Bliver administrationen pludselig politikere?
Syddjurs Kommunes administration udløser tilsyneladende kontrovers med skarp kritik af den fredning, som Danmarks Naturfredningsforening har rejst i forhold til godslandskabet ved Kalø.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) har rejst fredningssag for Kalø Godslandskab, men står tilsyneladende over for en skarp afvisning fra Syddjurs Kommunes administration.
Mens DN insisterer på nødvendigheden af at bevare områdets unikke natur- og kulturarv, argumenterer administrationen imod fredningen.
Det fremgår af dagsordensteksten til Natur-, teknik- og miljøudvalgets (NTM) møde 9. april 2024.
DN betoner vigtigheden af at beskytte Kalø Godslandskabs unikke træk, herunder Slotsruinens majestætiske fremtræden og de gamle skoves biodiversitet.
DN insisterer på, at fredningen er nødvendig for at forhindre forringelse af områdets værdier og styrke biodiversiteten.
Ikke nødvendig
Administrationen i Syddjurs Kommune modsætter sig imidlertid DN’s argumenter og anfører en række forhold, der taler imod en fredning.
Administrationen hævder, at området allerede er tilstrækkeligt beskyttet gennem eksisterende ordninger som Natura 2000-områder og landbrugsinteresser.
Administrationen fremhæver også bekymringer om potentielle begrænsninger for lokaludviklingen i Rønde og mener, at fredningen ikke er nødvendig.
Statslig jord
Kalø Godslandskab strækker sig over et betydeligt areal, som er af afgørende betydning for både natur- og kulturarv, mener DN. Samlet set udgør dette et areal på omkring 815 hektar, hvoraf stort set samtlige hektar er ejet af staten.
Inden for dette område findes en mangfoldighed af naturtyper, herunder gamle skove som Hestehave Skov og Ringelmose Skov, strandenge, kystlinjer og landbrugsflader. Denne variation i landskabet giver levesteder for et rigt dyreliv og et væld af plantearter, hvilket gør Kalø Godslandskab til et vigtigt naturområde med høj biodiversitet, påpeger DN.
Det store område, der er omfattet af Kalø Godslandskab, gør det til en væsentlig del af det lokale landskab og en vigtig ressource for både natur- og kulturarven i området. Det er derfor af afgørende betydning at sikre, at dette område bevares og beskyttes for kommende generationer, argumenterer DN.
Politiserer administrationen?
Natur-, teknik- og miljøudvalget (NTM) består af følgende:
Kim Lykke Jensen (F), Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V), Bjørn Jensen (C), Anita Søholm (A) og Jesper Yde Knudsen (Ø).
Førstnævnte er formand.
Det store spørgsmål er, om kvintetten mener, at administrationens anbefalinger er i tråd med, hvad et politisk flertal mener?
Adresseavisen har talt med flere fra ovennævnte kvintet. De vil imidlertid afvente udvalgsmødet, før de udtaler sig.
Af ovennævnte har kun Jørgen Ivar Mikkelsen været ude med riven efter Danmarks Natufredningsforening i form af et par debatindlæg i Adresseavisen.
Heri skriver han bl.a.:
»Danmarks Naturfredningsforening har fremsat forslag om, at frede 815 ha omkring Kalø Gods. Det vil i praksis standse al udvikling omkring Rønde i løbet af en årrække. Rønde By vil herefter være spærret inde af Randersvej mod vest, Motortrafikvejen mod nord og fredningen mod syd og øst.«
Argumenter der er helt i sync med den kritik, som Rønde Distriktsråd har været ude med.
Jørgen Ivar Mikkelsen fremhæver i sit debatindlæg, at »Venstre kommer til at kæmpe for at Røndes udviklingsmuligheder bevares, samtidig med at de smukke og ikoniske bygninger omkring Kalø Gods sikres for fremtiden.«
Bygningerne er ikke med i fredningsforslaget, har Adresseavisen påpeget overfor Jørgen Ivar Mikkelsen. Til det svarede han:
»Jeg er klar over, at bygningerne ikke er med i fredningsforslaget - men som jeg skriver, er det dem der lokalpolitisk har været fokus på at sikre. Ikke at udlægge Djurslands bedste produktionsjord til natur med tvivlsom naturpotentiale.«
Står Ivar alene?
Det er imidlertid forventeligt, at Jørgen Ivar Mikkelsen kommer i mindretal i udvalget, fordi Kim Lykke Jensen, Jesper Yde Knudsen og Anita Søholm forventes at bakke op om fredningsforslaget.
Det kan meget vel tænkes, at Bjørn Jensen, Konservatives kulturkonservative ankermand, der tegner Konservatives grønne profil, bl.a. som bestyrelsesmedlem i Kolindsunds Venner, vil gøre det samme.
Det bliver alle klogere på efter tirsdagens udvalgsmøde.
Her skal Natur-, teknik- og miljøudvalget samt Erhvervs- og planudvalget (hvor sagen også er på) godkende Syddjurs Kommunes foreløbige bemærkninger om fredningen af Kalø Godslandskab.
Disse bemærkninger skal sendes til Fredningsnævnet senest den 12. april 2024.