Idrætsanlæg til 50 mio. kr. sat i gang med tørre hug: »Vi har næsten ikke snakket om andet i de seneste fem år«
Favrskov Kommune sætter gang i byggeriet af fodboldbaner, tennisbaner og petanquebane i Søften.
Favrskov Kommune og Søften GF har taget det første spadestik til etableringen af klubbens nye idrætsanlæg til 50 mio. kr. med kunstgræsbane, græsfodboldbaner, tennisbaner, en petanquebane og klubhus syd for Engdalsvej ved Præstemarkskolen.
Byggeriet har været undervejs i 10 år og er stødt på mange udfordringer, som har forsinket etableringen, så der var noget symbolsk over det første spadestik, der blev taget med besvær og skulle hjælpes lidt på vej i den tørre jord i udkanten af Søften.
Kommunen havde medbragt et par store dunke vand og hældt vandet ud over stedet, hvor borgmesteren, klubfolk og et par af klubbens unge fodboldspillere i fællesskab skulle stikke spaderne i jorden. Jorden var dog efter lang tids tørke stadig så hård, at der skulle flere forsøg til at få alle spaderne i jorden.
Bagefter satte borgmester Lars Storgaard sig op i en gravemaskine og tog med lidt hjælp et noget større spadestik i jorden, hvor arbejdet meget snart går i gang.
»Der har været udfordringer undervejs, men det bliver et fantastisk anlæg, når vi om nogle år er helt færdige og som noget af det sidste kan tage græsbanerne i brug,« sagde borgmesteren i sin tale til de fremmødte klubfolk og lokale borgere.
Formanden for SGF Fodbold, Thomas Bak, afslørede i sin tale, at klubben og kommunen i den lange proces nogle gange har været endda meget uenige, men at samarbejdet i de seneste par år er blevet rigtig godt, og han rettede en stor tak til Favrskov Kommune.
»Vi er vildt tilfredse og har glædet os helt vildt. Ja, vi har jo næsten ikke snakket om andet end det her anlæg i de seneste fem år,« sagde den tydeligvis meget glade fodboldformand.
Hvis alt går vel, kan kunstgræsbanen og tennisbanerne være færdige allerede om et halvt års tid, altså i slutningen af 2026.
»Det er altså lidt vildt at tænke på,« sagde fodboldformanden, inden han med en medbragt fløjte fløjtede ”kampen” i gang og opfordrede de fremmødte til at forsyne sig i den opstillede pølsevogn, som støtteforeningen SGF Venner havde sørget for.
Ikke opsættende virkning
Den seneste udfordring og udskydelse af idrætsanlægget skete, da der kom opmærksomhed på gældende støjregler fra 1984. Reglerne sidestiller støj fra idrætsanlæg med støj fra industrivirksomheder, og det kunne tvinge klubben og kommunen til at skulle etablere flere meter høje støjabsorberende vægge rundt om anlægget.
Favrskov Kommune og andre kommuner, DBU og DIF tog kampen op mod reglerne, der ifølge borgmester Lars Storgaard var åbenlyst urimelige og ikke gav mening. Det lykkedes at få miljøministeren i tale og få ham til at melde ud, at reglerne for idrætsstøj ville blive ændret. Herefter blev idrætsanlægget sendt i høring i foråret 2026.
Lars Storgaard oplyste i sin tale, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har modtaget to klager over det nye idrætsanlæg. Han glædede sig i den forbindelse over, at nævnet så sent som for et par dage siden har meddelt Favrskov Kommune, at klagerne ikke får opsættende virkning.
»Det betyder, at vi nu kan komme videre og med ro i sindet sætte gravearbejdet i gang,« sagde borgmesteren.
Kommunaldirektør Jan Kallestrup uddyber over for avisen, at nævnets nylige beslutning ikke betyder, at kommunen er ”home free.” Klagerne er endnu ikke behandlet, og hvis de ender med at få medhold, skal kommunen efterfølgende rette ind.
læser