Fortsæt til indhold

Fra Dagrofa til markant SuperBrugs: Ny uddeler klar til at lede dagligvarebutik mod nye højder

Peter Palmby afløser Andreas Strømholt Bach som uddeler i SuperBrugsen Glesborg. Hans erfaring fra dagligvarebranchen og lokale tilknytning vægtes højt af bestyrelsen.

Samfund

Bestyrelsen i SuperBrugsen Glesborg har ansat en ny uddeler. Valget er faldet på Peter Palmby, 52 år, som tiltræder stillingen 1. marts 2026.

Peter Palmby er bosiddende i Grenaa og kommer fra en stilling som købmand i Meny i Grenaa, hvor han har stået i spidsen for butikken siden åbningen i marts 2025.

Peter Palmby har mange års erfaring i dagligvarebranchen og en stærk tilknytning til Grenaa. Han var købmand i den tidligere Meny Grenaa, men da butikken blev solgt i 2019, fortsatte han sin karriere som købmand i Skanderborg.

Han vendte tilbage til Grenaa, da Meny åbnede på den anden side af Aarhusvej i 2025.

Peter Palmby boede 25 år i Assentoft, men flyttede til Grenaa i forbindelse med opstarten af den nye Dagrofa-ejede Meny-butik i 2025.

Valgt blandt 14 ansøgere

Vi er glade for og stolte over at kunne tiltrække en kapacitet som Peter Palmby til SuperBrugsen Glesborg

Der var i alt 14 ansøgere til stillingen som uddeler i SuperBrugsen Glesborg, og det er en tilfreds bestyrelsesformand Per Jørgensen, som sammen med resten af bestyrelsen er yderst tilfredse med at have fået Peter Palmby i folden.

»Vi er glade for og stolte over at kunne tiltrække en kapacitet som Peter Palmby til SuperBrugsen Glesborg. Han besidder stærke ledelsesmæssige og forretningsmæssige kompetencer, som matcher de krav og forventninger, bestyrelsen har til en ny uddeler,« lyder det fra Per Jørgensen.

For bestyrelsen har det været vigtigt, at den nye uddeler har lokal forankring.

»Vores uddeler i SuperBrugsen Glesborg skal udvise tydeligt lederskab, sikre en sund økonomi i forretningen, være visionær, skabe gode kundeoplevelser, udvikle personalet samt være synlig i både butikken og lokalområdet,« siger Per Jørgensen.

Peter Palmby afløser Andreas Strømholt Bach, som har været synlig i både butikken og lokalsamfundet.

Stor investering på 4 mio.

SuperBrugsen Glesborg er i gang med en betydelig investering i slagter- og delikatesseafdelingen.

Med en samlet investering på 4 millioner kroner, der delvist finansieres gennem Brugsforeningernes Låneforening, er målet at styrke butikkens position som områdets førende inden for kvalitetskød og delikatesser.

Med en by på 580 indbyggere og en betydelig turisttilstrømning i sommerhussæsonen er det afgørende for brugsforeningen at kunne tilbyde kvalitetsprodukter og en god kundeoplevelse.

Glesborg Brugsforening har en samlet omsætning på 80 millioner kroner, eksklusive moms, hvis brændstof tælles med. Af dette beløb udgør omsætningen i butikken 70 millioner kroner, eksklusive moms.