BK har friske indtryk med fra Rumænien

Hvert år når Bjarne Knudsen, Nørager, holder ferie fra sin virksomhed BK Teknik i Nørager, sætter han sig på sin BMV-motorcykel, og sætter kursen mod fjerne horisonter. Her møder han friheden og eventyret, og rejser helst gerne alene, for så kommer han lettere i snak med folk, han møder.

Hvis det skal være en af de nemme ture er favoritterne Oslo og Kristiansstad, og hvis han skal længere væk, er det Baltikum.

»Ja, jeg kender faktisk Baltikum bedre, end jeg kender Vestjylland,« erklærer han med et glimt i øjet.

I år var det Bjarne Knudsens 25. tur på motorcyklen. Han indstillede han GPS’en efter Constanta, der er Rumæniens vigtigste havneby ved Sortehavet, og kom blandt andet igennem Polen, Ukraine,Slovakiet, Ungarn, Østrig og Tyskland. Da han efter femten dage var hjemme igen, viste kilometertælleren 6800 kilometer.

Velstand og venlighed

Han har undervejs set overdådig og smuk natur med vidder, bjerge, højsletter, Donau og de store gamle brokonstruktioner. Han har mødt kolonner af lastbiler bla. i Polen, der længere østfra fragter varer fra Europas spisekammer Østpå med kurs til det vestlige Europa. En kolonne, næsten som en pulsåre, siger han.

»Jeg har vist ikke mødt så mange lastbiler nogen andre steder. Vi er mere afhængige af deres spisekammer, end vi er af deres gas. Markedsmekanismerne østpå har en kæmpestor indflydelse på vores hverdag og vores privatøkonomi.«

Bjarne Knudsen har også mødt masser af herlige menneske og har set både velstand og venlighed i Rumænien og mødt en lidt koldere og mere reserveret kultur i det noget fattigere Ungarn.

Han fortæller eksempelvis, at hvis nogen stadig har et billede af Rumænien som et land præget af stakkels børn på elendige børnehjem og romaer, der kører rundt med hestevogn, så er det en saga blot.

»Østlandene er ikke i knæ, som de var engang. Det er helt modsat. Folk går i ecco-sandaler og fine t-shirts, og bruger moderne mobiler. De gamle maskiner og biler findes overhovedet ikke mere, folk mangler altså ikke noget. For eksempel så hører de store biler i Danmark til i mellemklassen i Rumænien.«

Han kan dog godt se, at der er for stor forskel fra høj til lav.

»Det er samme problematik, som vi har herhjemme.«

Byer der ’hænger’

Ligesom i Danmark er udviklingen i Rumænien på vej væk fra landdistrikterne, eller i hvert fald nogle af landsbyerne. Tværs over landet så han indimellem landsbyer, der står og hænger.

»Det er det samme, som man kan se i Danmark. Kort efter kan man i den næste landsby møde det helt modsatte med pyntede og velholdte huse og med store biler holdende udenfor. «

»Også nogle af de lidt større centerbyer kan stå og hænge inde i bykernen, fuldstændig ligesom Randers og Grenaa, mens villakvartererne i udkanten er præget af flotte huse med solceller med mere. Men også her er der selvfølgelig undtagelser.«

Et nemt land at rejse i

Ifølge Bjarne Knudsen er det enkelt at rejse i Rumænien.

»Der er mere kontrol ved grænserne, men er man først inde, går det glat. Rumænien er et velfungerende land at tage til. Dankortet virker hele vejen, og der er ikke krav om visa. Sprogligt klarer man sig fint med engelsk.«

Han kalder rumænerne for ’det flinkeste folk’, meget snakkesalige og meget hjælpsomme.

Et fint møde med lokale havde han også i Ukraine, hvor han ved en tankstation faldt i snak med to knægte. Uden at kunne hinandens sprog men kun oversætte via mobilen, snakkede de sammen i en times tid med beretninger fra både Danmark og Ukraine.

»Det sjoveste er jo at få folk til at fortælle.«

Bjarne Knudsen bærer altid sit ’hundetegn’ fra militæret synligt, når han er på langfart. Det vækker tillid til ham som person, især når der krydses grænser, og samtidig er det en sikkerhed, idet det viser alle sundhedsdata om ham, hvis han skulle få brug for lægehjælp.

»Send de unge ud i verden«

Sin rejselyst fik Bjarne Knudsen næret som helt ung. Hans første rejse var i 1971, mens muren stod allerhøjest under den kolde krig. Baggrunden var, at han af en landbrugsorganisation var blevet udpeget til at deltage på en studietur i Rumænien netop til området ved Constanta med særlig frugtbar landbrugsjord.

Rejsen gjorde et stort indtryk på ham, og han vil anbefale arbejdsgivere til på samme vis at åbne verden op for deres yngste medarbejdere.

»Hvis man er så heldig at have lærlinge og unge mennesker i sit brød, har man næsten pligt til at give dem et spark i den ene eller anden retning - det mærkes op til 50 år efter. Selv er jeg både blevet præget på det at rejse og har lige siden fulgt med i udviklingen i Østlandene.«