Fortsæt til indhold

Snefygning og forhøjet vandstand kan følge på bagkant af snestorm

Onsdag rammer snestorm Østjylland. Men fra fredag til lørdag kan de sydlige dele af landet også blive ramt af snefygning og forhøjet vandstand.

Samfund
/ritzau/

DMI har tirsdag udsendt et varsel om snestorm for den nordlige del af Jylland onsdag.

Varslet gælder de næste 48 timer, og ifølge DMI’s prognoser rammer snestormen også i det østjyske og i hhv. Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs mellem kl. 11 og 23 onsdag

Det er dog ikke kun i Østjylland og i den nordlige del af Jylland, at vejret kan drille med en forventet snestorm i løbet af onsdag.

Snefygning fredag-lørdag

DMI har udsendt et forvarsel dels om snefygning i den sydlige del af landet, dels om forhøjet vandstand i Lillebælt og Sydfynske Øhav.

Forvarslet gælder i tidsrummet fra fredag til lørdag, forklarer vagtchef i DMI Hans Peter Wandler.

»Det er et nyt lavtryk, vi skal have forbi. Det giver en kraftig vind fra øst, som presser vand fra Østersøen ind i Lillebælt og Sydfynske Øhav.«

»Samtidig med at vinden tiltager, ser det ud til, at vi kan få noget snefygning i de sydlige egne,« siger han.

Meteorologen understreger dog, at der endnu er tale om et forvarsel.

»Det kommer til at afhænge af lavtrykkets endelige placering og bane, når vi når frem til fredag og lørdag,« siger Hans Peter Wandler.

Snestorm

Men først gælder den varslede snestorm onsdag i den nordlige del af Jylland.

Varslet gælder fra onsdag klokken 11 til om aftenen klokken 23.

»Det er lidt senere end først antaget, og det skyldes, at frontsystemet, der bevæger sig ind fra Nordsøen, hænger lidt i bremsen.«

»Så inden vinden tiltager og når kriteriet for snestorm, går der lidt længere tid end først antaget,« siger Hans Peter Wandler.

To kriterier skal være opfyldt, før der er tale om en snestorm: et snefald på mere end 10 centimeter på seks timer og en vindhastighed over 10 meter i sekundet i mindst 10 minutter.

»Vi forventer, at der i perioden kan falde mellem 10 og 30 centimeter sne. Lokalt måske lidt mere,« siger Hans Peter Wandler.

Varslet gælder et område, der i forvejen har fået pæne mængder sne de seneste dage.

Så når vinden først tager til, kan der hurtigt blive flyttet rundt på bunkerne af sne.

Rådet fra Vejdirektoratet lyder, at man holder øje med vejrudsigten og orienterer sig via trafikinfo.dk, inden man sætter sig i bilen.

Hav altid overtøj med i bilen samt opladt telefon, tæppe, skovl og proviant, lyder det på direktoratets hjemmeside.