Først kom algerne. Så kom valgløfterne. Nu kommer millionkampen om Skanderborg Sø

Bybadet i Skanderborg er på gode dage lige præcis det, mange drømte om: et sted, hvor du midt i byen kan nyde den smukke natur og tage en dukkert i Skanderborg Sø. Men søen har i årevis været et blågrønt problem midt i idyllen.

For når sommeren for alvor tager fat, følger algerne og badeforbud med. Den giftige algesuppe har gjort Skanderborg Sø til et af de emner, lokalpolitikerne ikke længere kan glide udenom, og stort set ingen byrådskandidater kunne i valgkampen sidste efterår undgå at tage stilling til problemet.

Dengang lød løftet fra mange sider, at der skulle gøres noget. Nu er valgplakaterne væk, og på bordet hos det nye Klima-, Miljø- og Planudvalg ligger en ny rapport, som kan blive første reelle skridt mod en konkret redningsplan for søen.

Spørgsmålet er, om valgløfterne stadig står ved magt, nu hvor indsatsen kan ende med at koste mange millioner – for det bliver ikke billigt at løse problemet.

»Mange har været med til at love i valgkampen, at de ville gøre noget ved problemet med fosforforureningen i Skanderborg Sø. Men ingen har sagt, præcis hvor meget de er villige til at bruge,« lyder det fra Claus Leick (SF), der er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.

Fosfor er skurken

På udvalgsmødet 6. maj gennemgik seniorforsker Hans Estrup Andersen fra Aarhus Universitet den rapport, kommunen bestilte i december. Han er leder ved Institut for Ecoscience, bor selv i Skanderborg og har i mere end 30 år forsket i vandmiljø.

Han har tidligere forklaret til avisen, at det vil være spild af penge at kaste sig hovedkuls ud i en oprensning af selve søen, før kommunen får stoppet den fosfor, der fortsat løber til.

»Gør man bare noget på må og få, så taber man sine penge,« sagde han dengang.

Det er netop det, den nye analyse forsøger at undgå.

Rapporten kortlægger de diffuse kilder til fosforforureningen. Altså ikke ét enkelt rør, ét renseanlæg eller én tydelig synder, men fosfor, der siver, skylles eller eroderer ud i vandløb fra et større opland og derfra videre til søen.

Ifølge analysen tilføres Skanderborg Sø i gennemsnit cirka 4.920 kilo fosfor om året. Af det kommer omkring 3.800 kilo – 77 procent – fra diffuse kilder.

De største problemer handler blandt andet om fosfor, der finder vej gennem hulrum og kanaler i jorden – de såkaldte makroporer. De fungerer som ufiltrerede motorveje, hvor fosforen kan ryge direkte videre til dræn. Dertil kommer fosfor fra dyrket organisk jord og fra vandløbsbrinker, der skrider ned i vandløbene.

»Rapportens hovedpointe er, at der er brug for mange forskellige indsatser. Der er også stor forskel på, hvor de diffuse kilder kommer fra geografisk. Nogle steder er der ingen problemer, da jorden er god til at holde på fosfor. Andre steder er jorden meget dårlig til at holde på fosfor, og det giver store problemer med fosforudsivning,« siger Claus Leick.

En værktøjskasse – ikke en tryllestav

Rapporten peger ikke på én mirakelkur, men er i stedet en slags værktøjskasse, der anviser forskellige handlemuligheder.

Træer langs vandløbsbrinker kan holde på brinkerne og dermed reducere erosion. Mini-vådområder kan fange fosfor, før det ender i søen. Sandfang kan bremse materiale i vandløbene. Genslyngning og hævning af vandløbsbunden kan gøre vandløbene mere robuste og samtidig gavne naturen.

»Der er mange forskellige muligheder for at sætte ind. Måske skal vi til at slynge de mindre vandløb – det er både godt til at holde på fosfor og samtidig godt for fiskene. Vi kan også lave opsamlingssøer, hvor fosfor samles op, inden det når ud i Skanderborg Sø,« siger Claus Leick.

Men en rapport redder ikke en sø. Det gør penge, prioriteringer, lodsejeraftaler, tekniske undersøgelser og mange års sejt træk.

Derfor er næste skridt at få rapportens anbefalinger omsat til politik og kroner i budgettet. Klima-, Miljø- og Planudvalget har derfor bedt administrationen om at udarbejde alternative scenarier og en økonomisk ramme for det videre arbejde med at reducere fosfortilførslen til Skanderborg Sø.

»Det vi har brug for politisk er at få det operationaliseret. Det er spændende med de mange muligheder, men vi er nødt til at samle det i nogle kasser rent budgetmæssigt,« siger Claus Leick.

Han forestiller sig, at udvalget skal have flere niveauer at arbejde med.

»Scenarierne skal vi have med til budgetforhandlingerne, så vi har nogle forskellige alternativer. Hvad kan vi gøre, hvis vi for eksempel har fem, 10 eller 15 millioner kroner til at gøre noget ved fosforproblemet,« forklarer han.

Budgettet bliver testen

I december var Claus Leick begejstret for, at udvalget kunne finde 200.000 kroner til analysen uden først at skulle hele vejen gennem byrådet.

»Jeg er jublende lykkelig over, at vi har fundet de penge, for ellers skulle vi gennem byrådet, og det havde taget lang tid. Nu kan vi trykke på startknappen med det samme,« sagde han dengang til denne avis.

Nu er der trykket på startknappen og rapporten er landet. Og næste fase bliver væsentligt dyrere.

Administrationen vurderer, at alene opfølgningen på analysen vil kræve mindst et halvt årsværk de kommende år. Dertil kommer konkrete udgifter til for eksempel måleprogram, sandfang og eventuel hævning af vandløbsbund. De første indledende tiltag vurderes groft til omkring 600.000 kroner, men de store indsatser vil kræve langt mere, hvis kommunen for alvor vil nedbringe fosfortilførslen.

Det er her, valgløfterne skal stå deres prøve.

»Vi ved jo ikke, hvad de andre byrådsmedlemmer vil være med til. Når vi til næste udvalgsmøde har nogle scenarier at arbejde videre med, så kan vi lave vores indstilling til budgettet,« siger Claus Leick.

Og han lægger ikke skjul på, at Skanderborg Sø kan komme til at stå i kø med mange andre ønsker, hvis kommunens økonomi kommer under yderligere pres.

»Hvis vi står i en situation, hvor vi skal spare mange millioner, så er der måske andre ting, der er vigtigere i budgetforhandlingerne,« konkluderer han.

Ikke bare landmænd og gødning

I den offentlige debat kan fosforproblemet hurtigt komme til at lyde simpelt – som om løsningen bare er at pege på landbruget og bede landmændene bruge mindre gødning.

Hans Estrup Andersen pegede allerede i efteråret over for dette medie på, at Skanderborg Søs problemer ikke kan forklares med én nutidig synder.

»Der er snarere tale om fortidens syndere,« sagde han dengang.

Han henviste blandt andet til, at der tidligere både har ligget en stor fabrik og et slagteri, som ledte spildevand direkte ud i søen. Samtidig blev søen i mange år brugt som modtager af urenset spildevand.

»Det er ikke så simpelt, at vi bare kan sige til landmændene, at de skal holde op med at gøde. Nu har vi fået et værktøj, der giver os et reelt svar på, hvilke kilder det er, der giver os problemet med fosfor, og hvad vi kan gøre for at nedbringe fosformængden i søen. Næste skridt er at sætte det i spil i forhold til budgetforhandlingerne,« understreger Claus Leick.

Men selv hvis kommunen får reduceret den fosfor, der løber til søen, vil borgerne ikke kunne se en ren og klar sø fra den ene sommer til den næste.

Der ligger nemlig allerede store mængder fosfor bundet i sedimentet på søbunden. Derfor bliver arbejdet med Skanderborg Sø ikke et quickfix, men et langt projekt.

»Det kommer til at tage lang tid, flere år, før vi kan se, at det virker. Samtidig er der masser af fosfor på bunden af Skanderborg Sø, og vi har slet ikke taget stilling til endnu, hvad vi kan gøre ved det. Første skridt er at få stoppet tilførslen,« understreger Claus Leick.

Alligevel er Skanderborg Sø nu rykket ind i en ny fase. Hvor det før handlede om, hvorvidt der skulle gøres noget, handler det nu om, hvor meget, hvor hurtigt – og hvem der vil betale.