Grisekongen udfordrer Hans Majestæt: Kontrasternes møde på håndboldbanen
Norddjurs Håndbold forventer udsolgt og 1.000 tilskuere på lægterne til lørdagens opgør i 1. division i Grenaa Idrætscenter mod topholdet HØJ med landsholdslegenden Hans Lindberg på holdet.
Når Norddjurs Håndbold træder ind på banen for at møde HØJ Elitehåndbold (Håndboldfællesskabet Ølstykke-Jylling) i Grenaa Idrætscenter lørdag 30. november, bliver det ikke bare et almindeligt opgør i 1. division. For Norddjurs Håndbold, der er rykket op i landets næstbedste håndboldrække på herresiden, venter der en særlig udfordring: at møde en verdensstjerne, Hans Lindberg, og hans noget nær lige så skarpe kammerater.
Det er på forhånd kontrasternes opgør.
Når Jan Mathiesen, 50, står op klokken seks om morgenen, er det for at passe langt over 240 søer, en masse slagtesvin, smågrise og måske et par orner. Når Hans Lindberg, 43, står op og har spist morgenmad, er det for at træne med nogle af de bedste håndboldspillere i landet.
Når Jan Mathiesen ikke jonglerer med grise, er han assistenttræner efter fyraften i Norddjurs Håndbold for klubbens flagskib, herreholdet i 1. division, mens Hans Lindberg jonglerer mellem et langt håndboldlivs medaljer og mesterskaber og en drøm om at føre HØJ til tops i dansk håndbold.
»Håndbold fylder mindst 20 timer pr. uge,« siger Jan Mathiesen. »Jeg arbejder også som talentchef i Nørre Djurs HK og har også en ugentlig morgentræning med drenge og piger fra Glesborg Skole. Som talentchef sætter vi retning på og holder tit møder med vores talentgruppe på fire-fem spillere.«
Jan Mathiesen arbejder hver dag i grisestalden fra klokken 7 til 16 med indlagte pauser og hver tredje weekend, mens Hans Lindberg er vendt hjem til sin barndomsklub for at hjælpe den op i den bedste danske håndboldliga efter en fornem karriere i den tyske Bundesliga.
Jan Mathiesen får omkostningsgodtgørelse for sit trænerarbejde, mens Hans Lindberg får en fyrstelig løn for at spille håndbold, som kollegaen i Norddjurs Håndbold ikke engang tør drømme om og får hans øjne til at rotere.
Fra stald til hal
»Jeg går fra at kaste foder til at kaste bolde,« griner Jan Mathiesen fra sin position ved døren på den ene af de to gårde i Hoed, hvor han arbejder. »Adgang forbudt«, står der på samtlige døre i bygningen. Der er ikke råd til, at en følsom svinebesætning får tilført noget, der svækker svinenes sundhedstilstand.
Alle kan jo have en dårlig dag, også en majestæt.Jan Mathiesen
Jan Mathiesen har arbejdet inden for landbruget hele sit liv.
»Jeg startede efter skoletiden og tog landbrugsuddannelsen. Først i Viborg og derefter landbrugsskolen i Vejlby ved Aarhus,« fortæller han.
»Jeg har altid været ansat siden mit 18. år – aldrig haft mit eget,« siger Jan Mathiesen og tilføjer med et glimt i øjet: »Jeg sagde tidligt, at jeg aldrig skulle have mit eget. Jeg kunne godt se, at der skulle tjenes mange penge for at købe noget, og jeg havde jo ikke en far med en gård derhjemme. Det fritidsmenneske, jeg nu er med sport hver dag, ville heller ikke få tid til egen gård.«
Jan Mathiesen har således passet grise i 32 år, men lige nu ikke ret mange. »1. april har vi ikke flere,« siger han.
»Min chef, Peter Koustrup, er efterhånden blevet 73 og har besluttet at lægge op, så de to stalde, han driver her i Hoed, hvor jeg har arbejdet de sidste 20 år, kommer snart til at stå tomme.«
Jan Mathiesen skal derfor finde nyt job, og måske bliver det et nyt arbejdsliv uden grise.
»Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg er klar til nye udfordringer og er fortrøstningsfuld,« siger Jan Mathiesen med et smil.
»Jeg elsker mit job og min hverdag blandt grise,« tilføjer han.
»Jeg elsker især fleksibiliteten ved arbejdsdagen i landbruget. Selvom der er meget rutine, sker der altid noget nyt. Jeg er med over det hele, og det giver mig et kick. En grisefarm er jo en produktionsvirksomhed med mål og forsøg på at få ting til at lykkes ved at arbejde for det. Så der er en kobling til håndbolden og de mål, vi har på eliteniveau.«
Fra gummistøvler til harpiks
Jan Mathiesens familie er dybt engageret i håndboldklubben i Glesborg.
»Min kone, Gitte Mathiesen, er målmand på 3. divisionsholdet, min søn, Emil Mathiesen, spiller på U19-holdet, og min yngste søn, Anton Mathiesen, spiller på U13-holdet. Min datter er ikke til håndbold, men til dans. Hun går lige nu på efterskole i Glamsbjerg på Fyn,« fortæller Jan Mathiesen stolt.
»Vi er en rigtig sportsfamilie, og klubben i Glesborg betyder meget for os alle.«
Kan købe herregård
Når Norddjurs Håndbold møder HØJ Elite, er det således en kamp mellem to verdener. HØJ Elite er suverænt og ubesejret tophold i 1. division og har et budget, der rækker til at købe en pæn stor herregård.
Norddjurs Håndbolds beskedne årsbudget på 1,8 mio. kroner rækker ikke engang til at lønne to af de bedste i HØJ Håndbold.
Norddjurs Håndbold har som sin målsætning at klare frisag i 1. division, bevare positionen i top-24 i Danmark og høste nye erfaringer.
»Vi skal klare os på sammenhold, gåpåmod og en god håndboldkultur, hvor der bliver løftet i flok. Det bidrager vores meget ambitiøse trup af unge og enkelte rutinerede spillere i høj grad til,« roser Jan Mathiesen.
»Vi tager det som en oplevelse at møde HØJ og vil forsøge at drille dem. Men vi er klare underdogs,« fortsætter Jan Mathiesen. »De er gode, virkelig gode, samtlige 16 spillere i truppen.«
»Vi håber, der kommer 1.000 mennesker i Grenaa Idrætscenter, og vi kommer ikke til at lægge os ned. Vi kommer med oprejst pande og vil give den gas. Alle kan jo have en dårlig dag, også en majestæt,« siger Jan Mathiesen med et grin.
Hans Majestæt
Hans Lindberg, også kendt som Hans Majestæt, har haft en imponerende karriere både på det danske landshold og i den tyske Bundesliga. Han fik sit tilnavn tidligt i sin karriere, da han hurtigt blev en stor profil på de hjemlige breddegrader.
Siden har han spillet for nogle af de mest prominente klubber i Europa, senest Füchse Berlin, og er blevet anerkendt som en af de bedste højre fløje nogensinde. Han er den spiller, der til dato har scoret flest mål i Bundesligaen. 17 sæsoner har han brilleret i det tyske.
HØJ Elite har i trænerstaben dygtige profiler med masser af erfaring og faglighed. Landsholdets assistenttræner, Henrik Kronborg, er således ansat som såkaldt co-træner. Henrik Kronborg bringer en masse erfaring og taktisk viden til holdet. Sammen med cheftræner Jesper Fredin skal Henrik Kronborg arbejde på at maksimere holdets potentiale og sikre de bedste resultater på banen. Derudover har man den tidligere landsholdsmålmand Peter Nørklit som målmandstræner.
At HØJ Elite har økonomisk tyngde, vidner signingen af Hans Lindberg naturligvis om. Hertil kommer, at HØJ Elite har også har den svenske venstrefløj Emil Mellegård i truppen. Emil Mellegård har ligesom Hans Lindberg erfaring fra den tyske Bundesliga – hos HSG Wetzlar. Med debut for det svenske A-landshold i 2017 og EM-guld i 2022 tilføjer Emil Mellegård yderligere international erfaring til HØJ Elite.
Klar til showtime
Der er showtime i Grenaa Idrætscenter klokken 15, men kom i god tid, lyder anbefalingen fra Norddjurs Håndbolds direktør, Karen Kristensen.
»Vi ruller ikke den røde løber ud for Hans Majestæt, men vi lover en kamp med masser af spænding og intensitet,« siger Jan Mathiesen.
Jan Mathiesen lader grisebasser være grisebasser på lørdag – han har fri og er så klar til opgøret mellem Grisekongen og Hans Majestæt.