Cyklistforbundet og Randers Kommune opfordrer i en pressemeddelelse alle til at cykle til arbejde hver dag i maj sammen med kollegaerne i forbindelse med kampagnen ”Vi cykler til arbejde”.

»Den anbefalede daglige fysiske aktivitet svarer til at cykle tre km hver vej til og fra arbejde. Det er jo så lidt, der skal til. Hver gang en medarbejder skifter passiv transport ud med cykling, kan det ses på virksomhedens bundlinje på grund af sparede sygedage,« siger Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet.

Med sine konkurrencer, kagetrofæer og medarbejdersundhed bidrager Vi cykler til arbejde til en bedre arbejdsplads, mener arrangørerne selv.

»Når man kan gøre noget godt for sig selv, for miljøet og for fællesskabet på arbejdspladsen på en og samme tid, så rammer man plet. Og det er tilfældet i Vi Cykler til Arbejde. Jeg håber rigtig mange arbejdspladser i Randers Kommune vil tage udfordringen op og fylde cykelstierne i hele maj måned,« siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune