Lørdag 29. april var der officiel indvielse af badepladsen ved Fussing Sø. Omkring 50 interesserede gæster var mødt frem for at lykønske kommunen med den nyistandsatte bro samt de omgivende arealer og ikke mindst toilet og saunahus der skal gøre det komfortabelt for de mange besøgende både sommer og vinter

Det er foreningen ”Fusserne – de søfriske”, som i samarbejde med Naturstyrelsen og Randers Kommune har vedligeholdt og udviklet faciliteterne ved Fussingø Badeplads. Med hjælp fra midler fra LAG og EU har de fået skabt de ideelle rammer, så badende gæster året rundt kan få en dukkert i Fussingø sø under behagelige former.
Dagen startede med tale af Skovrider Peter Brostrøm, der var fuld af beundring over det stykke arbejde de frivillige har lavet for at få stedet sat i stand. Derefter var det Peter Hansen fra LAG Randers-Favrskov, der fortalte om de sejre de frivillige har haft med tilblivelsen af området – og så var der en lille svada til kommunen over de gange, de frivillige må slås for at få noget igennem – men han pointerede dog, at denne gang var det lykkes.
Til sidst var det borgmester Claus Omann Jensen, der skulle tale og klippe den røde snor, og det gjorde han gerne. Han er fuld af beundring over, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre, hvis de frivillige slår kræfterne sammen. Han ville dog ikke selv en tur i bølgen, da han lige havde været i bad – sagde han.
Det var der derimod andre, der gerne ville. Badende fra vinterbadeklubben “Fusserne – de søfriske” hoppede efterfølgende en tur i vandet – blot et par minutter og derefter ind i den 70 grader varme sauna.
I 2015 var det kun muligt at benytte broen til badning, fordi de frivillige i foreningen havde repareret den faldefærdige bro. Året efter blev derfor lavet en ny bro, som nu står fiks og færdig. Badebroen er 20 meter længere end den oprindelige, så der nu er en vanddybde på over to meter for enden af den.
De frivillige har også lavet en sti til stranden og reparteret bænke, borde, toiletbygning, bålplads og brændeskur. En “sparegris” Møffe og en flaskepantcontainer er kommet til, så badepladsens brugere kan bidrage til de frivilliges udgifter til vedligehold. Det giver årligt cirka 7.000 kroner til materialer mm.

Badehus med faciliteter
I slutningen af 2016 blev badehuset med faciliteter etableret. Mange hundrede frivillige timer er lagt i projektet.
I marts 2017 startede ”de søfriske” en vinterbadeklub med sauna i det nye badehus, og allerede den første uge rundede klubben 75 deltagere.
Sammen med Naturstyrelsen har Fusserne søgt og fået midler fra Nordea, Lokale- og Anlægsfonden, LAG, Randers Kommune og Naturstyrelsens Grønne partnerskaber.