Fortsæt til indhold

Kriseramt skoles leder siger farvel efter halvandet år

Sødalskolen skal nu have tredje skoleleder på knap to år. Bestyrelsen kalder det et stort tab for skolen.

Aarhus

Sødalskolen i det vestlige Aarhus kæmper med et faldende elevtal og skal nu også kæmpe med at få en ny leder med om bord.

Den nuværende leder, Irina Frello Hansen, der blot har været ansat i halvandet år, stopper på skolen.

Det bekræfter hun i en mail til avisen, hvor hun også skriver, at hun skal være skoleleder på Solbjergskolen.

Nyheden om hendes farvel kommer som en overraskelse for skolebestyrelsen, der har været rigtig glad for skolens udvikling, siden Irina Frello Hansen tog over i april 2023.

»Jeg havde ikke set det komme. Vi har været meget glade for Irina (Frello Hansen, red.) som skoleleder. Det er enormt ærgerligt, at hun har truffet den beslutning, og det er et stort tab for skolen,« siger Ihssane Bokada, der er formand for skolebestyrelsen.

Mangler stabilitet

Sødalskolen har været inde i en turbulent periode med udskiftning af både skoleleder, udskolingsleder og flere andre medarbejdere i foråret 2023. I skoleåret 2022/2023 faldt elevtallet med hele 65 elever.

I august i år kom en udmelding fra Magistratsafdelingen for Børn og Unge, om at man planlagde at lægge skolen sammen med Ellehøjskolen, og dermed fra 2026 lukke skolen på Louisevej. Den sammenlægning blev dog afblæst, men usikkerheden nåede at få endnu flere elever til at sige farvel til skolen.

»Det er klart, at vi har mistet nogle børn, når sådan en lukning har været på tale. Det har ikke gjort noget godt for skolen. Vi har også sagt farvel til et par medlemmer af skolebestyrelsen. Og så er det ekstra ærgerligt, at vi ikke får den stabilitet, vi har brug for. Men nu igen skal have ny skoleleder,« siger skolebestyrelsesformanden.

En konstitueret leder forventes præsenteret i dag mandag.