Ventetid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Ja men mor, du har jo åbnet din kalender i dag,« lød det fra barnet, der sad ved køkkenbordet og tegnede. Telefonen ringede i præstegården, det var en henvendelse omkring en dåbssamtale, og jeg vender mig om og siger »jeg skal lige finde min kalender.«

Situationen oplevede jeg, da min søn gik i 2. klasse for mange år siden, men den er sigende for den tid, vi er i nu, adventstiden. For der er noget, der går i utakt i tiden.

For den voksne er kalenderen, det sted, hvor alle aftaler står. Men for min søn var kalenderen den broderede klokkestreng med 24 gaver, eller chokoladekalenderen, hvor vi hver havde fået en af farmor, og hvor han vidste, at min var blevet åbnet den dag.

Vi voksne lever i kalenderåret, der snart løber ud. Kalenderen kan ikke altid slå tid, den bliver hurtig fyldt med aftaler og planer. Men barnet befinder sig, måske uden at vide det, snarere i kirkeåret, hvor 1. søndag i advent er nytår, og hvor det hele lige er begyndt og tiden kommer. Adventstid er ventetid. Fyldt af profetier om det vi venter på og glæder os til.

I år har min adventsbog været ”En tid ” af Knud Sørensen fra 1997. Bogen har jeg genlæst i kirkens litteraturkreds, hvor vi som adventsafslutning har talt om denne smukke bog.

Bogen er et underspillet billede af livet i landsamfundet, hvor man trods afstanden mellem husene kan være meget tæt på hinanden. Her sker næsten ingenting, men den måde dette næsten ingen ting skildres på er ret suveræn. Ingen må tabe ansigt. Forfatteren har givet sig selv den udfordring at skrive på en måde, så det vigtigste ikke nævnes med ord. ”Vi har ikke noget i mod at folk har hemmeligheder. Vi skal bare kende dem” hørte jeg ham engang sige i et interview.

Man læser om drengen Jakob, der vokser op uden at kende til sin far og med klar fornemmelse af familiehemmeligheden, uden at kende den. Han lever i en ventetid. Sandheden kender han ikke, han lever med sladderen, der præger ham og gør ham ensom.

Pludselig brydes ensomheden for en stund. For Jakob kommer til at bladre i en bibel og pludselig ser han det: »Og også Josef gik op fra Galilæa, fra byen Nazareth til Judæa til Davids by, som kaldes Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin trolovede som var frugtsommelig«. ”Sin trolovede”, de var altså ikke gift, hvorfor har han aldrig lagt mærke til det? Både han og Jesus havde forældre, der ikke var gift”. For Jakob bliver det en erkendelse, der farver hans tid. ”Mærkeligt at tænke sådan. Måske også lidt farligt, i hvert fald skulle man holde sin mund med det, det var han godt klar over. Men hvor var det godt at være to”.

»Hvor var det godt at være to«. Det er adventsord, der svarer på det, vi længes efter. Pludselig kan gensynet med kendte ord farve vore tid, så vi mærker at vi ikke er alene, uanset vores hemmeligheder og hårde vilkår.

Ligesom børns nærvær og evne til at længes og glæde sig, kan rive os travle voksne ud af kalendertids-tyranniet og ind i en verden, der allerede er åbnet.

Glædelig advent.