Green girlpower: DM-Guld til Skanderborgs U13 piger
Skanderborg Håndbolds U13 piger sikrede sig sidste weekend DM guld i Hvidovre.
Efter en flot sæson, hvor pigerne endte med at blive regionsmestre i en ældre aldersgruppe, nemlig U15 2. division, tog Skanderborg Håndbolds U13 piger sidste weekend til Sjælland med næsen sat op efter mere end sølv, som de kom hjem med fra sidste DM.
»På papiret så det ud til, at pigerne var kommet i en svær pulje med mange gode hold. Det skulle også vise sig at være rigtigt, da alle hold fra den pulje senere gik hen og vandt over de resterende hold,« fortæller træner Christina Christensen i en pressemeddelelse.
Efter et hårdt lørdagsprogram med fire kampe på ni timer, havde Skanderborg-pigerne besejret først BK Ydun 19-10, dernæst Raklev 21-10, så VRI 19-12 og endelig i gruppefinalen Team Esbjerg 26-18, var Skanderborg-pigerne klar til søndagens ”vind-eller forsvind”-kampe.
»Der var mange nerver på spil for pigerne. DM er formentlig deres sidste stævne sammen, og de ville gerne have flest mulige kampe sammen, inden det var slut. Og de ville bare så gerne slutte deres fantastiske rejse af med en finaleplads,« understreger Christina Christensen.
Kvartfinalemodstanderen var GOG, som pigerne kort forinden havde mødt i en drabelig finale til AGF-Cup. De var derfor indstillet på en hård fight. Første halvleg blev holdet presset, men i anden halvleg var Skanderborg-pigerne overlegne og vandt kampen 18-11.
I semifinalen ventede endnu en ond ånd fra tidligere: Greve.
»Sidst pigerne var til DM, blev de slået stort i finalen af netop Greve, som dengang var meget overlegne i både spil og fysik,« forklarer Christina Christensen.
Greve havde vunder sin AA række stort og med en høj plus målscorer, så en kamp med masser af tempo var forventet – og sådan blev det også. Tempoet var hæsblæsende hurtigt fra start med mål på få sekunder hos begge hold, der fulgtes ad til 11-11. Derefter fik Skanderborg indstillet forsvaret og trak fra til 20-15 med fem minutter tilbage. Nerver gjorde dog, at Greve kom tæt på igen inden Skanderborg kunne trække sig tilbage med en sejr på 20-19.
Finalemodstanderne blev igen Team Esbjerg i en kamp, hvor Skanderborg havde et lille overtag det meste af tiden. Esbjerg gav dog aldrig op og i kampens sidste minutter var der spænding på. Efter en hektisk afslutning med en sejr på 21-20 til Skanderborg, brød jublen og glædestårerne ud hos U13-pigerne, der nu kunne tage retur som Danmarksmestre.