Fortsæt til indhold

Debat: Rute 26 skal ikke begraves

Debat
Mette NøhrByrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er fuldstændig uenig med Morten Lindgaard Jensen, der forleden anbefalede, at vi af hensyn til klimaet begraver Rute 26. Bilerne forsvinder jo ikke, bare fordi vi dropper den nye motortrafikvej. Folks behov for at køre på arbejde, børnene i skole og til fritidsaktiviteter forsvinder heller ikke, selv hvis vi vælger at droppe projektet. Når alt kommer til alt, er det nok begrænset, hvor meget Rute 26 påvirker klimaet.

Morten Lindgaard Jensen skrev i sit indlæg, at »Det må være vigtigere, at vi ikke tørrer eller regner væk, end at vi hurtigt kommer fra A til B«. Jeg deler ikke sortsynet. Jeg synes, at vi i stedet for at søge ly i jordhulen skal bruge krudtet på at udvikle biler, der belaster klimaet mindst muligt.

Der er væsentlige argumenter, der taler for en ny vej. Den eksisterende Viborgvej er for længst forældet, og den er på ingen måde svaret på nutidens trafikale udfordringer. Vi skal have fjernet den massive og støjende trafik fra byer som Lading og Voldby, og vi skal sikre, at man kan komme hurtigere og lettere mellem Aarhus og Hammel – det vil være godt for både borgere og virksomheder.

Vejdirektoratet har lavet en prognose for den lokale trafik i 2040. Direktoratet forudser, at der hvert døgn vil køre 15.900 biler/lastbiler på den nye Rute 26. Man forudser også, at den nye Rute 26 vil aflaste Viborgvej mellem Sabro og Hammel med knap 10.000 biler/lastbiler i døgnet.

Det vil sige, at hvis vi følger Morten Lindgaard Jensens forslag om at droppe Rute 26, så vil den nuværende Viborgvej skulle håndtere de 10.000 biler oveni i den trafik, som der fortsat vil være på Viborgvej.

Jeg mener ikke, at vi skal begrave Rute 26. Tværtimod. Vi skal derimod fremrykke projektet. Det er ikke noget, vi kan beslutte i Favrskov Byråd, men vi kan påvirke landspolitikerne, og det gør jeg, hver gang muligheden byder sig.