Vi skal ikke acceptere hærværk, men forstå de unges rastløshed

Favrskov er præget af tryghed og bølgende kornmarker mellem landsbyer og villafyldte byer. Byer af velholdte facader og rolige stisystemer. Men Favrskov rummer også en puls, der ikke altid prioriteres højt: Den unge rastløshed.

At være ung i Favrskov må føles som en lang venten på næste tog ind mod Aarhus, på at blive voksne, eller bare på at der skal ske noget. Det selvom rastløsheden ikke nødvendigvis er et ønske om at flygte, men en sult efter mere intensitet i en hverdag, der rummer endeløse gentagelser.

Når denne energi ikke finder et konstruktivt sted at lande, møder vi, voksne, skyggesiden af rastløsheden.

I den seneste tid har vi læst om det i form af meningsløst hærværk. Sportshaller og biblioteker med uønsket hærgen efter lukketid, og det er naturligvis uacceptabelt. Det er dog samtidig et råb om opmærksomhed. Den destruktive side af at føle sig overset; et uønsket aftryk på vores fælles rammer. Fælles rammer, der bliver mål for frustrationen, når unge ikke føler ejerskab over dem eller plads til livet.

I en ”pendlerkommune” lærer unge tidligt, at livet altid foregår et andet sted. Kulturtilbuddene er ofte målrettet småbørnsfamilier, de velvoksne eller de sportsivrige, mens en del unge efterlades i et vakuum mellem ungdomsklubben og voksenlivet.

Vakuum, hvor rastløsheden trives. Hvor ungdomsklubbernes afslutning på ugen allerede torsdag og lukninger i ferierne efterlader de unge til hurtige, formålsløse og fartgale knallerters kørsler ad stierne i vintermørket, evig scrolling ned over mobilen eller i værste fald som hærværk i de sene aftentimer fredag, lørdag og i ferierne. De rastløses brug af bibliotekerne og sportshallerne til anarkistiske ungdomshuse.

Rastløsheden dækker dog også over en ressource. Den er et bevis på ungdommens virkelyst. Vores udfordring i Favrskov år 2026 er at skabe rum, hvor vakuum kan blive kreativ energi frem for destruktivt hærværk. Vi har brug for steder, hvor unge må larme, leve og skabe uden, at vi voksne oplever det som ødelæggelse. Hvis vi kun tilbyder løftede pegefingre over for forfaldet, risikerer vi, at de enten brænder inde, brænder ud eller brænder broerne bag sig, så snart toget kører.

Det handler ikke om at acceptere hærværk, men om at forstå det tomrum, det opstår i. Vi skal turde åbne dialogen med de rastløse og give dem plads i landskabet på en måde, hvor vi alle bygger op i stedet for at rive ned. Vi skal prioritere aktiviteter, der taler til de rastløse. Ikke som nu lukke ungdomsklubberne, når de unge virkelig har brug for dem. Men netop holde dem åbne i de sene aftentimer fredag, lørdag og i ferierne.