Kæmpe hul i kommunekassen: Letbanens etape 2 er i fare
Ny rapport tager temperaturen på den grønne mobilitetsplan, som byrådet vedtog sidste år. Der er langt fra penge til alle de ønskede indsatser, lyder det.
»Når jeg kigger på letbanens etape 2, ser det rigtig svært ud.«
Sådan lyder det onsdag 13. maj fra rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang (K).
Han har netop afleveret en rapport til byrådet, der giver en foreløbig status på kommunens grønne mobilitetsplan, og rapporten viser, at der mangler omkring 1,7 milliarder kroner for at kunne betale for letbanens etape 2 mellem Spanien og Brabrand.
Det oplyser Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Hvis kommunen skal afsætte 1,7 milliarder kroner til en etape 2 af letbanen, vil det ifølge rådmanden for Teknik og Miljø svare til, at Aarhus Kommune »de næste mange år skal kanalisere stort set alle midler til fremkommelighed over mod letbanen, der samtidig vil forstyrre rigtig mange bilister i en tid, hvor fredningen af Vesterbro Torv har gjort det vanskeligere at komme frem.«
Nicolaj Bang vil, siger han i en pressemeddelelse, tage de overvejelser med til forligskredsen, »og så må vi se, hvor vi lander.«
Hvis det står til gruppeformand for Venstre i Aarhus og medlem af By- og Planudvalget Gert Bjerregaard, skal byrådet droppe en udvidelse af letbanen.
»Det ser ikke bare svært ud, det må være dødsstødet for mere letbane i Aarhus. I Venstre vil vi satse på flere A-busser med flere afgang og direkte line, og så ønsker vi BRT-busser, moderne el busser som i Aalborg. Her får vi dobbelt så meget kollektiv trafik for pengene, og samtidig vil anlægsfasen ikke forstyrre bilister, som en 8-10-årig anlægsfase vil betyde af en letbane etape 2,« siger han i en selvstændig pressemeddelelse.
Ifølge Gert Bjerregaard vil Venstre i Aarhus nu stille krav om at stoppe mere letbane i Aarhus.
I sommeren 2025 vedtog Aarhus Byråd en plan for den fremtidige udvikling af mobiliteten på de aarhusianske veje.
53 indsatser skal i løbet af de næste mange år sættes i værk for at gøre plads til flere i trafikken i takt med, at kommunen vokser med 5.000 borgere om året.