Fortsæt til indhold

Salg på vej – eller luftkasteller? Aarhus Aiport udskyder generalforsamling

Generalforsamlingen er udskudt to uger. Til den sidste mulige dag.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

En længe ventet generalforsamling tirsdag i denne uge i Aarhus Airport er blevet udskudt.

På mødet var det ellers ventet, at selskabets regnskab for 2025 og ikke mindst en status på salget af lufthavnen til en eller flere investorer skulle præsenteres.

Men nu er datoen skudt to uger til den allersidste dag, hvor lufthavnen lovmæssigt er forpligtet til at offentliggøre regnskabet, 30. juni.

»Generalforsamlingen er udskudt, fordi vi ikke var klar,« siger bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen kortfattet til TV2 Østjylland.

Han vil ikke komme ind på, hvorfor regnskab og årsrapport ikke er klar til at blive vist for ejerkommunerne Norddjurs, Syddjurs og Aarhus Kommune, der skulle have deltaget i generalforsamlingen tirsdag.

»Det drejer sig om nogle teknikaliteter, der endnu ikke er på plads,« siger Lars Dige Knudsen.

De seneste tre år har lufthavnen haft massive underskud. I 2022, 2023 og 2024 var årets resultat hvert år mellem -82 og -86 millioner kroner.

Lufthavnen var tæt på at løbe helt tør for penge ved årsskiftet, men blev reddet på målstregen, da Forsvaret i december købte kontroltårn, landingsbaner og teknisk anlæg for 70 millioner kroner.

De mildt sagt langstrakte forhandlinger mellem Aarhus Airport og interesserede investorer har nu været ”nært forestående” i mere end to år.

Men ifølge flere kilder, TV 2 Østjylland har talt med, er et salg af lufthavnen nu faktisk nært forestående. Det har bestyrelsesformanden også tidligere bekræftet, ligesom han har fortalt, at det blandt andet drejer sig om en dansk investor.

Om tidshorisonten udtalte han tidligere på måneden således:

»Der er positiv fremdrift, og vi skal nok melde ud, lige snart vi har noget endeligt på plads.«

Sidst vi talte om det, sagde du første kvartal i år. Senere ændrede du det til første halvår?

»Første halvår er jo mig bekendt ikke udløbet endnu. Det er stadigvæk den tidstermin, jeg arbejder efter.«

Så en aftale er lige på trapperne?

»Det kan man godt antage,« siger Lars Dige Knudsen.

Men om et salg er årsagen til, at generalforsamlingen er udskudt, vil han ikke svare på.

Se video: