Fortsæt til indhold

Inklusionskludder - en central model vil svække skolernes økonomi, Jesper Yde Knudsen

Debat
Casper Grud NielsenSyddjurs Byråd (A)
Michael Stegger JensenSyddjurs Byråd (A)
Kirstine BilleSyddjurs Byråd (F)
Riber Hog AnthonsenSyddjurs Byråd (V)
Christoffer PedersenSyddjurs Byråd (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar til Jesper Yde Knudsens debatindlæg om inklusion den 3/12.

Enhedslisten, Konservative og Radikale har sammen foreslået en ny centraliseret model for økonomien på specialområdet, som naturligt har kastet en politisk debat af sig.

Læser man Jesper Yde Knudsens seneste debatindlæg, kan man hurtigt få indtrykket af, at vi ser meget forskelligt på inklusionsindsatsen her i kommunen. Det skyldes dog, at hans argumentation er en noget rodet omgang. Så tillad os at gøre endnu et forsøg på at rydde misforståelserne af bordet: Vi er meget store tilhængere af en rummelig og inkluderende folkeskole, hvor der bliver taget hensyn til det enkelte barns behov. Det kræver at skolerne har de nødvendige kompetencer og resurser til at skabe gode rammer for at inkludere hvert enkelt barn i fællesskabet.

Vi er også meget store tilhængere af, at de børn, der efter skolens vurdering vil få mest gavn af et specialtilbud på Pindstrupskolen, skal have dette - og ikke inkluderes for enhver pris.

Vi er også meget store tilhængere af, at de børn, der efter skolens vurdering vil få mest gavn af et specialtilbud på Pindstrupskolen, skal have dette - og ikke inkluderes for enhver pris.

Det kan Jesper Yde næppe være uenig i, så lad os bare begrave den diskussion.

Men vi er ikke tilhængere af at tage penge fra skolerne til at finansiere en ny central pulje. Enhedslisten, Konservative og Radikale skriver i sit forslag til en ny model at:

»…udgifterne til skolerne vil samlet set blive på det samme niveau som med den gamle model.«

Når partierne ikke er villige til at lægge nye penge på bordet, så bliver konsekvensen af forslaget, at det er den enkelte skole, der skal betale for at finansiere drømmen om en ny centraliseret pulje til at afholde udgifterne til Pindstrupskolen. Hvor skal pengene ellers komme fra?

Med forslaget mister skolerne altså penge, som i dag går til at understøtte inklusionen på den enkelte skole gennem f.eks. tolærerordninger, hjælpeklasser og andre mellemformer, til en central pengekasse, som et nyt centralt visitationsudvalg skal råde over.

Det er i vores øjne den helt forkerte vej at gå. I stedet ønsker vi at fortsætte med at styrke skolerne økonomisk og kompetencemæssigt til at understøtte inklusionen. Men pengene skal da selvfølgelig ud at arbejde på de enkelte skoler!

Det gjorde vi netop med det seneste budgetforlig, hvor et enigt byråd tilførte penge til skolernes inklusionsarbejde gennem tildelingsmodellen. Dermed kommer pengene ud og gør en forskel på de enkelte skoler.

Lad os da fortsætte dét spor sammen. Så vi styrker skolerne med økonomi og kompetencer til at gøre det, de har fået til opgave: At skabe rummelige læringsfællesskaber med øje for den enkelte.«

Debatindlægget er skrevet med opbakning fra samtlige medlemmer i de partiers byrådsgrupper.