Fortsæt til indhold

Louise og Mikkel elskede selv konkursramt kaffebar - nu overtager de stedet på havnen

Louise Beyer og Mikkel Schandorff står bag den nye Fryd Kaffebar på havnen. Og de har flere planer i støbeskeen.

Samfund

Der ligger stadig nogle hektiske dage forude, men begejstringen og entusiasmen skinner tydeligt igennem i Louise Beyers stemme.

På grundlovsdag 5. juni står hun klar til at tage imod et væld af kaffetørstige gæster på havnen i Ebeltoft, når hun sammen med sin kæreste Mikkel Schandorff åbner Fryd Kaffebar.

Det er i lokalerne, der indtil for nylig husede Aoife Coffee, den nye kaffebar åbner.

Det er mindre end en måned siden, Aoife Coffee – ret chokerende for mange – lukkede med øjeblikkelig virkning på grund af konkurs.

En meget populær café som Louise Beyer og Mikkel Schandorff også ofte frekventerede, og her på havnekanten har de mange gange selv drømt om at skulle drive en kaffebar.

»Da vi så, at det var blevet ledigt, var vi bare sådan: ’nu er det nu’,« fortæller Louise Beyer begejstret.

»Vi har altid syntes, det var så hyggeligt og virkelig selv virkelig brugt det meget at gå på kaffebar, så vi har drømt om en dag selv at åbne en. Vi var også storforbrugere af den tidligere kaffebar, så vi føler os virkelig privilegerede over at være dem, der var så heldige at få lov at overtage,« siger Louise Beyer.

Kaffe og hjemmebagt brød

Parret er lige nu i gang med en gennemgribende renovering af lokalerne for at sætte deres eget præg på den nye kaffebar.

Det bliver primært Louise Beyer, der kommer til at stå for den daglige drift, men Mikkel Schandorff kommer i høj grad også til at spille en stor rolle.

Kaffebaren ligger nærmest på kajkanten på Fiskerihavnen i Ebeltoft og et yndet mål for såvel ebeltofterne og byens mange turister. Foto: Anne Frank Henriksen

Han er kok og driver til daglig Restaurant Bindingsværket i Drammelstrup, og parret bor til daglig på ejendommen Ludvigsminde, hvorfra Mikkel Schandorff sammen med sin mor driver stedet med selskabslokaler til blandt andet bryllupper og konferencer.

Her har de et stort industrikøkken, som nu også skal i brug, når der fremover skal leveres friskbagt brød og kager til Fryd Kaffebar.

»Det her bliver det første projekt, som Mikkel og jeg ejer og driver sammen, og vi kommer til at lave det lidt som et mikrobageri, hvor vi kommer til at have noget rigtig lækkert bagværk med både brød og kager, som man også kan købe med hjem,« fortæller Louise Beyer.

Vinbar i vente

Og der er forhåbentlig meget mere godt i vente på den nye kaffebar.

Parret har søgt alkoholbevilling til stedet, så kaffekoppen sidst på dagen kan skiftes ud med et vinglas, så man kan sidde her tæt på kajkanten og starte en hyggelig aften.

»Vi vil gerne lave det til en form for vinbar om eftermiddagen. Et sted hvor man kommer ind og får et godt glas vin og en lille anretning. Ikke noget stort, men sådan noget med lidt spansk pølse og ibericoskinke, som man kan sidde og hygge sig med, inden man skal op i byen og spise,« siger Louise Beyer.

»Vi skal nok have fundet et pænere ord for det, men vi kalder det hapsemad. Det synes vi, der er megalækkert,« tilføjer hun med et grin.

Louise Beyer og Mikkel Schandorff håber, at den store terrasse kan være med til at skabe hyggelige stunder med et glas vin, når parret formentlig næste sommer også gør Fryd til delvis vinbar. Foto: Anne Frank Henriksen

Parret forventer dog ikke, at de når at få alkoholbevillingen til denne sommer, hvorfor det højst sandsynligt bliver fra sommeren 2027, kaffebaren også bliver til vinbar.

En del af planen

Selve kaffen er dog ikke langt væk.
Selv om der stadig er et pænt stykke arbejde at gøre, åbner Louise Beyer og Mikkel Schandorff altså Fryd Kaffebar 5. juni.

Parret har størstedelen af personalet på plads, men er stadig på udkig efter flere kompetente mennesker til at skabe en god start for deres nye sted, for Louise Beyer lægger heller ikke skjul på, at drømmen om at eje og drive en kaffebar kom lidt hurtigere end forventet.

»Det er vist bare typisk Mikkel og mig at handle lidt hurtig, for vi har også en lille datter på 10 måneder, så egentlig er jeg på barsel,« griner Louise Beyer.

»Det her var ikke planen, men nu blev det alligevel en del af planen. Vi har altid gerne villet det, så selvfølgelig skulle vi have en kaffebar, da vi fik muligheden.«