Fortsæt til indhold

Det hele begyndte i Favrskov, og nu er der 175 kilometer sti langs Gudenåen fra Vejle til Randers

Den nyindviede sti er ifølge borgmesteren i Favrskov ikke bare et naturprojekt, men også et bosætnings-, sundheds- og fællesskabsprojekt.

Samfund

»Tilgængelig natur og rekreativ infrastruktur er noget, som både turister, borgere og potentielle tilflyttere lægger mærke til.«

Ved indvielsen af Gudenåstien pegede borgmester Lars Storgaard i sin tale på, at den 175 km lange sti fra Vejle til Randers ikke bare er et naturprojekt. Det er ifølge borgmesteren også et projekt, der fremmer fællesskabet, sundheden og har betydning for, hvor folk vælger at bo og leve deres liv.

Borgmester Lars Storgaard fik hjælp til at klippe snoren. Foto: Favrskov Kommune

Tilgængelig natur handler også om livskvalitet, sagde borgmesteren og nævnte over for de fremmødte, at Favrskov Kommune i forvejen klarer sig rigtig godt på livskvalitet.

Kommunen kan endda bryste sig af, at det store stiprojekt blev født i Favrskov med vandringer fra Bamsebo til Ulstrup, og at Favrskov Kommune har været tovholder på det samlede projekt. Det har involveret otte kommuner, tre enheder under Naturstyrelsen og 85 lodsejere på tværs af kommunerne, der har givet adgang til deres jord, og som borgmesteren rettede en særlig tak til.

Alle otte kommuner markerede indvielsen på samme dag, og i Favrskov Kommune foregik det på Bamsebo Camping, der grænser op til Gudenåen lige vest for Ulstrup.

Som man kan se på billederne fra stedet deltog mange i indvielsen på Bamsebo, og mange af dem benyttede sig af lejligheden til at tage med på en guidet vandring med kommunens naturvejledere.

Indvielse af Gudenåstien ved Bamsebo Camping. Foto: Favrskov Kommune

Det har kostet 57 mio. kr., at man nu mere eller mindre tørskoet kan vandre fra Tinnet Krat i Vejle Kommune til udløbet i Randers Fjord.

Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden har bidraget med hver 15 mio. kr, mens de otte kommuner og Naturstyrelsen har betalt de resterende 27 mio. kr.