Fortsæt til indhold

Debat: Bundsgaards havnesag - skal aarhusianerne virkelig bruge fire gange så mange varer?

Debat
Viggo JonasenTidl. byråds- og havneudvalgsmedlem for Enhedslisten, nuv. byrådssuppleant (UFP) Hørgårdsvej 18, 8240 Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus byråd havde 25. september en debat om havnedramaet. Sælsomt at høre for en gammel byrod.

EL har foreslået, at byrådet tager mod APM terminals’ tilbud om dialog, men havneudvidelsespartierne afviste forslaget.

Mette Skautrup (K) med ordene: “Borgmesterens Afdeling har en kontakt og dialog med virksomheder, der har base i Aarhus. Så derfor har de selvfølgelig også haft en kontakt med Mærsk”.

Pudsigt, når Mærsk selv skriver til byrådet om mangelfuld og uprofessionel dialog.

EL har foreslået: “I kommissorium for den eksterne undersøgelse af forløbet frem til vedtagelse af havneudvidelseslokalplanen undersøges den manglende dialog mellem havn og Teknik og Miljø - og mellem havn, Mærsk og Teknik og Miljø”.

Alle er enige om, at havneudvidelsesbeslutningen er kørt galt. Men – hvad skal undersøges? Mette Skautrup (K) og Jacob Bundsgaard (S) mener IKKE, at den eksterne undersøgelse skal finde begåede fejl eller ansvarlige for fejlene. Den skal se fremad.

Så’n lidt lige som Lars Løkke Rasmussen efter tømningen af Moderaternes politiske sekretariat: “Der har IKKE været sexchikane. Og nu ser vi fremad”.

Blandt ellers relevante spørgsmål, som undersøgelsen måske IKKE skal søge besvaret, er for eksempe.:

  • Skulle borgmesteren og havnedirektøren have taget Mærsks i 2020 annoncerede fremtidige feederskib-betjening af Fredericia - Aarhus - Kalundborg – Helsingborg – Halmstad, med Bremerhaven som start- og slutsted, i betragtning ved vurderingen af Aarhus Havns fremtid og strategi?
  • Skulle de to have kritiseret, at “markedsanalysen” end ikke nævner Bremerhaven som mulig konkurrent?
  • Skulle de to have taget fagfolks udsagn om effektiviseringspotentiale på containerterminalen alvorligt ved vurdering af udvidelsesbehov?
  • Og ikke mindst: Skulle de to have bragt disse forhold op i havnebestyrelsen?

“Se frem – ikke finde fejl”. Eller som man siger i England: “The king can do no wrong”.

Møderne i havneudvidelsesforligskredsen har været mørklagt. Det beskrev Jakob Søgård Clausen (DD). Men det er i forligskredsen, man beslutter, hvad der (ikke) skal undersøges i den eksterne undersøgelse. Sagde borgmesteren.

Bagefter kan byrådet så få lov at kartoffelstemple havneudvidelsesforligskredsens beslutning -altså godkende kommissoriet. Og det vil nok ske i et byrådsmøde, som ingen gider referere, fordi forligspartierne opretholder tavshed over for kritik.

En af de vigtigste demokratiske opgaver for byrådet er at bestemme over anvendelsen af kommunens knappe arealressourcer. Skal skoven bruges til stadionparkering? Skal bugten være rekreativt område, eller skal den bruges til industri/container-opbevaring på indvundet areal?

Byrådsflertallet sagde havneudvidelse. Siden fandt højere magter beslutningen mangelfuldt begrundet.

Nu har havnedirektøren og borgmesteren bestemt, at containerarealet skal forøges med 17 hektar.

MSC (Mediterranean Shipping Company, italiensk ejet og med hovedsæde i Schweiz) lejer plads til en supermoderne containerterminal på Omniterminalen. Det har selskabet aftalt med havneledelsen. APM Terminals (Mærskejet selskab med hjemsted i Holland) har sagt, at man kan effektivisere til en tredoblet containeromsætning på det nuværende areal.

Det vil altså sige, at havnens strategiske beslutninger bruger havneareal med kapacitet til firedobling i forhold til den nuværende containeromsætning.

Hvilken markedsanalyse ligger til grund for beslutningen om at prioritere så meget ekstra areal til containeromsætning? Har havnebestyrelsen inklusive de tre byrådsmedlemmer diskuteret en sådan forventet vækst?

Monstro borgmesteren og havnedirektøren forestiller sig, at aarhusianerne skal bruge fire gange så mange containertransporterede varer i tiden fremover? Det vil ikke pynte på aarhusianernes CO2 regnskab!

Eller – er der udsigt til en del tomgang i den arealanvendelse?

Bestseller vil tage deres containere ind via Fredericia. Hvad med Larsen-gruppen? Arctic Line?

Borgmesteren og havnedirektøren mener, at arealanvendelse til containere og ikke til andre formål er en “rent forretningsmæssig” affære. Byrådsdemokrati om den slags anvendelse af kommunens knappe arealer? Nej da – ikke i Bundsgaards Aarhus.

Monstro der bliver et par poster til ledigblevne eller ledigblivende aarhusianske direktører i et ekspanderende MSC? I forvejen har MSC jo snuppet en Mærsk-direktør.

Der står MANGE ubesvarede spørgsmål tilbage i Bundsgaards havnesag.