Fortsæt til indhold

Benny fik tårer i øjnene: »Nu stjæler folk ligefrem fra de døde«

Bronzekæden på familiens gravsted blev stjålet. For Benny Harbo Bederholm handler det ikke om metal, men om minder, respekt og et løfte til hans bedstemor.

Samfund

79-årige Benny Harbo Bederholm fra Tversted fik tårer i øjnene, da han modtog et brev om, at nogen havde stjålet bronzekæden fra hans familiegravsted på Skanderup Kirkegård. Samme nat blev yderligere 25 gravsteder på Skanderup Kirkegård og Slotskirkegården ramt af lignende tyverier.

»Hvor er vi dog fattige. Nu er folk ligefrem begyndt at stjæle fra de døde. Vore kære. At man ikke skammer sig. Er der ingen straf for dette – eller mangler den slags mennesker bare noget opdragelse?«

Efter at have sundet sig skrev Benny et læserbrev til Din Avis. Det flyder over af lige dele indignation, sorg og forargelse.

»Folk tænker slet ikke på, hvad et gravsted betyder for de efterladte.«
Benny Harbo Bederholm

Et løfte til bedstemoren

På familiegravstedet ved Skanderup Kirke ligger Bennys mor og bedstemor begravet. Benny fik en hård start på livet og tilbragte en del af sin tidlige barndom på børnehjemmet Firgårde ved Ry, før en onkel hentede ham hjem. Derfor kom bedstemoren til at spille en helt særlig rolle i hans liv.

»Jeg glemmer aldrig min barndomstid. Jeg er stort set vokset op hos min bedstemor og holdt rigtig meget af hende. Derfor har jeg også lovet at passe hendes gravsted, så længe jeg magter det. Det gravsted betyder noget for mig. Når jeg er der, så mindes jeg dem, der ikke er her længere,« fortæller Benny, der nærmer sig de 80.

Selvom turen fra Tversted til Skanderborg er lang, kører han og hustruen Laila de godt 210 kilometer til gravstedet fire-fem gange om året.

»Jeg er nok lidt gammeldags opdraget, for jeg sætter en ære i selv at holde gravstedet. Hvis man ikke kommer der, hvorfor så have et gravsted? Vi giver os god tid, når vi besøger gravstedet. Ordner og luger og gør det pænt. Om sommeren planter vi sommerblomster, og om vinteren dækker vi det med gran. Vi laver også altid kranse til gravstedet.«

79-årige Benny Harbo Bederholm blev både vred og ked af det, da han fik besked om, at bronzekæden var stjålet fra familiens gravsted på Skanderup Kirkegård.

Benny har svært ved at kapere sin harme over, at nogen i dagens Danmark kan få sig selv til at stjæle fra et gravsted.

»Jeg fatter ikke, man kan få sig til det. Dem, der gør den slags, gør sig slet ikke klart, hvor meget de sårer os, der har gravstedet. Folk tænker slet ikke på, hvad et gravsted betyder for de efterladte. Jeg blev virkelig ked af det. Det brev fra kirkegården ramte hårdt,« fortæller Benny, der ikke har tænkt sig at købe nye kæder til familiegravstedet – han frygter, de bare vil blive stjålet igen.

»Folk har ingen moral mere. Det er ikke til at holde ud,« sukker han, der gerne så mere konsekvens og at politiet gjorde mere for at finde de skyldige, så de kunne få en passende straf.

»Nu om stunder er der jo hjælp at få mange steder. Hvorfor så synke så dybt som til at stjæle fra et gravsted?«

Kæder klippes over på få sekunder

Det er desværre langt fra sjældent, det sker. I de seneste måneder har der været flere lignende tyverier, ikke kun i Skanderborg by, men også andre steder i kommunen og i Østjylland.

Det bekræfter Peder Lund, der er graver og kirkegårdsleder for landsbykirkegårdene i Skanderborg Provsti. Han er leder af kirkegårdene i Stilling, Voerladegård, Veng, Ovsted, Hylke, Tulstrup, Tåning, Mesing og Alling.

»Det sker alt for ofte, at vi har besøg af folk, der har svært ved at se forskel på dit og mit. I den her omgang er det Slotskirken, Skanderup Kirke og Stilling Kirke, det er gået ud over. For et par år siden var det Tulstrup, der var hårdt ramt. Da stjal nogen alle vores kæder på kirkegården. Der har vi nu et fuldstændig amputeret gravsted. Der skulle have været kæder hele vejen omkring det med en lille låge. Men lågen og kæderne blev taget. Det er desværre ikke usædvanligt,« fortæller han og forklarer, at kæderne ikke kan forsikres, da de er frit tilgængelige.

»Og det tager kun et splitsekund at klippe dem over med en boltsaks.«

På Stilling Kirkegård blev der i begyndelsen af april stjålet kæder fra fem gravsteder samt kæder fra kirkens lapidarium.

»Tidligere havde man et helt andet forhold til de døde og gjorde meget ud af gravstederne med store granitpullerter med kæder imellem rundt om gravene. Det gør man ikke i samme størrelsesorden i dag. Når de store, familiegravsteder nedlægges, gemmer vi og udstiller de mest bevaringsværdige pullerter, skulpturer og gravsten i vores lapidarium,« forklarer Peder Lund.

På Skanderup Kirkegård blev flere gravsteder ramt af tyveri samme nat. Blandt de ramte var Benny Harbo Bederholms familiegravsted. Foto: Grethe bo Madsen

Også kirker og værksteder rammes

Og det er ikke kun gravstederne, der bliver udsat for tyveri. Peder Lund har allerede flere gange i år ringet til politiet, fordi der har været indbrud i de værksteder, hvor gartnerne opbevarer deres maskiner og redskaber. For nylig skete det ved Tulstrup.

»Det sker igen og igen. De brækker døren op ind til værkstederne, stjæler maskiner, elværktøj, drænspader, skovle og hvad de ellers kan finde og smadrer en masse. Vi oplever også jævnligt, at det går ud over kirkerne, også ved højlys dag. I Ovsted Kirke har der været indbrud seks gange i de syv år, jeg har været her. Vi har endda oplevet, at der blev stjålet designerstole fra kirken, mens vi gik omme på den modsatte side og arbejdede. Nogen gik ind og tog de stole, som brudeparret plejer at sidde på.«

Løsningen kunne være opsætning af overvågningskameraer, men det er problematisk på en kirkegård. Ifølge Datatilsynets grundprincipper for kameraovervågning må man kun overvåge, hvis man kan dokumentere, at der er et reelt problem, og man må ikke overvåge mere end det allermest nødvendige.

På en kirkegård, som er et følsomt område, hvor folk har krav på privatliv, betyder det i praksis, at et kamera ved indgangen kan være i orden, mens det ikke kan forsvares at overvåge hele kirkegården.

»Det er svært at sætte en stopper for problemet, når vi ikke kan sætte overvågningskameraer op inde på kirkegården. Ved Ovsted Kirke har vi et værksted, der ligger uden for kirkegården, og der har vi overvågning ved værkstedsportene, som vi satte op, fordi vi havde flere indbrud der,« fortæller Peder Lund.

Ringe værdi, men stort tab for de efterladte

De stjålne kæder er ifølge Peder Lund ikke engang særlig værdifulde.

»Går du ind og kigger på de sider, hvor man kan se prisen på gammelt kobber og bronze, så kan man se, at kiloprisen ligger på omkring 50-60 kroner, så det er jo ikke alverden, man får for en kæde på to kilo,« fortæller han.

Selvom det egentlig er folk selv, der skal anmelde tyverierne til politiet, plejer Peder Lund at kontakte politiet, når han opdager tyveri fra gravsteder.

»Normalt melder jeg det, og når politiet så kommer herud, får vi besked om, at folk selv skal anmelde det. Men jeg er i tvivl, om alle får det gjort, og derfor bliver jeg ved med at kontakte politiet, så de er opmærksomme på problemet.«

Peder Lund har også et godt bud på, hvor de stjålne genstande fra kirkerne og kirkegårdene ender henne:

»Umiddelbart tror jeg, tyvene tager det med over grænsen. Jeg kan ikke forestille mig, at en dansk skrothandler ikke lige ville løfte et øjenbryn og tænke, hvor har de lige det fra, hvis folk kommer til dem med en hel masse kæder fra gravsteder.«