Mindeord: Folk måtte gerne være uenige – så længe de ikke var i tvivl om, at han havde ret

Esper Thidemann døde 5. februar 2026, 77 år.

Esper Thidemann var et usædvanligt menneske. Han faldt ikke i ét med mængden. Han var ikke, som folk og præster er flest. Han sagde, hvad han mente, og han mente, hvad han sagde. Take it, or leave it.

Han ønskede ikke at blive forgudet eller sat på en piedestal, selvom hans popularitet i perioder truede med at gøre det. Han var alt for bevidst om sine egne mangler til at køre med i den retning. Han havde i øvrigt en medfødt manglende evne til at sige det, som folk gerne vil høre. Til gengæld en medfødt evne til at gå imod strømmen og en total mangel på lyst til at lefle for flertallet og den gode stemning.

Han gjorde og sagde altid, hvad han mente, var rigtigt. Leveret med overbevisning og et strejf af humor eller en slet skjult pisk - og tvivlede i øvrigt sjældent på, om det, han sagde, var rigtigt. Folk måtte gerne være uenige – så længe de ikke var i tvivl om, at han havde ret, som han sagde med et godt miks af selvbevidsthed og selvironi.

Esper havde en sjælden evne til at gøre indtryk. Uanset alder, køn eller rang gjorde Esper altid indtryk. Han satte sig spor og var stort set umulig at forholde sig neutral til. Han gjorde altid en forskel på den ene eller den anden måde – uanset hvor han var. Han mestrede som få at gå ind i mennesker med træsko på. Var der en elefant i rummet, så han det som sin pligt at påpege det. Samtidig var hans omsorg og kærlighed for andre mennesker meget stor, og antallet af mennesker, for hvem han har gjort en stor og betydelig forskel i livet, er bogstavelig talt uoverskuelig lang.

Esper var elsket af mange. Rigtig mange. Men bestemt ikke af alle. Hans bramfrie stil faldt ikke altid i god jord – og sandt er det også, at han ikke altid ramte plet. Men stort set ingen har mødt Esper, uden det har gjort indtryk. Selv de seneste syv måneder på plejehjem, næsten uden sprog, og lam i det meste af kroppen, satte Esper tydelige spor blandt personalet på plejehjemmet Helheden i Aarhus.

Som præst i folkekirken var han foregangsmand på mange områder, og hans gudstjenester var i mange år blandt de mest besøgte i landet. Han var en gudsbenådet prædikant og lagde liv og sjæl i hver eneste gudstjeneste, hvor alt var planlagt til mindste detalje, så gudstjenesten hverken blev for lang, for kedelig eller for ligegyldig. Det skulle være ugens højdepunkt. Det var hans ugentlige mulighed for at opbygge og oplære den faste menighed, og hans ugentlige mulighed for at byde nye velkommen. Gudstjenesten var en missionsplads og en festplads.

Han indførte som en af de første i folkekirken rytmisk lovsang under nadveren, rytmiske gudstjenester og meget andet. Han var uhøjtidelig og ligefrem i sin stil.

Han havde et særligt hjerte for de udsatte og skæve eksistenser. Et særligt hjerte for dem på kanten af samfundet – i alle aldre.

Han var præst i Christianskirken i Aarhus i 28 år, men begyndte med ti år i Lindehøj Kirke i Herlev. Det var ikke helt uproblematisk i slut-70’erne og start-80’erne at være en tydelig konservativ Jesus-troende præst, og de første år bød da også på hård modstand fra både kolleger, enkelte sognebørn og medier. Kulminerende med et fysisk overfald på en parkeringsplads i Herlev.

Men ligesom i Aarhus samlede Esper også i Lindehøj en stor menighed og ydede også der en utrættelig indsats for andre mennesker og for udbredelsen af det kristne budskab.

I alle sine år som præst har Esper ydet alt, hvad han kunne. Han var præst af den gamle skole, hvor der ikke skelnes mellem fritid og præstegerning. Arbejdet som præst var overalt, altid, hele tiden.

Antallet af timer med familien blev ofte nedprioriteret til fordel for tjenesten. Til gengæld var hans nærvær og kærlighed tydelig nok til at kompensere for det manglende timetal, når han var der.

Han var en patriark i familien og på mange måder også i sin tjeneste i kirken.

Han elskede sin familie – og han elskede at holde fest for hele familien og allerbedst at invitere alle børn, børnebørn og svigerbørn ud i sommerhuset på Djursland.

Til maj er det ti år siden han gik på pension, men han bliver stadig omtalt og husket i Christianskirken og i Christianskirkens sogn, som en anden Preben Elkjær på landsholdet. Fræk og udover det sædvanlige. Med særlige evner og særlige gaver og modet og viljen til at bruge dem.

Han var teologisk skarpere end de fleste, men for ham var det ikke vigtigt at fremstå akademisk eller klog. Som han sagde, så er det ikke meget ved at være så klog, at ingen forstår, hvad du siger. Du er først rigtig klog, hvis du også er klog nok til at gøre dig forståelig. Han kunne også finde på at sige, at folk, der kun har prøvet at få topkarakterer, ikke er til at holde ud at være sammen med. For Esper var ydmyghed og forståelse for det mislykkede og ikke-perfekte blandt de vigtigste dyder. Et bibelsk og menneskeligt princip på linje med gavmildhed og viljen til at hjælpe andre, når det kræves.

Hans bibelske overbevisninger og teologiske tolkninger var kantede og tydelige, men kærligheden til Jesus overskyggede i praksis ofte de skarpe kanter. Esper lagde aldrig skjul på sine holdninger, men én ting var altid vigtigere end teologiske uenigheder: “Så længe de tror på Jesus, kan jeg leve med det meste,” sagde han. Og det gjaldt uanset i hvilken yder- eller midterposition i kirken folk befandt sig.

Ved siden af sit virke som præst sad Esper i et hav af bestyrelser og var i sin tid med til at oprette den kristne friskole Jakobskolen i Aarhus, ligesom han tidligere var formand for bl.a. Indre Missions Ungdom og Kristeligt Pressebureau. Børne- og ungdomsarbejdet har i alle år ligget ham meget på sinde, med bl.a. ungdomsklubber og konfirmandklubber, og han var en af drivkræfterne bag Christianskirkens sommerlejre i Oddesund i mange år, ligesom han har engageret sig i FDF og spejderarbejdet. Han har desuden ad flere omgange været folketingskandidat for KristenDemokraterne.

Esper gjorde, hvad han kunne, og gjorde en forskel. Han har sat mange aftryk og vil blive savnet og husket af mange – og ikke mindst af sine nærmeste.

Han efterlader sig hustru, fem børn, 14 børnebørn og to oldebørn.