Fortsæt til indhold

Fodbold-piger har kæmpet bravt og skrevet historie

Med en stamme af piger fra 7. klasse har Hadsten Skole imponeret i skolefodbold.

Sport

Hadsten Skoles pigehold har imponeret i Ultra Skolepokalen, som er DBU’s landsdækkende skolefodboldturnering. Pigerne vandt deres indledende to puljekampe meget stort og kvalificerede sig dermed til en kamp mod Hornslet Skole, som de vandt med 1-0.

Trænerne og holdet var meget stolte, fordi skolen aldrig tidligere er nået så langt i turneringen. Det troede de da, indtil en af de mere erfarne lærere kunne fortælle, at han i 2011 havde ført pigeholdet lige så langt.

Pigerne havde således ”kun” tangeret rekorden fra 2011, men det gav dem blot endnu mere blod på tanden til den næste kamp, fortæller pædagog Mads Bergmann Carlsen, der sammen med lærer Maria Lund har været holdets træner.

Kampen var mod Morten Børup Skolen fra Skanderborg, og da den sluttede med en ny sejr på 1-0, var der ikke længere tvivl om, at pigerne havde skrevet historie som det hold fra Hadsten Skole, der er nået længst i den årlige skolefodboldturnering.

Næste modstander var endnu et hold fra Skanderborg Kommune i skikkelse af Mølleskolen fra Ry, der fredag formiddag den 22. november mødte op til kamp i Hadsten.

Stor opbakning

Det meste af udskolingen havde fået fri til at heppe på skolens fodboldhelte, og der var også mødt mange forældre op for at se kampen.

»Der var en rigtig god stemning og meget stor opbakning, og pigerne spillede fantastisk. De kæmpede røven ud af bukserne, men tabte desværre 2-0,« fortæller Mads Bergmann Carlsen.

Træneren glæder sig dog over, at pigerne nåede så langt som til kredssemifinalen og desuden så vidt vides er det pigehold fra Favrskov Kommune, der er nået længst i skolefodboldturneringen.

Præstationen bliver ikke mindre af, at halvdelen af spillerne på holdet kun går i 7 . klasse og dermed har været oppe mod modstandere, der for det meste har været 1-2 år ældre.

Til gengæld er der tale om nogle meget talentfulde piger fra 7. klasse, fortæller træneren, som i mange år har spillet sammen i den lokale fodboldklub, HSK, og som på skolefodboldholdet er blevet suppleret med dygtige medspillere fra 8. og 9. årgang.

Træneren roser desuden hele holdet for at stå sammen og have et godt sammenhold.