Fortsæt til indhold

DSB overtager fra GoCollective

Fra 1. september overtager DSB togdriften fra GoCollective i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen.

Samfund
/ritzau/

By-, Land- og Transportministeriet har indgået en betinget aftale med GoCollective om at stoppe selskabets kontrakt.

Fra 1. september er det i stedet DSB, der overtager togtrafikken i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen.

Det oplyser By-, Land- og Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Togdriften i områderne var i fare for at stoppe, fordi GoCollective var i »umiddelbart forestående risiko for konkurs«, lyder det.

Nu fortsætter selskabet togdriften i juli og august, inden togdriften overdrages til DSB. GoCollectives medarbejdere kan samtidig fortsætte hos DSB.

»Med aftalen sikrer vi, at passagererne i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen ikke pludselig står uden togdrift som følge af en konkurs i GoCollective på mandag,« siger by-, land- og transportminister Signe Munk (S).

»Det ville skabe en helt kaotisk situation for de mange tusinde passagerer og alle de ansatte i GoCollective.«

GoCollective, som indtil 2023 hed Arriva, står i dag for godt 25 procent af det danske jernbanenet og har cirka 10 millioner passagerer om året.

Det var daværende transportminister Thomas Danielsen (V), der i september 2025 meddelte, at han ville lukke GoCollectives togdrift i Danmark efter en længere periode med forsinkelser og aflysninger.

Han kaldte selskabets togdrift for »under al kritik«, og hans tillid til selskabet var væk. Derfor ville han overdrage togdriften til DSB.

Thomas Danielsen forventede, at det ville blive en dyr affære og koste »mange hundrede millioner«.

Det fremgår ikke, hvor meget overdragelsen kommer til at koste staten i alt.

Men DSB kommer i hvert fald til at købe 59 togsæt til 479 millioner kroner, fremgår det af et faktaark.