Nok er nok - Kalø Godslandskab skal fredes nu!
Argumentet om tab af frugtbar landbrugsjord vejer ikke tungt, når vi ser på den overordnede nødvendighed af at omlægge en stor del af Danmarks dyrkede jord, mener debattør.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Lad os slå fast: Det er staten, altså det store fællesskab, der ejer jordene til Kalø Gods. Derfor betyder en fremtidig fredning heller ikke, at der skal eksproprieres. Ingen private lodsejere vil blive berørt. Fredningen af området, der strækker sig helt nede fra Kalø Vig og ud til motortrafikvejen, vil i det store billede bidrage til at genskabe den uforstyrrede natur og biodiversitet, som vi har ødelagt.
Derfor er det forstemmende at læse argumenterne mod at frede området. Jørgen Ivar Mikkelsen, land- og Venstremand, begræder, at den frugtbare landbrugsjord ikke kan dyrkes længere, hvis området fredes. Men faktum er, at en stor del af den dyrkede jord i Danmark skal omlægges. Det gælder ikke kun de marker, som landbruget ønsker at vælge fra, fordi udbyttet er for lavt, og gennemsivningen af tilførte næringsstoffer er for stor.
Området nordøst for Store Baunehøj har i alt for mange år været en ensidig, gold ”ørken”. En plantemæssig monokultur, hvor store landbrugsmaskiner med jævne mellemrum gør det endnu vanskeligere at finde levesteder for viber, lærker, agerhøns, harer, insekter, sommerfugle og andre levende væsener i det smukt, kuperede landskab, hvor en lille, dyb sø er den uundværlige livsnerve og ydermere hvilested for fugle på træk.
Hvordan kan Rønde Distriktsråd ignorere Kommunerapporten 2023?
At jægerne finder fredningen stærkt begrænsende for forsøg med beplantning og ”jagtobjekter”, og at landbrugsskolen kun har interesse i bygningerne, hvis der ikke fredes? Mon ikke interessenterne kan finde plads til deres aktiviteter andetsteds? Der er rigeligt at tage af. Som historiker har jeg i øvrigt meget svært ved at se værdien i at skulle bevare et ”enestående” godslandskab som Kaløs. Det er for længst lagt i graven. Tag til den sydlige del af Samsø, hvis den type landskaber har interesse!
Mest uforståelig synes Rønde Distriktsråds modstand, begrundet med, at fredningen vil stoppe Røndes ”udvikling” mod nord og lukke byen inde. Nu er ”udvikling” i 2024 ikke lig med mere af det samme som flere udstykninger, mere asfalt. Hvordan kan Rønde Distriktsråd ignorere Kommunerapporten 2023? Beregninger viser, at der de kommende 25 år vil opstå et boligmarked med knap 400.000 usælgelige parcelhuse, som ejerne kan være stavnsbundne til. Jeg har svært ved at se Syddjurs slippe udenom den udvikling, og der er i øvrigt rigeligt med potentielle byggegrunde i kommunen. I stedet bør man renovere og tilpasse den eksisterende boligmasse til den voksende gruppe af ældre borgere, der får behov for mindre boliger og et trygt nærmiljø. Som politiker i Syddjurs må det være et økonomisk og socialt skrækscenarie, hvis mange ældre, enlige og par kommer til at bo spredt og isoleret i vores geografisk noget diverse kommune.
Rønde har en enestående beliggenhed og en natur, som vi ønsker at bevare. Store Baunehøj er en unik attraktion, der ikke skal ødelægges og slet ikke af en komplet undværlig ”omfartsvej” fra Smouenvej til Flintbakken. Kaløs jorder bør fredes og udvikles som et værdifuldt, rekreativt område, hvor vi kan være med til at genskabe den natur, som vi skylder vores børn, børnebørn og de følgende generationer.«