Nørager/Auning imponerer med Jysk Mesterskab i U17 indefodbold
Den vestlige del af Norddjurs har atter vist, at fodboldtraditionerne på de kanter er stærke. I weekenden kunne Nørager/Aunings U17 drenge således kåres som jyske mestre i indendørs fodbold.
Nørager/Auning har atter imponeret på fodboldens firmament.
Vores Lucas Friis Jensen scorede på straffespark og sikrede os dermed sejrenSigurd Fisker Jensen
I weekendens vandt U17-drengene således det jyske mesterskab i indefodbold i Liga 1 under DBU Jylland.
Det skete med en svæver finalesejr på 3-2 over Jetsmark IF.
En sejr, der kom i hus på et meget afgørende straffespark i golden goal efter, at den ordinære kamp sluttede 2-2.
Golden goal betyder, at man efter spilletids ophør spiller videre til første scorede mål.
»Vores Lucas Friis Jensen scorede på straffespark og sikrede os dermed sejren,« fortæller træner Sigurd Fisker Jensen.
I den afgørende spilsekvens havde begge hold en mand i straffeboksen og spillede således 3 mod 3.
»Det var efter min mening de to bedste hold, der mødtes i finalen. Jetsmark havde mange hurtige spillere på holdet, mens mine drenge var gode til at fastholde bolden på egne fødder, og det blev sikkert afgørende, da tingene skulle afgøres,« vurderer Sigurd Fisker Jensen.
Seks sejre - et nederlag
I den indledende pulje, hvor man spillede alle mod alle, præsterede Nørager at vinde seks kampe og blot tabe en enkelt, til Arden, men det havde ingen betydning i forhold til, at Nørager/Auning tog førstepladsen efterfulgt af Bramming B (1), Jetsmark IF og Biersted/Nørhalne/Vadum.
Sidstnævnte besejrede Nørager sikkert med 6-2 i semifinalen, mens Jetsmark vandt over Bramming B (1) i den anden semifinale.
Finalestævnet med fire kampe lørdag og fem kampe søndag blev afviklet i Billund Idrætscenter.
Nørager/Auning mandskabet bestående af seks spillere er fordelt med tre spillere, der har rod i Nørager B, to i Allingåbro IF og en enkelt i Auning.
Ifølge Sigurd Fisker Jensen, der træner holdet sammen med sin fætter, Gunnar ’Marcello’ Pedersen, er samtlige spillere medlem hos Nørager B.
Er begyndt ude
U17-drengene er begyndt den udendørs træning.
Holdet træner på samme tidspunkt som Nøragers seniortrup og træner ofte med her, hvis antallet af fremmødte spillere tilskriver, at det er mest optimalt.
»Flere af spillerne har også spillet på Nøragers andethold i Serie 4, bl.a. Lauge ’Pylle’ Pedersen,« fortæller Sigurd Fisker Jensen.
Lauge ’Pylle’ Pedersen er yngste bror i den berømte ’Pylle’-familie i Nørager. Han har to ældre brødre, der spiller på Nøragers bedste hold i Serie 1, Mads og Jeppe, mens en tredje bror, målmanden Emil ’Pylle’ Pedersen efter en tid som eliteungdomsspiller i Randers FC og senere med på Randers Frejas Jyllandsseriehold, nu er skiftet til Fuglebakkens ditto.
Faderen Claus ”Pylle” Pedersen brillerede i en yngre udgave som en snu, teknisk dygtig og økonomisk spillende stopper efter model John Stampe (afdød AGF legende) i både Stenvad Boldklub og Nørager B.
Nørager/Auning dengene spiller med i U17 Liga 3 i den udendørs turnering,
Fordi flere spillere pt. er på efterskole, valgte man i efteråret at tilmelde holdet i Liga 3, fordi man ikke var klar over holdets reelle styke uden efterskolespillerne.
Håber på comeback
Sigurd Fisker Jensen, der er lillebror til den tidligere superligaspiller Kasper Fisker Jensen, har selv ligget stillet i en rum tid grundet en knæskade.
»Jeg har fået nyt korsbånd i mit ene knæ, og nu genoptræner jeg seriøst. Mit mål er at begynde med at træne igen om 3-4 måneder,« siger Sigurd Fisker Jensen, der var fast førsteholdsspiller i Nørager, før han ramlede ind i knæskaden.
Han vil dog sideløbende med sit eget spil gerne fortsætte trænerkarrieren.