Sådan sænker vi den livsfarlige CO2-forurening og skaber samtidig et samfund med bedre trivsel
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Den danske levevis udleder måske 50 gange mere CO2, end den burde, fordi vi er grebet af et vedvarende og meget skadeligt forbrugsmisbrug. Vi knokler som gale for at få endnu mere rigdom, men folk får PTSD og går ned med stress. Alene i de sidste 10 år er antallet af personer med ADHD steget med 83%, angst er steget med over 67%, spiseforstyrrelser er steget med over 25%, depressioner er steget med 22% og den næsthyppigste dødsårsag for børn i 3. og 4. klasse er selvmord. Desuden har hvert 6. barn indtil 17 år så alvorlige psykiske lidelser, at de er behandlingskrævende. Med vores misbrug svigter vi vores børn og vi svigter os selv.
FNs generalsekretær trygler os gang på gang om at sænke vores CO2-udledninger, men vi ignorerer det og udleder endnu mere. SÅ STOP DOG! Kloden kan ikke tåle, at vi lever, som vi gør. Det er et krav fra Moder Jord, at vi holder op! Hører vi ikke efter vil alle pattedyr og alle fiskearter uddø.
Hamsterhjulet tvinger os til at overlade vores børn til andre om morgenen, hente dem om eftermiddagen, købe ind, lave mad og synke trætte om, når der endelig er ro i huset. Den store bil i garagen, ferieturen til Tenerife og mange andre ting er alt for dyrt betalte.
FRA STAUNING TIL KRAG. I perioden fra og med Stauning til og med Krag oplevede arbejdere uden uddannelse og lav indtægt en bred anerkendelse i samfundet, samtidig med, at de blev trukket ud af små, ofte uhumske boliger i byerne og ud i lyse forstadslejligheder. Perioden var præget af en trygheds- og fællesskabsfølelse. Vi følte, at vi alle var en del af succesen, at vi alle var en del af noget større. Der var stadig problemer, men livskvaliteten var generelt høj, da velfærdsstaten var på toppen.
Samtidig med, at vi kom i EF, oplevede vi et mentalt skift. Naboen, der før var vores kollega, blev nu vores konkurrent. Tidligere identificerede vi os som borgere, nu ændredes det sig, så vi blev forbrugere. Vi ”blev noget” gennem vores forbrug. Den lykkelige familie, børnene og trivslen forsvandt ud af fokus og bilen og boligen blev statussymboler.
Nu står vi overfor at skulle ændre vores samfund igen. Sidste gang, for godt 50 år siden, kastede vi os over guldet. Denne gang er det en bunden opgave, idet vi er ved at ødelægge vores livsbetingelser. Vi skal have lært at sige nej til nogle ting som smarte reklamer har fortalt os, at ”vi har fortjent” eller som er ”helt uundværlig i en travl hverdag”. Det er nærmest din pligt at bruge penge på ting, du overhovedet ikke har brug for.
Vores samlede forbrug udleder 3-4% af al den CO2, vores klode kan nå at optage, så det kan mærkes, når vi sænker vores udledninger. Som sagt er det også livsnødvendigt og lad os så samtidig gøre noget godt helt for os selv. Lad os lave et samfund, hvor vi sætter øget fokus på de nære værdier og hvor arbejdet aldrig mere bliver et mål i sig selv. Vi skal bruge de samme værdier som skabte succesen med velfærdssamfundet: at det er i fællesskabet vi finder, at vi er vigtige, at vi oplever, at vi, hver især gør en forskel, at vi alle er en del af noget større og at det, at vi er enige om retningen, sikrer os succesen.
SÅDAN GØR VI. De fleste af os har aldrig prøvet andet end hamsterhjulet og måske skulle du prøve en uge helt alene i et sommerhus uden mobiltelefon eller andre hjælpemidler? Du skal ikke have andet at lave end at spise og sove, gå ture og sidde og stirre lige ud i luften eller måske skrive dine tanker ned. Hvis du ikke kan det, kan du lægge din mobiltelefon væk i en uge. Afsæt 120 sekunder f.eks. kl. 20 til at orientere dig på den og læg den så væk igen til i morgen. Nu får du masser af tid til at tænke grundigt over dit liv og finde ud af, hvad du selv mener, er et godt liv. Du er i færd med en afvænning. Vi taler så meget om, at man drikker for meget, ryger for meget, tager stoffer og den slags, men dit liv er også en afhængighed, en forbrugsafhængighed. Du kan godt leve anderledes.
Du behøver ikke at flyve på ferie til Mallorca. Der kan være meget mere værdi i nogle lange cykelture med familien. Hvad med tøjet? Vores tøjkøb udleder mange millioner tons CO2 hvert år, fordi vi hele tiden køber nyt. Det vrimler med genbrugsbutikker og de har ofte kæmpeudvalg og flere små virksomheder syr nye modeller af stof, der tidligere er brugt til andet. Genbrugsudvalget udleder ikke mere CO2. Byt ugeblade eller avisen med naboen, sig nej til reklamer i postkassen og lad være med at lade dig friste, når du ser på vinduer. Med andre ord: lad pengene blive i pungen.
DU VINDER VED AT UNDVÆRE. Undervejs vil du opdage, at dit liv er ved at få en anden værdi. Din vægtning skifter til trivsel og du bliver meget mere opmærksom på nærhed og de værdier man ikke kan købe for penge.
Når vi er tilstrækkelig mange der har valgt det gode liv, vil samfundet begynde at ændre sig. Butikker vil lukke og andre opstår. Mange ”livsnødvendigheder” vil falde væk. Du skal dog være klar over, at vores regering vil gøre næsten alt for at beholde dig i hamsterhjulet. Lad dig ikke friste eller true! Bliv sammen med os andre! Det meste af den CO2, vi udleder, er styret af staten og lige nu er staten helt ligeglad med udledningerne, den begår forræderi imod sine egne borgere. Det haster så voldsomt at standse udledningerne og alligevel stiger de hele tiden. Når vi holder sammen, bliver regeringen tvunget til at ændre politik.
Husk, at vi alle er en del af noget større! Det er i samhørigheden, vi finder de ægte værdier.
DET POLITISKE FORRÆDERI. Men så kommer det store spørgsmål: VIL VI? Er vi overhovedet interesserede i at undgå disse katastrofer? Bilder vi os ind, at netop vi, som omtrent den eneste lille plet i hele verden, IKKE bliver ramt hårdt af det her? Hvorfor tror vi ikke på klimavidenskaben? Hvorfor protesterer vi ikke, når vores politikere lyver, hvorfor lader vi vores lokale folketingspolitikere slippe godt fra IKKE at svare på de vigtige spørgsmål der var formuleret i artiklen i Adresseavisen d. 14. august: ”Kære politikere. Fuglesangen er forstummet – vil I fortsætte kursen på motorvejen.” og nu, vi er i gang: hvordan skal klimaloven egentlig forstås? Jeg spurgte også Sigurd Gammelgaard der modigt, måske lidt overmodigt annoncerede stærke, lokale klimastemmer, men det var nok en anelse for svært at svare på. Lad os nu se, om vi kan få Leif Lahn Jensen, Alex Vanopslagh, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Boje Mathiesen til at svare direkte på spørgsmålene og argumentere for svarene denne gang eller om de vælger at snakke uden om eller igen vælger løgnens tavshed.
Men, under alle omstændigheder, kære medborger, beslut dig. Du kan jo selv se, hvad der sker rundt om i verden, når politikerne ikke tager klimakrisen alvorligt.«