Klara skulle tage sig af sårbare familier, men arbejdspladsen blev et mareridt: Børn og forældre betalte prisen

»Det er jo børnene og forældrene, der er de store tabere i det her. Det er dem, der ikke har fået de rigtige vejledninger og ikke fået en kompetent sagsbehandling. Og så selvfølgelig os som medarbejdere.«

Klara T. Grove var ansat i Familiecentret i Aarhus Kommune som socialrådgiver fra januar 2020 til december 2023. Hun er en af de mange medarbejdere, som gennem de seneste tre år har forladt stedet i dyb frustration over arbejdsforholdene.

I alt har 102 medarbejdere sagt farvel gennem de seneste to år, hvilket svarer til omkring hver tredje medarbejder. Samtidig har sygefraværet været højt, og Arbejdstilsynet har udstedt flere påbud.

Klara T. Grove gik på barselsorlov i december 2023, og det passede hende meget fint at kunne sige farvel. For hun vidste godt, at hun ikke ville vende tilbage. Det, der begyndte som et drømmejob udviklede sig til lidt af et mareridt:

»Det blev en ond cirkel, hvor der kom flere sygemeldinger, og så blev det læs, man skulle bære, tungere, hvilket førte til flere sygemeldinger. Det var til sidst et virkeligt svært psykisk arbejdsmiljø at være i. Folk blev sygemeldt i ét væk.«

Hun fortæller om en kollega, der ligefrem sagde sit job uden at have et andet.

»Hun havde regnet på, om hun kunne klare sig på dagpenge. For hun kunne ikke klare at arbejde der længere. Og hun havde altså været ansat i mange år.«

Klara T. Grove var ansat i en afdeling, der håndterede sagsbehandling af børn og unge i alderen 0 til 14 år, som har brug for særlig støtte på grund af fysiske eller psykiske handicap.

Det var ofte sager om tabt arbejdsfortjeneste, merudgifter eller sager om aflastning.

Når man spørger Klara T. Grove om grunden til problemerne, så er der ingen tvivl om, at udrulningen af den nye arbejdsmåde ’Relationel Velfærd’ spillede en stor rolle.

Grundprincipperne i Relationel Velfærd er gode og rigtige, forklarer hun. Men det var måden, det blev gjort på.

»Relationel Velfærd blev først rullet ud i to distrikter, men de nåede jo ikke engang en måned eller to, før man besluttede, at det skulle rulles ud endnu flere steder.«

Ideen med den nye arbejdsmåde var, at man fremover ville samle mindre grupper af forskellige faggrupper, så man nemmere kunne trække på hinandens faglighed. Såkaldte tværgående teams, som skulle følge skoledistrikterne.

Den måde det blev gjort på, var der dog flere problemer med, forklarer Klara T. Grove.

»Børn med den grad af handicap, som vi sagsbehandlede, går sjældent i distriktsskolen, så det gav ingen mening at følge distriktet. Man trak pludselig folk op med roden, så man sad helt andre steder, sammen med folk med helt andre kompetencer, og alt blev gjort uden videre betænkningstid.«

Ingen reagerede

Sammen med andre kolleger gjorde hun opmærksom på de problemer, de stødte på.

»Vi sendte et høringssvar ind i maj 2023, vi gav udtryk for vores bekymringer. Vi var meget løsningsorienteret og havde forslag til, hvordan man kunne gøre noget af det anderledes. Vi oplevede dog, at det var en symbolsk inddragelse af medarbejderne. Vi fik at vide, at det var modtaget, men ingen tog fat i pointerne. Ingen reagerede.«

Senere hen husker Klara T. Grove, at der blev afholdt nogle møder, hvor man kunne stille spørgsmål til ledelsen.

»De tog imod det mundtligt, men der skete ingenting. Det var også kun symbolsk.«

I den periode hun var ansat, nåede hun at have fire forskellige ledere.

»Man følte, at ens nærmeste leder ramte en mur. De bragte noget videre og kunne godt se problemerne i hverdagen, og at folk blev syge eller sagde op. Men der skete bare ikke noget. Der kom ingen forbedringer.«

For Klara T. Grove var det tydeligt at se, at problemerne og sygemeldingerne hobede sig op.

»På et af møderne blev der også spurgt til, hvordan man håndterede de mange sygemeldinger. Men det spørgsmål blev bare lagt ned: Der var ikke flere sygemeldinger end normalt.«

Hvordan havde du med, at lederne reagerede sådan?

»Det var jo frustrerende, megafrustrerende. Ikke at blive lyttet til. Og at føle at der bliver kørt lige hen over hovedet på en. Det skulle bare gå så hurtigt.«

Forbud til frokost

Det endte med, at problemerne med den nye arbejdsmetode fyldte så meget, at medarbejderne selv satte nogle grænser for, hvornår man måtte tale om det.

»Vi indførte på et tidspunkt en regel om, at i frokostpausen måtte man ikke tale om det. Ellers overtog det hele ens arbejdsdag, og der var virkelig mange, der havde svært ved at få noget lavet, fordi det fyldte alt. Hvis man havde brug for at vende noget, så spurgte man lige først, om det var ok at tale om det. Det fyldte virkelig meget psykisk.«

Fejlene begynder dog også at hobe sig op i afdelingen, hvor Klara T. Grove opdager flere og flere eksempler på kolleger, der ikke får fulgt reglerne.

»Vi havde et vagtteam, hvor man nogle gange ’var den’, altså den folk ringede til, en akuttelefon man besvarer. Der oplevede jeg, at når man så åbnede andres sager, så var der masser af huller. Altså ting, der ikke var journaliseret, eller simpelthen lovgivning, der ikke var fulgt. Det var der mange, der klagede over.«

Ligesom Arbejdstilsynet påpegede, da den udstedte et påbud til en afdeling af Familiecentret i 2025, så oplevede Klara T. Grove også i 2023, at kolleger måtte håndtere sager, de ikke var uddannet til:

»Der var jo folk, der ikke var uddannet til det, der sad og skulle tage sig af myndighedsarbejde og skulle agere på en anbringelsessag, for eksempel. Hvis der kom en underretning om mistrivsel, så var der jo et helt apparat af lovgivning, der skulle sættes i gang og helt bestemte procedurer, der skulle følges. Og det blev ikke gjort.«

Du siger, at loven ikke blev overholdt?

»Ja det er jo præcis det, der sker. Når der ender med at sidde folk, som ikke har de rette kompetencer. Vi har jo som socialrådgivere taget en 3,5 årig uddannelse, det er jo ikke noget, man bare lige bliver oplært i.«

»Jeg var nogle gange ved at rive håret af mig selv, fordi jeg kunne se, at loven ikke var blevet fulgt. Det var så frustrerende. Så står borgeren jo i mange tilfælde virkelig dårligt. Retssikkerheden for borgerne er væk.«

Kunne ikke standses

Klara T. Grove, der i dag er beskæftiget i en anden kommune, har siden fulgt med på sidelinjen og undret sig over, at ledelsen i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse skulle høre det andre steder fra, eller se virkninger i form af medarbejderflugt og sygefravær, før man reagerede på de advarsler, medarbejderne kom med allerede i starten.

»Det er, som om de først skulle opleve det selv. Det var ligesom et kæmpe maskineri, der når det først kørte, var meget svært at standse.«

Hun havde svært ved at forstå, hvorfor man ikke først fandt ud af, hvad der virkede, og hvad der ikke fungerede, og så fik rettet ind og løst de børnesygdomme, der måtte opstå, så man undgik at begå de samme fejl alle steder.

»Det er så ærgerligt. Forældrene og børnene er jo uden skyld i det her, men ender med at betale en høj pris.«

Når Klara T. Grove i dag ser tilbage, så undrer hun sig også over, at man ikke startede med at spørge de familier, man skulle hjælpe, inden man rullede de store ændringer ud.

»Jeg synes, det havde været mere rigtigt at begynde med at spørge forældrene, hvordan de ser, at vi kan hjælpe dem på en bedre måde. Hvad vil give mening for dem? Og det ligger jo også godt i tråd med en dagsorden om Relationel Velfærd. Det havde været en mere rigtig måde at gøre det på. Men det var der ikke tid til.«

Svar fra direktøren

Vi har forholdt Erik Kaastrup-Hansen, der er direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse, kritikken:

»Der er ingen tvivl om, at vi allesammen er bekymrede over situationen. For mange har sagt farvel til organisationen i den her forandring. Og for mange har været udsat for belastninger, der ikke er i orden. Vi er enige om, at den handlingsplan, der nu er sat i værk, er det, der skal føre os i en mere positiv retning,« siger han blandt andet.

Læs hele interviewet her.