Fortsæt til indhold

Grenaa en hårsbredde fra oprykning til Danmarksserien

Med en 3-1 sejr i topopgøret tirsdag aften på HSM Arena mod Aabyhøj og med to turneringskampe igen kan Grenaa IF selv afgøre om det skal hedde Danmarksserien efter sommerferien.

Sport

På to mål af Kasper Mikkelsen og et af indskiftede Nis Traulsen besejrede Grenaa IF nærmeste konkurrent til førstepladsen i Jyllandsserien-1, Aabyhøj IF, tirsdag aften på HSM Arena.

Dermed bragte Grenaa IF sig i spidsen af rækken med to spillerunder igen. Grenaa IF har 25 point for 12 kampe, Aabyhøj og Aalborg Freja hver 22 for det samme antal.

Det betyder, at Grenaa med fire point i de to sidste opgør rykker op i Danmarksserien.

Grenaa møder i de to sidste runder, Thisted FC (hjemme) og Herning Fremad (ude).

Thisted FC er bundprop i rækken og vil i tilfælde af nederlag være sikker på nedrykning til Jyllandsserien-2, mens Herning Fremad kæmper for at holde bagenden oven vande.

Indbyrdes regnskab

I tilfælde af af, at Grenaa IF, Aabyhøj IF og Aalborg Freja slutter med samme pointantal, ser det indbyrdes regnskab således ud:

  • Aalborg Freja: 6 point
  • Grenaa IF: 5 point
  • Aabyhøj IF: 3 point

Det bliver altså kun et tema, hvis de tre klubber slutter med samme pointantal. Så er det Aalborg Freja, der indløser den direkte oprykningsbillet.

Grenaa IF er bedst indbyrdes mod Aabyhøj IF, mens Aalborg Freja er bedst i det indbyrdes samspil med Grenaa IF.

Vinder Grenaa IF lørdag mod Thisted FC, vil holdet minimum have sikret sig andenpladsen i rækken og dermed en playoffkamp om oprykning, men mon ikke holdet går hele vejen og holder rent bord hjem, så førstepladsen bliver sikret?

Sker det, og den forventede direkte oprykning til andetholdet i Serie 4 også kommer i hus, er sæsonen mere end godkendt.