Fortsæt til indhold

Først og fremmest har jeg ikke tilbudt at mægle i denne konflikt, Annette Klit

Debat
Michael Stegger Jensen (A)Syddjurs borgmester:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar på åbent brev til borgmesteren.

Kære Annette Klit

Du har henvendt dig direkte til mig i læserbrev omkring Molslaboratoriet, hvor du beskriver en række forhold, som jeg ikke kan genkende.

Først og fremmest har jeg ikke tilbudt at mægle i denne konflikt. Mit eget motiv for at prøve at lytte til de forskellige parter er at opfordre til at holde en god og redelig dialog. Det er det fortsat.

Først og fremmest har jeg ikke tilbudt at mægle i denne konflikt

Jeg oplever tonen som helt unødvendig skarp, og jeg ved fra henvendelser til mig, at der er flere sager, hvor både borgere og ansatte har oplevet truende adfærd og fysiske konflikter. Det tager jeg naturligvis afstand fra, uanset hvem der står bag, og uanset hvilken side af konflikten det kommer fra.

Det er ganske rigtigt mig, som har taget initiativ til at invitere Bo Skaarup til en orientering af byrådet. Det var første skridt og på mandag den 12. juni har jeg inviteret dyrlæge Jens Kristoffersen, der er en kendt kritiker af rewilding. Ligesom Bo Skaarup får han en time med oplæg og efterfølgende spørgsmål fra byrådet. Mit ønske er at gøre byrådet klogere på en konflikt, der fylder en del i kommunen.

Jeg vil i den forbindelse henvise til mit forrige læserbrev.

Jeg vil minde om, at kommunen ikke er myndighed i denne sag, men at jeg føler et ansvar for at opfordre til en fornuftig adfærd fra alle parter – selvom der er mange følelser på spil.

Du er velkommen til at ringe/skrive til mig, hvis du ønsker yderligere information.