Fortsæt til indhold

Der er gået over halvandet år siden første spadestik: Hvorfor er der stadig ikke Biltema i Grenaa?

En klage er angiveligt bremseklods for Biltemas kommende varehus. Det giver store frustrationer i den svenske kæde.

Samfund

På Hesselvang ved Grenaa burde der efterhånden stå et nyt stort Biltema-varehus, men det er kun græsmarker, man kan se. For der sker stadig ingenting.

Sådan har det været i over halvandet år, siden første spadestik til kædens kommende varehus blev taget i februar 2025, og som dagene, ugerne og månederne går, bliver Morten Dinesen, der er projektleder i Biltema Real Estate, bare mere og mere ærgerlig og frustreret over, at der ikke er ved at rejse sig en ny stor forretning.

»Det er ikke godt for et byggeprojekt at have halvandet års stilstand efter første spadestik. Så jeg er lidt træt af sagen, må jeg sige,« konstaterer Morten Dinesen til avisen.

Da den første spade blev sat i jorden af Morten Dinesen selv sammen med Norddjurs-borgmester Kasper Bjerregaard og Biltemas administrerende direktør i Danmark Henrik Arnhammer, blev det meldt ud, at byggeriet forventedes at starte i efteråret 2025.

Og når der her et år senere stadig ikke er sket yderligere, så handler frustrationen ikke længere kun om byggeri, men også om hvordan varehuskæden fremstår.

»Jeg vil bare i gang, men hvis du kører forbi som uvidende, så vil du tro, det er Biltema, der er useriøse i det her og tangerende til at være en lille smule til grin,« siger Morten Dinesen.

Bremset af klage

Og sådan forholder det sig bestemt ikke, forsikrer projektlederen, for gravemaskinerne holder klar til at gå i gang i det øjeblik, der gives grønt lys.

Ifølge Morten Dinesen er det lige nu en klage, der holder det store varehus-projekt tilbage.

Her i avisen har vi tidligere fortalt, at Biltema i købsaftalen har betinget sig, at kæden kan få lov at omlægge en del af vejen Hesselvang.

Det vil Biltema for at kunne lægge to eksisterende matrikler sammen og give plads til det 7300 kvadratmeter store varehus samt parkeringsplads. Hvis den betingelse ikke opfyldes, kan Biltema vælge at trække sig fra aftalen.

Der er dog lige den hage ved det, at langs Hesselvang ligger der rørledninger fra henholdsvis Grenaa Varmeværk og AquaDjurs.

Dem har de to forsyningsselskaber fået ordre på at grave op og omlægge for egen regning, da rørene ligger i jorden på det såkaldte ’gæsteprincip’.
Det betyder, at dem der ejer ledningerne - altså de to forsyningsselskaber - skal betale for omlægninger, når vejmyndigheden - i dette tilfælde Norddjurs Kommune - beslutter en ændring af benyttelsen af vejen.

Både Grenaa Varmeværk og AquaDjurs rettede dog i den forbindelse stor kritik af kommunen, da forsyningsselskaberne mente, at de var blevet anvist af netop Norddjurs Kommune til at placere rørene her.

Ingen klager her

Avisen har kontaktet begge forsyningsselskaber for at høre, om de kender til klagen over omlæggelsen af vejen, som vil føre til en større regning for at grave deres respektive rør op.

Fra både Hans Erik Kristoffersen, direktør i AquaDjurs, og Søren Gertsen, direktør i Grenaa Varmeværk lyder det dog, at man intet kender til en klage.

Begge direktører uddyber desuden, at dialogen med Biltema har været god siden den første polemik om rørledningerne.

Søren Gertsen noterer, at Grenaa Varmeværk godt nok klagede over udsigten til, at varmeværket skulle til at grave rørene op, men den klage er helt tilbage fra foråret 2025 og burde altså ikke stå i vejen her halvandet år senere.

»Så skal det være et levn fra dengang. Vi har i hvert fald ikke indgivet en ny klage, og der har været dialog siden. Jeg tror, det løser sig, så vi får en Biltema. Det er i hvert fald ikke varmeværket, der står i vejen,« fastslår Søren Gertsen.

Både AquaDjurs og Grenaa Varmeværk er således også klar til at fjerne deres rør, når byggeriet af Biltema kan gå i gang.

Mangler svar

Hvornår det bliver, er der dog stadig uvist.

I Biltema Real Estate har projektleder Morten Dinesen endnu ikke fået noget tidshorisont for, hvornår han kan tænde gravemaskinerne.

»For at vi kan bygge, så er vi nødt til at bryde en vej op. For min skyld, så kunne vi være startet for et år siden, men det er meget ud af mine hænder,« konstaterer Morten Dinesen.

Avisen har spurgt til klagen hos Norddjurs Kommune.

Hesselvang er en kommunevej, som Norddjurs Kommune har vejmyndighed over. Kommunalbestyrelsen har da også vedtaget nedlæggelsen af vejen, hvor Biltema vil bygge, men ifølge chef for plan, byg og miljø Henrik Scharling Bernberg ligger den endelige behandling og afgørelse af sagen nu hos Vejdirektoratet.

»Som jeg har forstået sagen, afventer vi Vejdirektoratets afgørelse på klagen. Min opfattelse er, at sagen først og fremmest handler om et privatretligt forhold mellem Biltema og Grenaa Varmeværk. Kommunen har vedtaget den ønskede vejnedlæggelse og efterfølgende forsøgt at hjælpe parterne videre ved at skabe kontakt. Så vidt jeg er orienteret, mangler der fortsat en skriftlig aftale, og klagen er derfor stadig aktiv,« siger Niels Ole Birk.

Vi har derfor også spurgt til klagen hos Vejdirektoratet. Her har avisen heller ikke fået svar endnu.

Biltemas kommende varehus bliver efter planen på 7300 kvadratmeter og bringer 40-50 nye arbejdspladser med sig, når det engang står færdigt.