Familie er udmattet, opbrugt og dybt bekymret: »De har tydeligvis ikke sat sig ind i vores datters sag«

På et møde med Aarhus Kommune, hvor der medvirker to socialrådgivere fra Ungecenter Rådgivning og Visitation og en matchningskonsulent, giver Christian Barfod et overraskende svar, da han får spørgsmålet: Hvad bekymrer dig allermest, Christian?

»Det gør I.«

Det er ikke hans 18-årige datters autisme, ADHD, OCD eller spisevægring, der bekymrer ham mest. Det er ikke usikkerheden om hendes fremtidige bopæl. Det er ikke hendes behov for psykologhjælp, som blev nægtet af kommunen efter 16 ugers sagsbehandlingstid. Det er heller ikke datterens forværrede tilstand med ondt i maven, trykken for brystet og tankemylder. Ej heller frygten for, at datteren igen bliver selvskadende.

Det er kommunens rådgivere og konsulenter, som bekymrer ham allermest.

Gennem 12 år har familien været i kontakt med det kommunale system, da datteren har haft behov for hjælp, siden hun som seksårig fik diagnosen autisme. Siden fik hun også konstateret ADHD og OCD. Sidste år blev nervøs spisevægring føjet til listen. Siden hun var 13 år, har hun været frivilligt anbragt på skiftende bosteder.

Men det er særligt det seneste år, at familien har mærket det, de vurderer som væsentlige svigt i deres datters sag.

»Der sker noget i år. Tonen får en anden lyd. Vi efterlyser den gode overgang fra vores datters 17. til 18. år. Det får vi ikke, og så går det bare ned ad bakke derfra. Der er en usund forråelse af kulturen,« siger Christian Barfod.

Familien er så hårdt ramt af at kæmpe mod systemet, at de har klaget til både borgmester og rådmand. Men der sker intet. Nu ser de sig nødsaget til at stille sig frem i denne artikel.

»Folk skænker ikke det her område de store tanker, medmindre man selv står i det. Vi er en helt almindelig familie, der skriver og taler i en behagelig tone. Men vi har også en grænse,« siger Louise Barfod, og hendes mand bakker hende op:

»Vi mener ikke, at vi har en reel klageadgang, fordi de klager, vi har sendt til borgmester og rådmand, bliver blot negligeret. Vi ser ikke anden udvej end at gå til pressen. Selvom vi også er bange for, at det kan få konsekvenser for vores datters sagsbehandling. Fordi vi ikke makker ret. Men der kan kun være så meget i glasset, før det flyder over,« siger Christian Barfod.

Fra 17 til 18 år

Familien oplever for alvor, at problemerne spidser til, da juli nærmer sig og dermed datterens 18-års fødselsdag.

Datteren har siden sidste sommer boet på et såkaldt eksternt botilbud, da det ikke ligger i Aarhus Kommune. Her er det blevet vurderet, at datterens komplicerede diagnoser bedst kan tages hånd om.

I maj er forældrene og datteren indkaldt til et møde, som foregår over Teams, hvor familien bliver præsenteret for fire andre mulige botilbud i Aarhus Kommune. Kort forinden har der været et rådgiverskifte.

På mødet gør Louise og Christian Barfod opmærksom på, at de er uforstående over for det igangværende forløb, fordi de havde forstået på den foregående rådgiver, at datterens nuværende bopæl var et sted, hun kunne fortsætte med at bo indtil hendes 25. år og indtil hun forhåbentlig har færdiggjort en uddannelse.

Datterens kontaktperson på hendes nuværende botilbud deltager også på mødet, fremgår det af referatet, som avisen har læst. Hun udtrykker en bekymring for trivslen ved for mange skift og appellerer til, at rådgiverne burde vide, at seks flytninger på seks år er svært.

Kommunens matchningskonsulent forklarer på mødet, at man ikke kan forhåndsgodkende tilbud, og at man fra Aarhus Kommunes side har lavet en politisk beslutning om, at der kigges på interne tilbud, før man kan »gå eksternt«, står der i mødereferatet.

Datterens to ungerådgivere anerkender på mødet det udfordrende i at opbygge nye relationer og orienterer om, at alle informationer er relevante, men de kan ikke ændre på den procedure og de regler, som de er underlagt.

Både datter og forældre logger af fra det møde med øget frustration, rådvildhed og usikkerhed.

Forældrene oplever, hvordan datteren efterfølgende får det værre med tiltagende ondt i maven, trykkende fornemmelser i brystet, søvnforstyrrelser og tankemylder.

De samme symptomer bliver bemærket af hendes egen læge den 18. juni, fremgår det af journalen. Derudover tilføjer lægen:

»Absolut uhensigtsmæssigt at flytte pt (patienten, red.) på nuværende tidspunkt. Reagerer m gråd v. mindste krav. Tolerer ikke ændr i planer. Behov for tryghed.«

I datterens journalrapport hos kommunen kan man ligeledes læse, at der allerede i begyndelsen af marts bliver spurgt internt i Sociale Forhold og Beskæftigelse, om der er egnede botilbud til datteren i Aarhus. Alle tilbagemeldinger er negative. De kan ikke imødekomme hendes behov.

Alligevel gennemføres teamsmødet den 2. maj, og det undrer forældrene. De føler, at datteren bliver presset til at vælge et af dem, og de er endda godt en uge senere ude for at se det pågældende botilbud, selvom forældrene protesterer over, at niveauet af støtte til datteren er væsentligt lavere, end hun er vant til.

8. juli beslutter kommunen så, at datteren kan blive boende på det eksterne botilbud. Blot 12 dage før hendes 18-års fødselsdag.

»Det er jo nærmest grotesk. Det er, som om kommunen handler ud fra egne behov, ikke ud fra hvad borgerne har brug for. Der er for os at se noget helt galt. Rådgiverne kan ikke imødekomme det behov, vores datter har for sagsbehandling på et meget komplekst niveau. De har tydeligvis ikke sat sig ind i vores datters sag og risikerer at tabe mange års indsats på gulvet.«

Ingen egnede tilbud

Samtidig med sagen om den fremtidige bolig har datteren efterspurgt psykologhjælp. Efter 16 ugers sagsbehandlingstid får datteren afslag den 19. juni. Forældrene klager.

Og 15. juli får de endnu et afslag med en beklagelse af den lange sagsbehandling.

»Det er jo belejligt, at de afviser psykologhjælp med så kort tid til, at hun fylder 18 år. Så kan de skubbe det fra sig og henvise til sundhedsloven i stedet,« siger Christian Barfod.

Lige nu er sagen ved Ankestyrelsen, hvor man må forvente en længere sagsbehandlingstid.

»Kommunen ved simpelthen ikke, hvad det er for et menneske, det drejer sig om. De ved ikke, hvilke konsekvenser det har for hende. Man føler sig så magtesløs og kan blot se til, mens ens datter får det værre og værre,« siger Louise Barfod.

Familien har selv gennem hendes nuværende bopæl fundet en psykolog, som, mener de, kan håndtere datterens komplekse sammensætning af diagnoser og heraf følgende udfordringer.

»Der kan hun starte i behandling ved årsskiftet. Det skal hun selv betale, men jeg regner da med, at kommunen refunderer den udgift, hvis Ankestyrelsen giver medhold i klagen,« siger faderen.

Går den, så går den

Sagsbehandlingen halter også i en anden sag, mener familien. Datteren blev i første omgang nægtet opsparing i den egenbetaling, der er, når man er anbragt på et midlertidigt opholdssted.

Alle hendes penge skulle gå til huslejen. Men forældrene spurgte ungerådgiverne ind til juraen bag den afgørelse. Herefter fik rådgiverne inddraget kommunens egne jurister i sagen, og det endte med, at hun fik lov til at spare penge op. Den afgørelse kom i begyndelsen af november.

»Man får igen sådan en fornemmelse af, at hvis ingen råber op eller klager, jamen så går den,« siger Louise Barfod, og Christian Barfod supplerer:

»Vi bliver mødt med sådan en kultur, at hvis du kan få nogle til at give op, så er de penge sparet. Kommunen skulle være til for borgerne. Men det er som om, at der er en kultur, hvor man sætter sig op på en piedestal uden kontakt med virkeligheden.«

Datteren har tidligere været selvskadende, og familien frygter, at den mangelfulde sagsbehandling kan give hende tilbagefald.

»Vi forsøger altid at gå dialogens vej. Man skulle jo synes, at vi er dem, der kender vores datter allerbedst, og vi vil gerne klæde dem bedst på til at hjælpe hende. Nu kan det ende med at blive farligt for hende,« siger Christian Barfod.

Økonomisk presset

Samtidig med at familien oplever det, de betegner som væsentlige svigt i sagsbehandlingen, så kommer der i august første del af en analyse af social- og beskæftigelsesområdet, som er bestilt af byrådet som led i sidste års budgetforlig.

Her peges der på, at der alene på de mest udfordrede områder forventes et merforbrug på cirka 500 millioner kroner i 2029, hvis der ikke findes nye markante løsninger eller tilføres midler.

Nogle af de løsninger, der nævnes, er at se på muligheder for at justere visitationen til for eksempel botilbud. Der nævnes også, at man kan se på alternativer til eksterne §107-botilbud. Det er netop sådan et tilbud, Louise og Christian Barfods datter bor på.

Besparelserne på området er dog ikke nye. Der kom i november 2023 et omprioriteringskatalog, som den nuværende borgmester og daværende rådmand Anders Winnerskjold (S) stod i spidsen for. Her satte man ind med et nyt visitationsudvalg i ungecentret, hvor centerchefen skulle være formand og en økonomisk controller skulle deltage på alle møder.

På den måde ville man »(...) understøtte og styrke den faglige og strategiske retning i UCV (Ungecenter Rådgivning og Visitation, red.) samt skærpe det økonomiske fokus,« fremgik det af kataloget.

»Det har den nuværende borgmester gjort med åbne øjne. Processer udstikkes fra forvaltningen og skal fremskyndes uden hensyntagen til borgeren. Man sætter systemet over mennesket,« siger Christian Barfod.

Ligeledes er endnu en skærpelse af det økonomiske fokus i magistratsafdelingen trådt i kraft i juni i år.

Dette skriver en driftschef direkte til forældrene i et svar på en klage, som redaktionen har fået tilsendt:

»Det er korrekt, at visitationer til indsatser efter Serviceloven og Barnets Lov for unge i alderen 15 til 29 år aktuelt træffes på chefniveau. Det skyldes en politisk beslutning om skærpet visitationspraksis på socialområdet for børn og unge grundet merforbrug, som trådte i kraft juni 2025.«

Forældrene mener, at de mærker de direkte konsekvenser heraf, og at de er omfattende.

»De aner ikke, hvad de piller ved. Det er vores opfattelse, at der sidder økonomer og jurister, som ikke har forstand på mennesker, og ser på, hvordan man kan spare. Vi frygter, at det socialfaglige niveau fuldt bevidst nedprioriteres i en evig jagt på penge her og nu,« siger Louise Barfod.

Koster penge på sigt

Forældrene understreger, at de er klar over, at der ikke er frit valg på alle hylder i forhold til støtte til deres datter:

»Selvfølgelig kan man ikke bare få alt. Selvfølgelig skal der være et fagligt belæg for de indsatser, man sætter i gang. Men der er ikke noget af det her, der er helt væk. Vi tænker os om og sætter os grundigt ind i sagerne,« siger Christian Barfod og tilføjer:

»Men hvis vores datter får et tilbagefald, så hun igen bliver selvskadende, så vil det jo koste rigtig mange penge på sigt. I stedet for at hun får den hjælp, hun har brug for nu, og på sigt kan komme til at klare sig med mindre indgribende støtte, på vej mod at kunne stå på egne ben.«

I foråret så familien sig nødsaget til i en periode at tilknytte en ekstern rådgiver til at tage sig af kontakten med kommunen.

»Hvis man lytter til kommunen, så vil man hurtigt komme til at tvivle på sig selv. Det er deres måde eller ingen måde. På papiret vil man gøre noget for borgerne, men det er tomme ord. Det føles, som om hun er andenrangsborger, der ikke er lige så meget værd,« siger Louise Barfod.

Ifølge forældrene har datteren meget kampgejst og er netop startet på en ungdomsuddannelse.

»Vi ønsker og håber, at kommunen genfinder sin ordentlighed og ser mennesket frem for et sagsnummer. Med den rette hjælp skal vores datter nok komme godt på vej.«

»Vi vil jo egentligt helst bare leve i ro og fred, have en normal forstadstilværelse og give vores datter den ro og stabilitet, hun har brug for. Men vi oplever en kommune, der fordrejer og mistolker vores ord, og at vi bliver tillagt andre intentioner, end det vi har. Det kan man ikke blive ved med at være i,« lyder det fra faderen.

Ingen kommentarer

Redaktionen har forholdt familiens kritik til både rådmanden på området, Anette Poulsen (S), og borgmester Anders Winnerskjold (S). Ingen ønskede dog at stille op til interview.

Borgmesteren henviser til rådmanden, der henviser til et skriftligt svar fra Janus Hans Hedemann, der er driftschef for Unge, Job og Uddannelse, Aarhus Kommune:

»Vi kan som kommune ikke kommentere på den konkrete sag, og det vil let komme til at fremstå afvisende og afværgende med generelle bemærkninger som svar på et ungt menneskes personlige historie med individuelle oplevelser og udfordringer. Jeg vil dog understrege, at vi altid tager udgangspunkt i den enkelte unges ønsker og drømme for fremtiden, når vi skal finde den helt rette støtte på det sociale område. Vi kan ikke genkende et billede af, at der er en usund kultur på det sociale myndighedsområde for unge, som der henvises til. Vi tager altid dialogen med den konkrete unge og pårørende – både når det handler om at udbedre fejl, udrede misforståelser eller sammen finde gode løsninger for den unge.«

Vi ville ellers gerne have haft rådmandens kommentar til, at en familie har disse oplevelser i kontakten med hendes forvaltning. Har deres klage til hende givet anledning til at kigge nærmere på sagsbehandlingen i Ungecentret?

Vi efterspurgte kommentarer fra rådmanden på et generelt plan - er rådmanden tryg ved hvilke konsekvenser skærpelsen af det økonomiske fokus i visitationen har for sagsbehandlingen og de familier, det rammer?

Det ønskede rådmanden ikke at svare på.