Fortsæt til indhold

Nørager og Mørke mødes i afgørende finale om op- og nedrykning

Kommende lørdag mødes Mørke og Nørager på førstnævntes bane. Vinderen spiller i Serie 3 efter nytår - taberen i Serie 4.

Sport

Med en 2-1 sejr i lørdagens playoffkamp over Alliancen sikrede Nøragers andethold sig plads i en afgørende finale mod Mørke IF på Mørke Stadion lørdag 11. november.

Vinderen af slutkampen spiller i Serie 3 i næste sæson, taberen i Serie 4.

Nørager og Alliancen sluttede begge på en andenplads i hver deres Serie 4-række i den netop afsluttede sæson.

Det var lig med en ekstra mulighed for at rykke en række op efter nytår. Kravet var bare to sejre i to efterfølgende playoffkampe.

Mørke, som Nørager tørner sammen med på lørdag, sluttede i ’dødens spor’, sjettepladsen, i Serie 3.

Mens nummer 7 og 8 rykker direkte ned, får nummer 6 mulighed for at sikre sig overlevelse og en ny sæson i Serie 3.

Det er denne mulighed, som Mørke skal forfølge på egen bane.

Nørager keeper Steffen Klintø (forrest) hører til den rutinerede del af et talentfuldt andethold i Nørager, der med sejr lørdag kan tage turen op i Serie 3. Arkivfoto: Nørager B.

To mål af Johannes Rothmann

I opgøret mod Alliancen var Nørager bagud 1-0, men på to af mål af unge Johannes Rothmann kunne holdet gå til pause med en 2-1 føring.

Den holdt kampen ud.

Nørager havde tre rutinerede spillere med en fortid på førsteholdet i Serie 1 til at udgøre rygraden på et ungt hold.

Trioen, målmand Steffen Klintø, Lasse Jensen og Christian Basballe, er gode at have med i den slags knald-eller-fald-kampe.

Nørager manglede Lasse Jensens tvillingbror, Michael Jensen, som var optaget af et privat arrangement. Heller ikke efterskole-knægten Søren Peder Byskov var til rådighed.

To spillere, der vil kunne gøre ondt på ethvert modstanderhold.

Skytte er nøglen

Mørke IF, som trænes af klubikonet Tonni Kristensen, missede i næstsidste spillerunde i den ordinære turnering muligheden for at undgå en playoffkamp ved kun at spille 3-3 hjemme mod VRI.

Dermed blev det VRI som ’stjal’ femtepladsen fra Mørke.

Mørke har i sin topscorer Viktor Skytte en målræv, der har nettet i mange kampe i dette efterår, bl.a. fem af seks mål i lokalopgøret mod IF Ådalen.

Han er om nogen ’skytten’ til at sikre sit hold endnu en sæson i Serie 3.

Finalen fløjtes op klokken 13 af dommer Adrian Rama.