Fortsæt til indhold

Aarhus Kommune er træt af ny dagligvarebutik

I Aarhus Kommune har man planer om en butik i Spørring, derfor begejstrer planerne om en ny dagligvarebutik i Ødum ikke.

Aarhus

I Favrskov er planlægningen af en ny dagligvarebutik i Ødum i fuld gang. Den nye butik skal placeres på hjørnet mellem Mejlbyvej og Landevejen og bliver på 1.200 kvadratmeter.

Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune har netop godkendt en ny lokalplan og et tillæg til kommuneplanen for Ødum. Nu mangler sagen blot at komme forbi det samlede byråd i Favrskov.

Der er indkommet tre høringssvar til ændringerne af lokal- og kommuneplan. Det ene er fra Aarhus Kommune, som ikke er begejstret for den nye Ødum-købmand.

»Vi har gennem nogle år planlagt for en byudvikling af Spørring, der blandt andet udlægger areal til en ny dagligvarebutik. Der vil kun være 1,3 kilometer mellem butiksplaceringen i Ødum og den i Spørring(...) Vi har i forbindelse med planlægningen fået udarbejdet en detailhandelsanalyse, der belyser, om der vil være grundlag for en dagligvarebutik i både Ødum og Spørring. Analysen konkluderer, at en butik i Ødum væsentligt vil besværliggøre en lokal dagligvareforsyning i Spørring,« lyder det i hørringssvaret.

I Favrskov giver formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget, Nils Borring, ikke meget for Aarhus Kommunes indvending:

»I Favrskov er vi valgt til at varetage vores borgeres interesse, og det her er helt klart i vores borgeres interesse. Det gavner ikke kun Ødum, men hele Høst-området,« siger han.

Hiver Planloven ind

For at give mulighed for at bygge den nye dagligvarebutik er der lavet et tillæg til kommuneplanen, som ændrer Ødums status til at være et såkaldt lokalcenter.

Aarhus Kommune mener ikke »at det vil være i overensstemmelse med planloven at basere behovsgrundlaget for et lokalcenter på de fire landsbyer Ødum, Spørring, Hadbjerg og Selling. Det skyldes, at et lokalcenter alene skal betjene en begrænset del af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende, og at en enkeltstående butik alene er til lokalområdets daglige forsyning,« lyder det i hørringssvaret.

Hertil svarer Favrskov Kommune, at »lokalplanoplandet er afgrænset på baggrund af blandt andet dialog med Erhvervsstyrelsen.«