Fortsæt til indhold

Nørager rendte ind i VSKs yderst finslebne kontrakniv

Så gik den ikke længere. Efter fire sejre i træk efter oprykningen til Serie 1 tabte Nørager for første gang i denne sæson. Lørdag vandt VSK 4-0 på Nørager Stadion.

Sport

»Vi mødte et meget tændt og godt spillende VSK hold. De havde vel 5-6 chancer og scorede fire mål. De tre af dem efter særdeles veludført kontrafodbold, mens det sidste var et decideret drop af min målmand Paw Christensen, som i det 33. minut undervurderede et yderst ufarligt langskud, som røg i kassen til 2-0,« fortæller en fattet cheftræner i Nørager BK, Allan Haslund.

Nørager gik til kampen med fire sejre ud af fire mulige i bagagen. VSKs divisionsreserver havde misset sejren i en enkelt kamp, til Vorup FB.

Nørager startede med anfører Mads ’Pylle’ Fuglsang Pedersen og Lasse ’Panenka’ Katholm på bænken.

»Vi skal spille mange kampe på kort tid, og Mads har døjet lidt med smerter i lysken. Derfor startede han ude, mens jeg flyttede Jan Ankerstjerne ind på midten og lod sidste sæsons topscorer Rasmus ’Ralle’ Jensen begynde som midterangriber,« forklarer cheftræneren.

Effektiv 3:5:2 formation

VSK stillede op i en 3:5:2 formation.

Derfor havde Allan Haslund på forhånd vurderet, at mulighederne for at spille forbi gæsterne var på de to kanter, hvor William Loft og Mathias Fisker var placeret.

VSK valgte imidlertid at starte kampen med at placere sine 11 ’lavt’ på banen og afgav ikke mange rum for Nørager spillerne at brodere i.

Til gengæld var gæsterne særdeles hurtige over stepperne, når de erobrede bolden i situationer, hvor Nørager stod i ubalance.

«Ros til VSK for deres effektivitet. Jeg synes ikke, at de rent spillemæssigt var bedre end os, men vi løb ind i deres kontrakniv, og det afgjorde kampen,« siger Allan Haslund.

Han forsøgte nede med 2-0 ved pausen at ændre lidt på tingene.

Mads ’Pylle’ Fuglsang Pedersen kom ind i centerforsvaret til sin lillebror Jeppe, mens Rasmus ’Mou’ Mouridsen rykkede ud som højreforsvarer i stedet for Jesper Brandt-Skipper.

Vi skal ikke male fanden på væggen over et nederlag. Det er først det andet i en turneringskamp i hele 2023.

Senere remplacerede Lasse ’Panenka’ Katholm midterangriber Rasmus ’Ralle Jensen, men uden at det ændrede på kampbilledet.

»Vi startede også godt efter pausen og skabte et par gode chancer, men så røg Jonas Friis ud med gult for at hægte en modspiller i en situation, hvor vi lige havde mistet bolden. Kortet var okay, men det forhindrede os i at komme tilbage i kampen,« noterer Haslund.

Gæsternes effektivitet fortsatte og resulterede i yderligere to scoringer.

»Fortjent sejr, men 4-0 afspejler ikke, at der faktisk var tale om en jævnbyrdig kamp mellem felterne. Til gengæld var VSK klart bedre end os i de to felter,« indrømmer Allan Haslund.

Har tabt et slag, ikke krigen

Efter kampen forsøgte Allan Haslund at mobilisere sine skuffede spillere til at kigge frem mod næste kamp, allerede tirsdag aften hjemme mod Helsted Fremad.

»Vi skal ikke male fanden på væggen over et nederlag. Det er først det andet i en turneringskamp i hele 2023. Nu venter der en ny kamp tirsdag mod Helsted Fremad. En svær modstander med mange års erfaring fra både Serie 1 og Jyllandsserien. De har et par dygtige angribere, men vi skal tilbage på sporet, og spillerne og os på bænken skal nok være klar. Vi glæder os til at vaske 4-0 nederlaget af,« lover Allan Haslund.

Opgøret mod Helsted Fremad, der søndag møder NB 93 hjemme og således får en hviledag mindre end Nørager, fløjtes op klokken 18.30.