Ingen profit på plejeboliger i Syddjurs
Enhedslisten sikrer velfærd og grøn omstilling i Syddjurs med et budget fyldt med fremskridt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Enhedslistens startede forberedelsen til dette års budget allerede i december sidste år, da vi i Byrådet stillede et forslag til vedtagelse på KL’s delegeretmøde beregnet på at sikre en fornuftig økonomiaftale med råd til velfærd og grøn omstilling.
Vi er samlet set godt tilfreds med dette års budget.
Det lykkedes at få det vedtaget i Byrådet og et lignende forslag på delegeretmødet og umiddelbart tegnede det til at presset bevirkede en økonomiaftale med flere midler til kommunerne.
Desværre viste det sig at de fine ord fra KL og finansministeren om flere penge til velfærd i virkeligheden betød færre penge til kommunerne og budgetforhandlingerne i Syddjurs begyndte under truslen om store nedskæringer.
Heldigvis lykkedes det at nå til enighed om at det var bedre at bruge lidt af den store kommunekasse og fortsætte den genopretning af velfærden, vi startede i sidste års budgetforlig fremfor at fortsætte nedskæringerne fra årene forinden.
I Enhedslisten mener vi, at en ordentlig velfærd er en forudsætning for en velfungerende kommune, hvor det er godt at bo og hvor økonomien er god.
Derfor er vi glade for, at det igen i år lykkedes at styrke skolerne og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), og at det lykkes at styrke ældreområdet, der har været under et voldsomt pres. Specielt er vi glade for, at vi kan øge hjælpen til ældre med psykiske lidelser.
Vi er også glade for at vi har skabt fundamentet for en plan for fremtidens plejeboliger, der ikke er afhængig af om investorer bestemmer sig for at bygge et privat plejehjem.
Vi har gennem mange år kæmpet for at større fokus på klima og natur. Dette forlig er et skridt i den rigtige retning med afsætning af ekstra midler til omlægning af flere arealer til natur til gavn for biodiversitet og et renere vandmiljø.
Vi vedtog også at fortsætte arbejdet med gendannelse af Kolindsund og at understøtte påbud mod brug af pesticider i nærheden af drikkevandsboringer.
Vi afsatte også penge til legepladser, bevarelse af borgerrådgiverfunktionen, trafiksikkerhed og indeklima. Vi er særligt glade for at det lykkedes at sikre husleje og aktiviteter for Distrikt X, ungehuset i Rønde.
I et forlig er der altid kompromisser og der er også dele af dette budgetforlig vi er betænkelige ved, f.eks. øget anvendelse af sygeplejeklinikker, et mestringscenter på socialområdet og indførelse af modulordning på dagtilbudsområdet. På alle tre områder har vi vedtaget en tæt opfølgning og evaluering.
Vi mener stadigvæk, at der er plads til store forbedringer i velfærden i Syddjurs, og vi vil gerne have været endnu mere offensive på naturområdet.
Men vi er samlet set godt tilfreds med dette års budget, der indeholder klare fremskridt for mennesker og natur i Syddjurs.«