Fortsæt til indhold

Fuld gang i planlægningen: Stjær værter for landets største udendørs håndboldstævne

Første lørdag i juni er Stjær Boldklub værter for landets største udendørs håndboldstævne, og i uge 31 bliver der håndboldskole.

Sport
Kfp

Den indendørs håndboldsæson er nu slut, men det betyder ikke, at man i Stjær Boldklub har tænkt sig at gå på ferie til efter sommeren, hvor den nye turnering starter.

Nu er vi klar igen på fuld styrke, og de første hold har allerede tilmeldt sig, så vi håber at komme tilbage til de cirka 130 deltagende hold.
Annette Thorsted, Stjær Boldklub

I stedet er man i Stjær Boldklub nu ved at gøre klar til det årlige håndboldstævne den første lørdag i juni som en del af den årlige begivenhed Stjær Sportsfest. Et stævne, der de senere år har samlet mere end 130 hold fra hele Jylland.

»Sidste år afviklede vi faktisk stævnet under meget skrappe restriktioner med cirka 100 hold,« fortæller Annette Thorsted fra Stjær Boldklub og fortsætter:

»Nu er vi klar igen på fuld styrke, og de første hold har allerede tilmeldt sig, så vi håber at komme tilbage til de cirka 130 deltagende hold.«

Håndboldskole i Stjær

Men det er ikke kun årets udendørs håndboldstævne i Stjær, som klubben er i gang med at planlægge. Også klubbens håndboldskole bliver til noget i år.

Håndboldskolen afvikles i uge 31, hvor rigtig mange børn ifølge klubben plejer at deltage.

Det gælder både børn fra Stjær, resten af Østjylland og børn fra området ud til og med Djursland.

»Vi har givet kvaliteten på vores håndboldskole et ekstra løft og blandt trænerne er der både divisions- og ligaspillere,« fortæller formand John H. Laursen fra Stjær Boldklub.

Da håndboldskolen afvikles under Dansk Håndbold Forbund skal man tilmelde sig på deres hjemmeside under håndboldskoler.