Kaj måtte få sin bror til at teste telefonlinjen. I dag driver han virksomheden med 40 ansatte
Kaj Dahl Andersen har bygget sin forretning på ordentlighed og overholdte aftaler. 1. april fejrer han 40 års jubilæum.
Kaj Dahl Andersen kommer stadig ud i marken.
Selv om arbejdet igennem tiden er blevet mere og mere bundet til skrivebordet på Vestergade i Auning, så ved han godt, hvad det er, der driver hans virksomhed.
Derfor kan han godt lide at tage ud og besigtige arbejdet, når Blik & VVS Kaj Dahl Andersen er klar til at aflevere en opgave til kunden.
»Jeg har sagt til svendene, at de gerne må træde et skridt tilbage og kigge på arbejdet og sige, at det ser sgu godt ud. Ellers ser jeg det, når jeg tager stikprøver, og det gør jeg jævnligt,« starter han og giver sig indlevende til at forklare, hvordan sådan en kunne tage sig ud.
»Det der skal vi lige have rettet. De der rørbærere, de skal sidde i samme højde. Termometrene skal sidde i samme højde, og der skal være samme afstand mellem tingene og lodninger skal se ordentlige ud. Ellers er det en ommer. De ved godt, hvordan jeg vil have det, og så får de også ros.
»Og det der med, at kunden siger, hvis du lige slår 2000 af regningen, så er det sgu ok,« fortsætter Kaj Dahl Andersen og ser lettere undrende indigneret ud.
»Næh, det er det ikke. Jeg kommer ud og laver det om. Fordi han har jo glemt, når naboen kommer og ser, at tingene er skæve og ser mærkelige ud. Det vil jeg ikke have. Så bliver det et økonomispørgsmål, og så har man accepteret, at tingene ser trælse ud. Så tager jeg hellere det hele ned og starter forfra. Det skal være ordentligt, så jeg går meget op i, at den faglige stolthed altid skal være der,« understreger han.
VVS’er ved en tilfældighed
Det var 1. april 1986, Kaj Dahl Andersen etablerede sig som selvstændig VVS-installatør, og ovenstående er nok et ganske godt eksempel på, hvordan det er lykkedes for den nu 70-årige indehaver at fejre 40 års jubilæum med sin virksomhed.
»Vi er opdraget sådan hjemmefra. Et ord er et ord, og har man en aftale, så skal man overholde den. Ordentlighed, det var min mor og far,« fortæller Kaj Dahl Andersen.
Han sidder omgivet af armaturer i det lyse showroom på Vestergade, hvor virksomheden flyttede til i 1999, da den var vokset ud af de tidligere lokaler.
I dag beskæftiger Kaj Dahl Andersen omkring 40 medarbejdere, lige som virksomheden har afdelinger i både Aarhus og Randers og for nylig også udvidede virksomheden yderligere med købet af Syddjurs VVS.
Ganske godt gået.
Særligt med tanke på, at det vel mest af alt var en tilfældighed - krydret med et kærligt, men fast skub fra faderen - da en nabo, havde noteret, at Kaj Dahl Andersen var gået ud af skolen, og om ikke en plads som arbejdsdreng hos den lokale Auning Blikkenslagerforretning var noget for ham.
»Det kunne jeg da godt, og så var der ikke mere snak om det. Det var bare sådan, det var,« konstaterer Kaj Dahl Andersen.
Det viste sig dog ret hurtigt, at han havde et temmelig godt øje for faget, for allerede få måneder efter, han startede som arbejdsdreng i august 1971, var der også en læreplads klar hos samme virksomhed, hvor han startede i lære 1. januar 1972.
Hul igennem
Selv om vejen ind i faget var tilfældig, så var det langt fra tilfældigt, hvordan han siden greb det an.
Da Kaj Dahl Andersen i 1986 valgte at starte som selvstændig, kunne han for det første ikke forstå, at telefonen aldrig ringede.
»Så jeg sendte min storebror Flemming op i en telefonboks for at teste, om der var hul igennem,« husker Kaj Dahl Andersen med et grin.
Der var hul igennem og ret hurtigt kom opgaverne da også.
Kaj Dahl Andersen havde dog i starten ingen autorisation som installatør. Derfor måtte han have en hjælpende hånd, når der skulle godkendes arbejde.
»Der lånte jeg så smeden i Auning, Leif Kjærsgård. Han ville godt skrive for mig, indtil jeg meldte mig ind på skolen i Horsens for at blive installatør.«
Hver anden uge kørte han derfor sydpå for at få sin installatør-eksamen.
»Jamen, jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra. Jeg var i Horsens klokken halv otte og kørte derfra halv fire og så hjem og have arbejdstøjet på og arbejde til midnat. Og så på den igen tidligt dagen efter,« fortæller han.
Ildhuen belønnede sig, og Kaj Dahl Andersens bror var ikke længere nødt til at teste telefonlinjen.
I 1990 kom den første store udvidelse, da Auning Smede- og Maskinforretning blev opkøbt, og i samme ombæring nåede Kaj Dahl Andersen også at drive cykelforretning i nogle år, da der i den opkøbte butik også var cykelhandel.
I 1999 byggede Kaj Dahl Andersen det nye domicil i Vestergade, hvor virksomheden og dens dengang 15 ansatte flyttede til, og i løbet af 00’erne voksede VVS- og blikkenslagerforretningen til 30 ansatte.
Forsvandt i sygdommen
Igennem de første mange år styrede Kaj Dahl Andersen virksomheden sammen med sin kone, som han fik tre børn sammen med, og han beskriver også sig selv som et familiemenneske med stor ’F’.
I midten af 00’erne kom sorgen dog krybende ind på familien, da hun blev ramt af tidlig Alzheimers som blot 49-årig.
Kaj Dahl Andersen måtte træffe den hårde beslutning at finde en ny medarbejder til at styre bogholderiet, da sygdommen begyndte at få overtaget.
Siden kom hun på Møllehjemmet, hvor hendes mand dagligt kunne gå ned og besøge hende.
»Jeg fik lavet min dag om her i firmaet, så mellem 12-13 kunne jeg ikke træffes. Der spiste jeg min frokost omme hos hende, og vi snakkede, selv om det jo bare var mig, der snakkede, og hun smilede. Jeg ved jo ikke, om hun kunne kende mig, men hun smilede, når hun så mig. Helt til det sidste,« fortæller Kaj Dahl Andersen.
Han suger lidt luft ind, mens han fortæller om, hvordan hun døde som 56-årig i 2012 efter syv år med sygdommen.
»Man tænker jo, at Alzheimers, det er gamle folk, der bliver ramt. Det var et træls kapitel at se sin kone blive frataget alt. Sproget, funktionerne. Alt.«
Næste kapitel
Med sin alder kunne Kaj Dahl Andersen for længst have trukket sig tilbage
Det skal han dog ikke nyde noget af.
Selv om han så småt er begyndt at trappe ned og blandt andet holder fri om fredagen, er han stadig en fast del af hverdagen i virksomheden.
Han nyder fortsat at se, når der tikker en opgave ind fra en kunde, som kan være både anden og tredje generation i kundekartoteket.
Fremtiden er dog begyndt at melde sig.
Sammen med bestyrelsen har han taget hul på overvejelserne om, hvad der skal ske, når han en dag ikke længere står i spidsen. Børnene kommer ikke til at overtage, og derfor skal den rigtige løsning findes.
Og den skal findes på samme måde, som virksomheden er bygget op.
Ordentligt.
»Jeg føler jo ikke, jeg er færdig endnu. Havde der været noget helbredsmæssigt, så havde jeg jo nok tænkt det, men jeg føler ikke nogen begrænsninger endnu,« siger han og stopper op med et lille grin.
»Okay, ikke ret mange begrænsninger i hvert fald. Men det er jo et hjertebarn, som jeg har bygget op og været med i alle årene, så jeg er ikke helt klar til at slippe det. Men jeg vil sige, at der sker nok noget, inden for de næste fem-seks år,« siger Kaj Dahl Andersen.