Med håb i hånden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden dag var jeg i Brugsen i Hammel, og her bemærkede kunden foran mig, at de nu har fjernet de plexiglas, der blev sat op under Corona-nedlukningen for at beskytte ekspedienterne. Og som kunden sagde: »Vi kommer tættere og tættere på ”normale tilstande”«.

Dét og at påsken står for døren, får mig til at tænke på en historie, jeg skrev for tre år siden. Her arbejdede jeg som hospitalspræst i Viborg og var tilknyttet det nyoprettede isolationsafsnit for patienter, der var blevet smittet med covid-19-virussen.

April 2020: Samtale

Vi var stille en stund. Han kiggede op i loftet. Så sagde han pludselig:

»Tror du, Kristus vil tage imod mig?«

Han kiggede på mig, jeg tror, han havde tårer i øjnene.

Jeg smilte til ham, men jeg ved ikke om han kunne se det, for FFP3-masken dækkede jo halvdelen af mit ansigt og beskyttelsesbrillerne resten. Jeg forsøgte at smile med øjnene, før jeg svarede:

»Hvis ikke Kristus skulle tage imod en mand, der tænker sådan på sit sygeleje, hvem skulle han så tage imod?«

Han smilte lidt, så meget som han turde. Det var jo trods alt hans frelse, vi talte om. Så var vi stille igen. Det eneste, der hørtes, var de ekstra liter ilt, som konstant blev blæst ind i næsen på ham.

Det var første gang, jeg besøgte ham.

Ved næste besøg var det som om, vi var gamle bekendte. Vi talte om hans ensomhed ved at være isoleret og om hans frygt for, at hans kone gennem 43år også var blevet smittet. Indtil videre var det kun ham, som var syg.

Han mente bestemt, at en frisk fadøl med koldt skum ville hjælpe. Jeg grinte og svarede i sjov:

»Ja, så ville du være hjemme i løbet af et par dage.«

Pludselig sagde han:

»Ja, man er jo ikke den første, der skal prøve det. Det er der jo mange, som har prøvet før mig.«

»Prøvet hvad?« spurgte jeg overrasket.

”At skulle dø… Jeg er ikke bange for at dø, jeg er bange for at miste livet”. Han kiggede ikke på mig. Så vidste jeg, at det var svært for ham at tale om. Hans øjne var fæstnet på familiebillederne, som var sat op på væggen overfor sengens fodende.

Mit tredje besøg var påskemorgen. Der var ingen tomme grave på isolationsafsnittet. Tøjet på. Sprit af. Engangskitlen skal bindes i siden. Sprit af. Tommelfingeren presses igennem kitlens ærme, så skiller handsker og ærmer ikke. Handsker på. Fejl. Handsker af, kassér. Sprit af. FFP3-maske på, klem bøjlen ned om næsen. Sprit af. Og så handsker.

Jeg havde hænderne fulde, da jeg endelig trådte ind. En påskelilje. Oblater og rød saft. Og det bedste, en kop med øl.

Han var en anden. Talte ikke meget. Han grinte, da jeg gav ham øllen, men den var ikke rigtig, sagde han. Han faldt i søvn under indstiftelsesordene, han plejede at mumle med i kor, mere sikkert end jeg selv kunne ordene. Jeg lod som ingenting, for jeg ville ikke gøre ham forlegen. Han vågnede hurtigt og tog imod oblaten.

Efter talte vi lidt. Han talte ikke meget. Han gentog med vrede i stemmen, at han ikke kunne forstå, hvorfor det skulle tage så lang tid. Tredje gang han sagde det, råbte han næsten. Jeg spurgte:

»Er du vred?«

Han kiggede væk:

»Min kone er testet positiv.«

Derefter smed han mig høfligt, men bestemt ud og sagde, at vi taltes ved næste gang.

Det blev ikke til et fjerde besøg.

Tårer i øjnene

Dette er en fiktiv historie med inspiration fra mine oplevelser på isolationsafsnittet. Jeg troede, at det vigtigste jeg havde i hånden på mit sidste besøg på isolationsafsnittet, var en øl, men det viste sig ikke at være sandt. For nogen tid efter mødte jeg en sygeplejerske fra samme afsnit. Hun stoppede mig på gangen og takkede mig med tårer i øjnene. Det havde været hårdt for hende og hendes kollegaer, ikke bare at skulle arbejde under det nye pres, som den, på daværende tidspunkt, næsten ukendte virus spredte, men også at tømme og rengøre stue efter stue efter afdøde patienter. Men da de var kommet ind på den pågældende stue, stod der midt på bordet en gul påskelilje og lyste op, fortalte hun.

Tre år er der gået og meget er der sket siden – men vi er ikke kommet tættere på ”normale tilstande”, og jeg tror aldrig, vi gør det. Vi lever i en verden hvor Corona stadig dræber, der er krig, usikker økonomi og klimaet har det værre end nogensinde før. Som håbet på bunden af Pandoras æske, gjorde påskeliljen det tåleligt for sygeplejerskerne at leve i den nye virkelighed, Corona havde bragt. Jeg bar håbet, uden at vide det, og sådan kan vi mennesker bære hinandens håb, helt uden at vide det. For der findes stadig håb i verden, uanset om det er en manglende plexiglasrude, en forårsblomst på det rigtige sted, eller om det er påskens store begivenheder: Det handler bare om at finde det – måske sidder du allerede med det i hånden, helt uden at vide det.