Fortsæt til indhold

Her er resultatet af AGF-quiz: Hurtig midtbanespiller tog fusen på de fleste

Før Superligaens forårssæson begyndte, kørte vi en AGF-quiz, hvor læserne blev bedt om at forudse svaret på en række spørgsmål. Nu er vinderen fundet.

Sport

Det blev hverken til AGF-medaljer i Superligaen eller en længe ventet pokaltitel i Parken. Men forårssæsonen bød alligevel på flere højdepunkter, hvor især de to semifinaler mod FC Nordsjælland og de sidste runder af mesterskabsspillet mod henholdsvis FCK og Brøndby IF stikker ud.

Inden forårssæsonens første fløjt bad avisen læserne om at komme med deres forudsigelser af en række spørgsmål. Her blev blandt andet spurgt ind til, hvem der ville blive topscorer, om AGF ville vinde pokaltitlen og hvilken placering, AGF ville få i Superligaen. Nu er quizzens resultat klar.

Flere af spørgsmålene lå tilsyneladende lige til højrebenet for de fleste af dem, der deltog i quizzen. Eksempelvis forudså 89,5 pct. af læserne, at Bailey Peacock-Farrell rigtigt nok ville få flest kampe i AGF-målet, ligesom 85,9 pct. havde ret i, at Patrick Mortensen ville score flest mål.

Det var dog kun ganske få, der havde forudset, at Gift Links ville stå for flest assists. Kun ti procent havde den hurtige sydafrikaner som deres oplagte valg. Både Felix Beijmo og Mikael Anderson blev valgt af markant flere.

Blandt dem, der fik flest rigtige, er der blevet trukket lod om den nye AGF-trøje. Vinderen har fået besked.