Fortsæt til indhold

Letbanen aflyser afgange i de kommende uger

Letbanens passagerer mellem Aarhus, Skødstrup, Hornslet, Grenaa og Odder må i de kommende uger indstille sig på ændrede køreplaner og aflysninger, varsler Midttrafik.

Samfund
am

Letbanepassagerer mellem Aarhus, Skødstrup, Hornslet, Grenaa og Odder må i de kommende uger forvente ændringer og aflysninger af afgange på både linje L1 og L2.

Det fremgår af Midttrafiks trafikinfo.

»Vi beklager de gener det medfører,« skriver trafikselskabet i begge tilfælde.

På strækningen L1 mellem Aarhus og Skødstrup er der eksempelvis ændringer fra søndag 12. april til torsdag 16. april.

I denne periode kører sidste afgang fra Skødstrup til Aarhus klokken 21.28 (søndag klokken 20.58), mens sidste afgang fra Aarhus til Skødstrup er klokken 20.48. Letbanen fortsætter dog med at køre mellem Skødstrup og Grenaa.

Fra søndag 19. april til søndag 3. maj er der også reduceret kørsel om aftenen på strækningen mellem Aarhus og Grenaa. De afgange, der kører, kan ses i Rejseplanen og på Midttrafik live, skriver Midttrafik.

For rejsende internt mellem Aarhus H og Hornslet henviser Midttrafik til de normale busruter. Herudover kan flexbussen L1F også bestilles som erstatning for letbanen – det samme kan rejsende til eller fra stationer mellem Hornslet og Grenaa.

Midttrafik oplyser derudover, at rejsegarantien ikke dækker i de nævnte perioder.

Ændringer på L2

Og på L2-strækningen er der ingen kørsel mellem Aarhus H og Viby på de sene aftenafgange fra søndag 12. april til torsdag 16. april, hvilket skyldes vedligeholdelsesarbejde, skriver Midttrafik

Fra søndag 19. april til søndag 17. maj kører letbanens linje L2 heller ikke mellem Odder og Aarhus H.

Strækningen er lukket på grund af Banedanmarks arbejde med elektrificering af jernbanen omkring Aarhus, og i samme periode udføres der yderligere vedligeholdelsesarbejde.

Midttrafik henviser passagererne til at tage bussen i stedet i den periode.