Efter voldsom kritik mødte familien både rådmand og direktør: »Det føles som at gå i krig«

Familien Barfod kan bedst beskrive deres møde med rådmand og direktør som en form for Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Som i Robert Louis Stevensons klassiker fra 1886, hvor samme person har en meget venlig og en anderledes mørk side.

På det første møde med rådmanden har familien Barfod en oplevelse af at sidde over for en lyttende og nysgerrig rådmand, der vil ændre på tingene. På det næste møde er der kold luft og en hård tone fra direktøren.

Familien Barfod sidder derfor stadig tilbage med frustration over ikke at trænge igennem, ikke at få svar på deres bekymringer og dybest set blive holdt for nar, når det gælder hjælp og støtte til deres i dag 19-årige datter.

Rådmanden er i dette tilfælde rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Michael Christensen (LA), og direktøren er direktør for samme magistratsafdeling, Erik Kaastrup-Hansen.

Som avisen beskrev i november sidste år, har familien Barfod gennem flere år kæmpet med det kommunale system for at få den rette hjælp til datteren, der har en række diagnoser, herunder autisme og spisevægring, og derfor er frivilligt anbragt på et bosted.

Forældrene så sig nødsaget til at stille sig frem i dette medie for at gøre opmærksom på de mange fejl, de fandt i sagsbehandlingen, og den desperation, det efterhånden kom til, når de oplevede, at ingen lyttede, og datteren kun fik det værre.

Flere byrådspolitikere gav udtryk for, at der skulle ske ændringer i den kommunale sagsbehandling. Også Michael Christensen, som tiltrådte jobbet som rådmand den 1. januar, udtalte til denne avis, at han mente, at systemet efterhånden var mere til for sig selv end for at hjælpe. Han ville sætte borgeren i fokus og lytte mere til, hvad den enkelte har brug for.

Efter at han satte sig i rådmandsstolen, inviterede han forældrene til et møde på sit kontor. Et møde, der blev afholdt 1. maj.

»Vi var virkelig positive efter det møde. Rådmanden, som vi oplevede det, ønskede forandringer,« siger Christian Barfod.

Senere blev mødet dog fulgt op af et møde med direktør Erik Kaastrup-Hansen. Et møde, som ifølge familien stod i skærende kontrast til det første.

»Der var ingen vilje til at kigge indad. Der var ingen svar på de mange spørgsmål, vi har rejst i forhold til den mangelfulde sagsbehandling. Der var en hård tone og kold luft, som andre måske havde ladet sig kue af, men vi har været i systemet så længe, at det gør vi ikke,« siger Louise Barfod.

Forældrene bad blandt andet om en uddybende forklaring på et afslag på psykologstøtte. Et afslag, som deres datter fik sidste år.

»Vi har gang på gang påpeget, at der ingen gennemsigtighed er. Vi kan ikke se, hvad de bygger afslaget på. Og det er skrevet i et sprog, som bestemt ikke henvender sig til en 17-årig sårbar pige, men nærmere til en højt specialiseret samarbejdspartner. Man remser fine gloser af i ét væk og har slet ikke øje for modtageren. Det er direkte uartigt, synes jeg,« lyder det fra Christian Barfod.

Efter mødet har familien fået et nyt brev, hvor afslaget på psykologhjælp er formuleret i et mere forståeligt sprog. Et brev, som redaktionen har set, og hvori det blandt andet fremgår, at kommunen afviser at hjælpe, da datterens behov er af »behandlingsmæssig karakter«, og at det derfor skal gå gennem psykiatrien i Region Midtjylland.

»Vores datter beder netop om psykologstøtte til at håndtere de tanker og følelser, hun oplever, og opnå større forståelse og udvikling i sin hverdag. Det er ikke psykiatrisk behandling, men en ret man har ifølge Barnets Lov. Vi kan ikke forstå, at det skal være så svært at trænge igennem. At det skal føles som at gå i krig,« siger Christian Barfod.

Familien har på baggrund af hele omorganiseringen og de omfattende besparelser i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse udsigt til, at datterens sagsbehandling bliver flyttet til en ny afdeling.

»Vores håb er, at det bliver bedre. At vi kan føle os set og hørt. Som direktøren sagde på mødet, så handler det om tillid, og tillid er noget, man gør sig fortjent til. Vores tillid til forvaltningen har lidt et alvorligt knæk. Så lige nu er kommunens intention om at sætte borgeren i fokus mest af alt fine ord, som vi mangler at se udmøntet i praksis.«

Forening genkender kritik

At det kan føles som at gå i krig, når man som familie beder om hjælp til at håndtere hverdagen med autisme, er ikke overraskende for Karina Bundgaard, der er formand for Autismeforeningen.

»Vi ser talrige eksempler på familier landet over, der næsten går til grunde på at holde et barn oven vande og samtidig kæmpe med kommunen.«

Ifølge Karina Bundgaard er selve autismediagnosen faktisk ikke den største udfordring. Problemet opstår for alvor, når familierne ikke får den fornødne støtte og viden. Derved forværres tilstanden, og der opstår overbelastningsreaktioner. Det kan være, at man udvikler en såkaldt komorbid lidelse som for eksempel spiseforstyrrelse, angst eller depression oveni.

»Det, vi ser, er, at det kommunale ansvar, når det gælder sådanne psykiske følgelidelser, negligeres. Kommunen mener, at når der opstår en spiseforstyrrelse eller en depression, så er det noget andet. Men det er det faktisk ikke. Når man har den rette viden om autisme, så kan man ikke skille det ad.«

Mange af de følgelidelser kunne undgås, mener formanden.

»Det er vores oplevelse i Autismeforeningen, at kommunerne alt for ofte lader stå til. Man taler meget om tidlig indsats, men man venter og lader tiden gå, mens behovet for hjælp kun bliver større og større,« siger Karina Bundgaard.

Formanden peger på, at der er meget at vinde ved at sætte ind i tide med hjælpen.

»Det er egentlig så banalt, men det handler om, at man skal sætte ind rettidigt med den rette støtte, de rette tilbud og indsatser. Der er så mange lavthængende frugter, men hvis de ikke bliver plukket, så ender det med at udvikle sig til en massiv opgave.«

Direktøren svarer på kritikken

Erik Kaastrup-Hansen, der er direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse, ærgrer sig over, at familien oplevede, at der var en hård tone, da de mødtes med ham i juni.

»Jeg er ked af, at de havde den oplevelse. Men det var en afvisende direktør, de mødte, for jeg kunne ikke give dem det, de gerne ville have. De kom og havde et håb om noget andet efter en positiv samtale med rådmanden, men jeg har det overordnede ansvar for de juridiske, faglige og personalemæssige rammer, som fastlægger, hvad vi har mulighed for at sætte i værk, og det var ikke alt, jeg kunne imødekomme.«

Men kan det passe, at det skal føles som at gå i krig, når man er uenig i kommunens afgørelser?

»Vi har bestemt en ambition om at være imødekommende og hjælpe. Jeg har ikke et mål om at være afvisende. Men jeg har også et ansvar over for mine medarbejdere og må tage stilling til sagens substans, og det forsøger jeg at manøvrere i.«

Giver det anledning til overvejelser om tonen, når en familie kan beskrive et møde som en form for krig?

»Hvis borgere over lang tid oplever at komme i klemme i systemet, eller hvis de oplever, at vi ikke lytter, så giver det anledning til, at vi reflekterer over, hvor vi kan ændre noget. Hvad enten jeg er direkte involveret i det eller ej.«

Både familien og Autismeforeningen peger på, at kommuner forsømmer at reagere i tide, når borgere med autisme udvikler psykiske følgelidelser. Er du enig i det?

»Jeg tænker da bestemt, at vi fagligt kan blive dygtigere til at manøvrere i de udfordringer, som borgere med autisme har. Så ja, der er bestemt potentiale. Men det er ikke min oplevelse, at vi generelt forsømmer at reagere. Vi har ikke så mange forløb i den her kaliber. Generelt hører jeg, at det er vejen hen til bevillingen, der er en sej kamp. Derefter hører jeg, at den faglige tyngde er der, men det er klart, at der også er eksempler, som ligner. Det kan for eksempel være sager, hvor der er tilløbet en psykiatrisk lidelse, man ikke har været opmærksom på, hvor situationen kan accelerere i negativ retning.«

Hvad kan I gøre for at forbedre det?

»Der er en faglig bane, og så kan vi gøre noget for at blive bedre til at spille sammen med de andre myndigheder. Mange har et ønske om kun at skulle i kontakt med en offentlig forvaltning. Vores evne til at samarbejde på tværs, ikke mindst med psykiatrien, kan helt klart forbedres.«

Erik Kaastrup-Hansen forklarer, at der i forvaltningen er et stort fokus på at skrive til borgerne i et klart sprog. Direktøren nævner et eksempel, hvor en familie har fået en afgørelse på 24 sider i en sag om tabt arbejdsfortjeneste for 7,5 time, heraf var de 14 sider vejledning.

»Så ja, jeg kan sagtens forstå, at man som borger synes, at der er for meget fokus på formalia og økonomi og for lidt fokus på det socialfaglige og borgernes perspektiv. Og det er blevet værre, synes jeg.«

Skal man bare finde sig i det?

»Vi har under skiftende rådmænd kigget på, hvordan vi forenkler kommunikationen. Vi har haft borgergrupper inde for at blive klogere på, hvordan vi skriver bedre breve, og vi arbejder kontinuerligt med det. Vi forsøger at række ud og imødekomme forskellige borgeres forskellige behov.«

Når familien Barfod kan opleve at få et brev, som ikke er til at forstå, hvad tænker du så om det?

»Jeg har bestemt en ambition om, at det, vi skriver, er til at forstå, så det er da et nederlag, hvis det ikke er tilfældet. Vi tilbyder faktisk i samarbejde med nogle handicaporganisationer at ringe i forvejen for at forklare afgørelsen, før den kommer skriftligt i e-Boks. Vi gør os umage, og der er da nok nogle, der synes, at det der umage, det kunne vi godt gøre os lidt mere i.«

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Michael Christensen (LA) bekræfter, at der var tale om et positivt møde med familien Barfod. Han understreger dog samtidig, at han ikke kan og må sagsbehandle enkeltsager.

»Samtalen har givet rådmanden refleksioner om blandt andet det generelle samarbejde mellem kommune og region, som han vil tage med sig videre,« skriver forvaltningen i en mail til redaktionen.