønnen Laurits på otte år i Voerladegård. Og selvom han elsker fællesskaber i stort set alle afskygninger, så er ét fællesskab vigtigere end alle de andre: Familien.

»Selvom jeg har et stort drive for at engagere mig og er aktiv i mange forskellige fællesskaber, så er familien det allervigtigste, og jeg gør mig umage med at bruge tiden sammen med dem så godt jeg kan.«

Selvom han altid har interesseret sig for politik og indimellem har barslet med tanken om at gå aktivt ind i politik, så var det først sidste sommer, at Frank Møller Worch besluttede sig for at stille op som kandidat for Socialdemokratiet.

»Ideen kom på bane, og vi snakkede om det derhjemme, for der skal jo også være tid til det. Så det var ret sent i forløbet, at jeg besluttede mig for at give det et go. Nu skal det prøves af. Og at jeg så kom ind i første huk, det er jeg meget taknemlig over. Jeg ved, at det forpligter, når folk viser én den tillid. Jeg vil gøre mit bedste,« bedyrer han.

Frank er uddannet jurist og selvstændig med konsulentvirksomheden Møller Worch.

»Som selvstændig har jeg mulighed for selv at prioritere min tid og ja, det bliver også ekstra nødvendigt nu, men glædeligt, for jeg ser virkelig frem til byrådsarbejdet. Med min baggrund og store erfaring fra mange forskellige slags fællesskaber håber jeg at kunne byde ind med en evne til at fokusere på helheder og få fællesskaber til at arbejde sammen. Det ligger mig i hvert fald meget på sinde. Det er et samarbejde at få ting til at lykkes, og det har jeg bred erfaring indenfor,« understreger han.

Frank er ikke nem at få op i det røde felt. Faktisk skal der rigtig meget til, for at det sker.

»Det er vist kun i nogle få tilfælde, hvor andre er blevet behandlet voldsomt uretfærdigt, at det er sket. Jeg er ikke den, der farer op. Man kan sagtens være uenige, men det er en del af vores demokrati, at vi skal kunne være uenige og stadig finde fælles løsninger. Dialogen bygger bro og sammen findes de bedste løsninger, hvad enten det handler om foreningsarbejde eller politik. Jeg tror på den model.«

De tre F’er

Med en måske ubevidst inspiration fra Kong Frederik førte Frank valgkamp under mottoet fællesskab, forbundethed, fremkommelighed.

»Jeg synes, det hænger rigtig godt sammen. Vi skal løse ting i fællesskab i det nære og det lidt større. Hvordan kan vi komme rundt mellem byerne i kommunen, og hvordan gør vi det bedst muligt for borgerne, så vi er forbundne. For det spiller en kæmpestor rolle, at vi er forbundne. De her fællesskaber er så vigtige, for at vi kan bevare og sikre den nære velfærd. Den velfærd, der skal til for at have velfungerende skoler, plejehjem og institutioner – og fællesskaber der bakker dem op, så vi kan udvikle foreningerne og kulturlivet. Det hele hænger sammen,« konstaterer han.

»Det er en stor organisme, der skal spille godt sammen. Det har jo også betydning for, om folk vil flytte hertil, og om de erhvervsdrivende slår sig ned her. Vores opgave i byrådet er at være dygtige til at finde den bedst mulige måde at få det hele til at spille sammen på indenfor de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, der er givet. Jamen, jeg brænder jo for det her og munden løber af med mig,« kommer det med et stort grin fra Frank.

Når man som Frank er fællesskabets superhelt og elsker at have mange jern i ilden, kan det være svært at sætte sig ned og slappe af.

»Min kone påstår, at jeg ikke kan finde ud af at slappe af. Og det er nok også rigtigt, at jeg har det bedst, når jeg har gang i et eller andet projekt. Men jeg arbejder på det. Når jeg har tid til, holder jeg af at læse. Ikke lydbøger, men fysiske bøger, man kan have i hånden. Jeg læser meget forskelligt. Det kan være spændingsromaner i Dan Brown-genren eller det kan være samfundsbeskrivende bøger som Morten Münsters. Den slags kan jeg godt lide at fordybe mig i. Også de lidt mere politisk alvorlige som for eksempel Troldmanden fra Kreml af Giuliano da Empoli, som jeg lige har læst. Bøger, som ser kritisk på samfundet og skaber debat.«

Den hjælpende hånd

I hjemmet i Voerladegård er der udover familien også flere firbenede medlemmer. Ud over to kaniner, bor her også en kat.

»Vi er et rigtigt kattehjem. Tidligere havde vi to katte, som desværre begge gik bort på grund af alder. Så nu har vi fået en ny kat. Egentlig var katten hjemløs og endt på et kattehjem, men vi besluttede at katten kunne flytte ind hos os. Det er sådan en lidt langhåret skovkatteagtig sag,« fortæller Frank, der oftest er den, der tager sig af familiens middagsmad.

»Jeg kan godt lide at lave mad, og det er faktisk noget af det, jeg slapper rigtig godt af med at gøre – og så når min kone jo 117 andre ting imens,« griner han.

Hobbyer er der mange af, hvis det kan være en hobby i sig selv at dyrke fællesskaber og foreningsliv. I Smukfestregi har Frank gennem mange år været pladskoordinator og haft en stor finger med i spillet om festivalpladsens indretning.

»Jeg nyder at være i fællesskaber, store såvel som små. Det er der en stor glæde i. Jeg spiller også oldboys fodbold. Jeg nyder, når man kan give en hjælpende hånd, om det så er i lokalsamfundet, hos de lokale spejdere eller festivalen. En perfekt dag for mig er en dag, hvor der er gang i den i fællesskabets tegn, og hvor jeg kan være den bedste udgave af mig selv.«