Fortsæt til indhold

Ny ungdomslounge er blevet et hot mødested for unge på tværs af alder og byer

Hygge og god udsigt i den nye ungdomslounge i XL Byg Arena i Ryomgård

Sport

Siden efteråret har Christina ’Muddi’ Nielsen, formand for håndboldafdelingen, sammen med Lene Klem, seniorspiller og frivillig i mange sammenhænge, arbejdet på at omdanne en åben 1. sal i XL Byg Arena, Ryomgård, til en ungdomslounge for børn og unge i alderen 10+.

Christina ’Muddi’ Nielsen havde i nogen tid haft kig på hemsen i den ene ende af hallen og syntes ligesom andre, at det var synd, den ikke blev brugt. Hun fandt ud af, at den var godkendt til personophold. Derefter allierede hun sig med Lene Klem, der skrev en ansøgning til Nordeafondens pulje for fællesskaber for unge sportsudøvere.

Det udmøntedes i et klækkeligt støttebeløb på 314.000 kroner, og de to ildsjæle gik i gang med indretningen. Der blev lagt nye gulve hen over betonunderlaget, indkøbt møbler, lys, brætspil, shuffleboard, et karaokeeanlæg og en projektor til film og efter-evaluering af egne kampe. Endnu mangler overvågning og lamper med forskellig farve hyggebelysning.

Ungdomsloungen blev taget i brug i starten af januar og indvies torsdag 19. februar klokken 18.

Nyt mødested

Loungen er blevet et nyt mødested for børn og unge, både medlemmer af IFM og andre.

Denne onsdag eftermiddag ved 16-tiden sidder fire-fem drenge og hygger sig i sofahjørnet. Om lidt spilles der kamp i hallen, og så vil endnu flere finde vej til loungen, hvorfra de vil have første parket til spillet.

Loungen er åben i hallens åbningstid, hvor der er voksne tilstede andre steder i hallen. Men loungen er de unges fristed, forklarer Christina ’Muddi’ Nielsen. Og det er også deres ansvar, at den holdes ryddelig. Sportsholdene skiftes til at rydde op efter træning, og det medfører, at man ind imellem også kan høre påmindelser de unge imellem om ikke at efterlade rod.

»De unge er søde til at rydde op, og de er i det hele taget meget hjælpsomme. Det at vi kan møde dem på den her måde og har givet dem noget på deres præmisser, betyder at de også giver en masse tilbage.«

For eksempel ekspederede frivillige unge, mens de voksne lavede maden, da der for nylig var stævne i hallen fra klokken 9-20.

Trækker nye til

Også på andre måder kan ’lounge-effekten’ måles. Den tiltrækker for eksempel unge, der ikke ellers kommer i hallen. Hele rækken langs hemsen var eksempelvis fyldt, da der forleden blev spillet kamp i hallen, fortæller Christina ’Muddi’ Nielsen. Selv kendte hun kun et par stykker, resten var de unges venner fra byen og oplandet.

»De unge lærer hinanden at kende på tværs af årgange og byer,« indskyder Lene Klem.

Flere drenge er således startet til håndbold på grund af hemsen, og én er blevet frivillig i cafeteriaet.

Mange idrætsforeninger oplever en nedgang for håndbold, men i IFM er der tilgang. Christina ’Muddi’ Nielsen fortæller, at der sidste år kom hele 77 nye medlemmer, det vil sige børn og unge fra 2 til 15 år.

De nye medlemmer kommer hovedsageligt fra Ryomgaard og Auning.