Spareplaner truer madlavning på bosted – Sebastian risikerer at miste sin tryghed

Sebastian lader fingrene glide hen over håndtaget til ovnlågen. En duft af jul breder sig langsomt i køkkenet.

»Du skal vente,« siger Signe Smedegaard. Hun smiler til ham og lægger sin hånd over hans.

»Ellers lukker du al varmen ud.«

Signe Smedegaard arbejder på bostedet Havbo, hvor Sebastian bor. Hun tager en timer frem og skruer på den, så de næste næsten 60 minutter farves røde. Så kan Sebastian følge med i, hvor lang tid der er tilbage, før flæskestegen skal ud af ovnen.

En time er lidt lang tid. Mellem hyppige kig ind gennem ovnruden udstøder Sebastian små grin, smiler stort og vipper begejstret med hænderne. Der er endda tid til en lille dans med Jacob Dyhrberg, som er ergoterapeut på stedet – og som tydeligvis er meget populær hos Sebastian.

Når det handler om en af livretterne, så må man tålmodigt vente. Med en stol foran ovnen og øjnene klistret til stegen. Og man må hjælpe med at hælde mælk i sovsegryden, røre, varme rødkål.

Flødeskum og agurker

»Hvis man spurgte Sebastian, hvad det bedste er i hans liv, og han kunne svare med ord, ville han sige at køre ture og at deltage i madlavning. Ingen tvivl om det,« fortæller Sebastians mor, Anita Frichot, med et lille smil.

Et smil, der dog hurtigt stivner igen. For hvis det står til Aarhus Kommune og deres nye spareplaner for socialområdet, er det slut med madlavning for Sebastian og hans bofæller på Bostedet Havbo.

En beslutning, der vil have kæmpe konsekvenser for hendes søn.

Køkkenet er et helle for 29-årige Sebastian Frichot, som lever med et udviklingshandicap, har epilepsi og autisme.

Det er et sted, hvor han kan få oplevelsen af at være aktør i sit eget liv. Oplevelsen af at han kan byde ind med noget. Ligesom for alle andre er madlavningen en central del af hverdagens aktivitet. Og når det lykkes at piske fløden til flødeskum eller skære agurkerne til salaten, bliver han stolt og glad.

Og det er ikke noget nyt, at køkkenet har en særlig plads i Sebastians hjerte, fortæller hans mor.

Med ivrige øjne og dansende hænder sad han som lille altid på sin Tripp Trapp-stol i familiens køkken og fulgte med i madlavningen, og da han blev stor nok, havde han fingrene med i maden.

»Køkkenskriveren,« kaldte Sebastians mormor og oldemor ham ofte, når han dimsede rundt blandt gryder og pander.

Også når han var frustreret og presset, søgte han mod køkkenet.

Det har ikke ændret sig. Med det handicap Sebastian har, er der ikke mange ting, han kan. Og som han finder glæde ved og mening i. Men at deltage i madlavning, det kan han. Og det elsker han.

»Maden og madlavning har altid været vores families hjerte. Og det er det også på Havbo,« fortæller Anita Frichot.

Køkkenets konsistenser

Der er lige nu ansat én køkkenmedarbejder, som laver mad til de 12 beboere, der bor på Havbo Bosted samt til de 24, der bor på nabobostedet Kilebo. Fra Havbos større køkken kommer maden ud i de mindre køkkener, som beboerne deler to og to. Her kan man sammen med et personale, i det omfang man vil og kan, være med til at gøre maden helt færdig, snitte salat, koge pasta, kigge og følge med, når maden opvarmes, og duften af mad fylder huset.

Alt sammen noget, der udover at bringe hverdagsglæde og træne gode færdigheder, gør det nemmere for Sebastian at få spist. På grund af hans udviklingshandicap er han underfølsom over for nogle ting og overfølsom over for andre, fortæller ergoterapeut Signe Smedegaard. Han har brug for stimulans for at forstå mad, brug for at have fingrene i det og mærke konsistenserne.

Det er også i det køkken, Sebastian deler med sin ven Peter, hvor han kan finde på spontant at finde et piskeris frem fra skuffen og kigge mod et personale.

»Skal vi lave pandekager i dag?« signalerer han, og snart er der gang i dej og pander, smil og interaktion.

Omstillingsplan for socialområdet

Når Anita Frichot læser det, kommunen kalder deres ‘omstillingsplan for socialområdet’, bliver hun ked af det. Og mest af alt bange.

I spareplanen foreslås det, at »der reduceres i bemandingen af køkkener på udvalgte tilbud,« men at »køkkendriften forbliver uændret på de tilbud, hvor madlavning er en pædagogisk aktivitet.«

Et forslag, der dog i praksis betyder, at køkkenmedarbejderen på Havbo har fået at vide, at hun muligvis meget snart ikke længere har et job, og som dermed betyder, at beboerne på Havbo vil skulle få maden leveret udefra, fortæller Anita Frichot, som foruden at have sin søn på bostedet også er forperson for pårørenderådet på Havbo.

Og bekymringen er lidt for velkendt for dem allerede, siger Anita Frichot. I december 2025 var det også planen, at køkkenet på Havbo skulle nedlægges, men efter opråb fra de pårørende udtalte den daværende rådmand, Anette Poulsen (S), at planerne blev sløjfet, fordi de ikke havde været klar over, hvor stor en betydning køkkenerne havde.

Det har de tilsyneladende glemt, mener Anita Frichot. De forstår det ikke, kommunen. De forstår ikke, at det ikke bare handler om drift og at få mad indenbords. Det her handler om liv. Det handler om, hvilket liv vi som by, der påstår, at »Aarhus er en by for alle«, tilbyder dem, der har et handicap, siger hun og fortsætter:

»Skal Sebastian i en alder af 29 begynde at leve af præfabrikeret mad udefra? Resten af hans liv? Skal mange andre unge, der når de er fyldt 18 og kommer på bosted i Aarhus Kommune, det samme?

Og må Sebastian bare leve med at skulle betale 1.000-1.700 kroner ekstra om måneden for denne madordning, der er langt mindre fleksibel, langt mindre tilpasset ham og hans spisemønstre, som er anderledes end de flestes? Penge, Sebastian med sin førtidspension ikke har.

Og vigtigst af alt: Hvad skal tomrummet inde i Sebastian fyldes ud med?«

Det tomrum, der unægteligt kommer, hvis han ikke længere kan få lov til at bruge meget af sin dag, der hvor han allerhelst vil, der hvor han er allermest tryg og glad. I køkkenet. Med gang i aftensmad eller eftermiddagsbagerier sammen med personalet.

Beboerne kan ikke selv råbe op, påpeger Anita Frichot:

»Men det gør det ikke mindre vigtigt, at vi lytter.«