Jesper Buch forlader Aarhus-virksomhed uden sine penge
»Der er bare nogle løve-investeringer, hvor det ikke rykker, som det skal,« lyder det fra den kendte investor.
Jesper Buch skød 550.000 kroner i virksomheden Ildbordet i DR-programmet ’Løvens Hule’.
Men nu godt tre år senere er den populære eks-løve ude.
Til Finans.dk oplyser han, at han er gået med til sælge sin andel af firmaet, der til dagligt holder til i Aarhus N, for »ingenting«.
»Jeg synes egentlig, de har gjort en god indsats, men der er bare nogle løve-investeringer, hvor det ikke rykker, som det skal, og så er der ingen grund til, at vi sidder med ved bordet,« siger Jesper Buch til mediet.
Virksomheden, der laver borde med indbyggede ildsteder, blev stiftet i 2021 af Malthe Büttner og Sofie Schwartz. Her var det Malthe Büttner, der havde direktørposten.
Men nu har Malthe Büttners far, Hans Büttner, der har en baggrund som erhvervsmand og millionær, i stedet overtaget den fulde stemmeret i selskabet og posten som direktør.
Firmaet havde i 2022 en nettoomsætning på 9,6 millioner kroner og et årsresulatet der endte på minus 67.000 kr. før skat. Ifølge Jesper Buch, så har firmaet været ramt af usikkerheder i samfundsøkonomien, og det er bl.a. derfor, han nu er ude.